Familien

Den 1. august 1819 på det sydlige Manhattan, nærmere bestemt 6 Pearl Street, blev Allan Melvill og Maria Gansevoort forældre til deres tredje barn, en søn, som de døbte Herman. Med tiden skulle han udvikle sig til at blive en af de største forfattere i den amerikanske litteraturs historie. I dag kender de fleste Herman Melvilles største værk, romanklassikeren Moby-Dick; or, The Whale (1851).
Maria Gansevoort kom fra en respektabel familie, hvor dagligdagen foregik på hollandsk. Hun var datter af Peter Gansevoort og Catherine Van Schaick Gansevoort. Hendes far, Melvilles morfar, var anerkendt for sin deltagelse ved Fort Stanwix, hvor han havde kommandoen i 1777. To år efter drog en ekspedition fra Fort Stanwix, og den var ledet af Goose Van Schaick, som var fætter til Catherine Van Schaick.
Goose var Peters kommandør, og Peter blev året efter gift med Catherine. De fik fem børn, hvoraf den ene var Melvilles mor, Maria. Familien gav Maria den dannelse, enhver ung dame af fin herkomst burde have. Hun kendte til musik og dans, som begge var elementer, der gjorde hende til en elegant og dannet kvinde. Derudover blev hun også født ind i en protestantisk familie, og religionen kom til at spille en stor rolle i opdragelsen af hendes børn. Senere fik den stor betydning for Melvilles forfatterskab.
Melvilles farfar, Thomas Melvill, var en amerikansk patriot fra Boston. Han deltog i Boston Tea Party, en politisk protest, hvor en gruppe demonstranter forklædt som indianere, ødelagde et engelsk skib med the. Thomas Melvill blev i 1774 gift med Priscilla Scollay. I Melvilles barndom besøgte han sin farfar og farmor flere gange, og der fik han fortalt krigshistorier, som Thomas selv havde været en del af, og fik vist ting fra Boston Tea Party, inklusive teblade fra det ødelagte skib. Thomas og Priscilla fik sammen 11 børn, heriblandt Allan Melvill, Herman Melvilles far.
Allan blev født ind i en god familie, hvor fremtiden så lys ud. Han blev gift med Maria Gansevoort, og sammen flyttede de til New York. Allan handlede med europæiske varer, såsom silke, fine handsker og tørklæder, men eftersom han ikke kunne følge med udviklingen af de store amerikanske auktionshuse, blev gæld og lån hurtigt en del af hans og familiens hverdag. Han levede over evne, og familien vænnede sig til et liv i luksus. Der var tjenere og kokke i husholdningen, og selvom Allan var i dyb gæld, ophørte hans overforbrug ikke. Familien flyttede til stadig større huse med prestigefyldte adresser.
Begyndelsen på Melvilles litterære karriere
Gældsspiralen kulminerede i 1830, hvor Allan Melvill sammen med den nu 11-årige Herman flyttede fra New York til Albany, netop på grund af sin enorme økonomiske gæld. Allan døde et år efter flugten og efterlod Herman og hans søskende faderløse. Familiens indkomst var nu så lille, at der ikke var råd til, at Herman kunne gå i skole længere. Derfor blev han sat i arbejde som bydreng for en bank, mens hans storebror Gansevoort, der var den velbegavede af de to, åbnede sin egen forretning, hvor han senere kunne ansætte Herman. Men en brand ødelagde næsten alt i forretningen, og en økonomisk krise gjorde, at der næsten ikke var nogle kunder. Familien endte nu i en lille landsby sammen med andre familier, som havde lidt samme skæbne. Maria Melvill havde tidligere fået tilføjet e’et til deres efternavn, som et symbol på, at familien kunne begynde deres liv på en frisk.

Herman Melville arbejdede også i en kort periode som lærer, men i 1839 nåede han i en alder af 20 år et vendepunkt i sit liv. Han drog til søs med et handelsskib, og senere arbejdede han på et hvalfangerskib, Acushnet, som bragte ham vidt omkring. Under sine sørejser boede han i en måned med de indfødte på Marquesas-øerne, og i 1843 påbegyndte han en lang hjemrejse. I den periode, han tilbragte på skibene, opdagede han, hvordan livet til søs var. Han oplevede hvalfangst på klos hold, men også begravelser til søs og diverse afstraffelsesmetoder på sømændene, og på trods af dette åbnede han sig for livet på havet, som blev en del af ikke kun hans liv, men også hans forfatterskab. Netop denne periode af Melvilles liv, især mødet med de indfødte på Marquesas-øerne, kom til at spille en stor rolle for hans første roman Typee fra 1846, som sammen med efterfølgeren Omoo fra 1847 blev en bestseller. Men til trods for dette måtte Melville alligevel søge job andre steder, da bøgerne ikke indbragte ham nok til dagen og vejen.
Det var i samme periode, at han begyndte at se sin kommende hustru Elizabeth Knapp Shaw, hvis far var dommer. Hans navn var Lemuel Shaw, og han havde flere gange spillet en større rolle i retssager omkring slaveri. Shaw, Melvilles mor og Melville selv havde bekymringer om, hvorvidt det var muligt at gøre skriveriet til en levevej. Samtidens læsere yndede at læse engelsk litteratur, men Melville havde en ambition om at få folk til at læse amerikansk litteratur. Selv englænderne mente, at det var på tide, at amerikanerne fandt deres egen stemme i litteraturen.
Melvilles kampe – professionelt og privat
I 1847 flyttede Melville og hans kommende hustru til New York. De blev gift den 4. august 1847 i Boston, og sammen fik de fire børn. De boede sammen med Melvilles bror Allan og hans kone Sophia Thurston. Det var i New York, at Melville i løbet af de næste par år skrev og udgav ikke mindre end tre romaner, Mardi (1849), Redburn (1849) og White-Jacket (1850). I White-Jacket kan man se spor af Melvilles personlige tab af sin bror, Gansevoort. Hans død bragte endnu en økonomisk krise til familien Melville, og nu var Allan det eneste håb. Efter udgivelsen af Mardi, der blev en kommerciel fiasko, begyndte Melville at sætte tempoet op med sine udgivelser for at få en profit ud af det.
Melville begyndte at skrive Moby-Dick i 1850. Han havde sat en deadline for sig selv og ville have bogen færdig i efteråret 1850, men den udkom først et år senere i september 1851. 1850 var også året, hvor Melville mødte forfatteren Nathaniel Hawthorne, et møde som fik stor indflydelse på begge forfattere. Mødet med Hawthorne fik blandt andet Melville til at ændre tilgangen til Moby-Dick med helt nye ambitioner til værket. Hawthorne og Melville bibeholdt kontakten med hinanden gennem brevudvekslinger og besøg. Melville udtrykte blandt andet sine bekymringer omkring den litterære succes, han aldrig syntes at ville opnå. Melville var en forfatter, som lod sig mærke så meget af sin egen fiasko, at han lod sin situation afspejle i nye kapitler i Moby-Dick, som han tilføjede midt i skriveprocessen.
Melville oplevede både op- og nedture med sine værker, og ikke nok med, at han ikke oplevede den succes, som han havde regnet med, så tjente han heller ikke meget på sine udgivelser, hvilket gjorde, at han følte sig tvunget til at skrive både Redburn og White-Jacket, to forholdsvis traditionelle romaner skrevet på fire måneder, for at gøre sine læsere og forlæggere glade og for at tjene penge. I årene 1850-1851 lukkede Melville af og til ned for alt udefrakommende og levede udelukkende i sin egen kreative verden, mens Moby-Dick tog form. Men han var altid årvågen omkring, hvilke politiske aktiviteter, der skete omkring ham. Slaveri havde længe optaget ham, og nogle af hans værker havde da ligeledes også haft tematikker omhandlende netop slaveri, som han tog stærkt afstand fra. Det var også i de år, at Lizzie og Melville blev forældre til deres to sønner, Malcom og Stanwix.
Efter udgivelsen af Pierre (1852) og ”Bartleby, the Scrivener” (1853) oplevede Melville endnu en tragedie. I 1853 brændte hans forlag ned til grunden, og hans usolgte bøger samt bøger, der endnu ikke var udgivet, blev forvandlet til aske.
I 1853 blev Melville far til den første pige i familien, Elisabeth. På det tidspunkt var Melville 34 år gammel, og han fortsatte med at skrive trods personlige tragedier og kritik af sine værker. I 1855 udkom Israel Potter, og med værkets ringe succes oplevede Melville endnu en gang modgang. Samme år fik Lizzie og Melville deres sidste datter, Frances. Melville var i denne periode på en sørejse, en slags rekonvalescensrejse, til Middelhavsområdet. På sin rejse besøgte han blandt andet Istanbul, den gang Konstantinopel, og Palæstina. Rejsen dannede senere baggrund for Clarel (1876).
I 1857 udkom Melvilles sidste roman, The Confidence-Man, som heller ikke fik megen succes. To år tidligere udkom ”Benito Cereno” som serie i Putnam’s, og i dag anses denne længere novelle for at være en af Melvilles største præstationer. ”Benito Cereno” berørte den igangværende diskussion om slaveri og illustrerede de sortes forsøg på at gøre oprør. I de følgende år oplevede Melville ikke kun problemer med sin karriere, men gennemlevede ligeledes en mørk tid på hjemmefronten. Mange i deres omgangskreds gik bort, og der var problemer i ægteskabet. Noget tyder sågar på, at Melville var voldelig overfor Lizzie, og at hun flere gange overvejede at forlade ham.
I 1860 havde Melville ikke kun skrevet romaner og noveller, men havde også så mange digte, at han kunne udgive dem i en mindre bog. Samme år tog Melville på endnu en sørejse med det skib, hans bror Thomas var kaptajn på. Han havde inden da givet manuskriptet med digtene til sin bror Allan, som skulle give det videre til forlaget, men bogen kom aldrig i trykken. Melville og hans bror Thomas skulle rejse rundt om Kap Horn, men han nåede aldrig længere end til San Francisco, før han besluttede sig for at rejse hjem igen.
Melvilles alderdom og død

I 1850 havde Melville købt Arrowhead, et hus med en meget stor grund i Pittsfield, Massachusetts, men havde op igennem 1850’erne set sig nødsaget til at sælge grunden stykke for stykke for at tjene nogle penge. I dag er Arrowhead først og fremmest berømt som stedet, hvor Melville – med udsigt til det i Melvilles øjne kaskelothvalsformede Mount Greylock fra sit arbejdsværelse – skrev Moby-Dick. Flere af Melvilles kortprosastykker som ”Cock-A-Doodle-Doo!”, ”I and My Chimney” og ”The Piazza” er også skrevet på Arrowhead og tager udgangspunkt i huset og lokalområdet. I 1863 var han i så dyb gæld, at han blev nødt til at sælge ejendommen til sin bror Allan, og Melville flyttede tilbage til New York. Det efterfølgende år tog han til frontlinjen i borgerkrigen for at besøge sin fætter Henry Gansevoort. Der oplevede Melville krigen på tæt hold, og det gav ham inspiration til at skrive digtsamlingen Battle-Pieces and Other Aspects of the War, som udkom i 1866. Den solgte ligesom mange andre af hans værker ikke særlig godt, og anmeldelserne var elendige.

Samme år tog han et arbejde for New York Custom House, hvor han arbejdede de næste tyve år. Ægteskabet mellem Melville og Lizzie havde på dette tidspunkt nået bunden, og i 1867 forekom endnu en tragedie, som tærede på deres forhold. Deres søn Malcolm, som på dette tidspunkt var 18 år gammel, havde meldt sig til en frivillig gruppe, som lavede militærøvelser. Han var stolt af sin uniform og den pistol, som kom til at koste ham livet. En dag kunne hans forældre ikke forstå, hvor han var, og de fandt ham død på hans værelse, hvor han havde skudt sig selv i hovedet. Man fandt aldrig ud af, om det var med vilje eller en ulykke.
Melvilles mor døde i 1872, og fire år senere udgav Melville det episke digt Clarel. Hans onkel Peter Gansevoort betalte for de omkostninger, der var ved trykningen af digtet, men læserne ignorerede værket, og forlæggerne brændte de usolgte kopier. I 1886 mistede Lizzie og Melville deres anden søn Stanwix. Han døde af tuberkulose i San Francisco, og samme år stoppede Melville med at arbejde for New York Custom House. Fem år senere, i 1891, døde Herman Melville i sit hjem – glemt af de fleste. I 1924, altså længe efter Melvilles død, udkom hans sidste værk Billy Budd. Værket påbegyndte Melville allerede engang i slutningen af 1880’erne, hvor han var en gammel og syg mand, som havde lagt poesien fra sig og var vendt tilbage til sit udgangspunkt, nemlig prosaen. Det var Melvilles barnebarn, Eleanor, som gav tilladelse til, at værket kunne blive trykt, efter det havde ligget gemt i tre årtier i en tinæske. Det var også først tre årtier senere, på nogenlunde samme tid og omkring hundredeåret for Melvilles fødsel, at Melville begyndte at få anerkendelse for sit helt store værk Moby-Dick.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Trine Mille Carlsen, Anna Bøgh Rasmussen, Søren Frank[/typography]
Skriv et svar