Herman Melvilles ”Benito Cereno” udkom første gang i 1855 som føljeton i Putnam’s Monthly. Fortællingen – som genremæssigt ligger mellem novelle og roman – blev genoptrykt med mindre ændringer i The Piazza Tales i 1856.
Handlingen er følgende: En morgen i 1799 får den amerikanske kaptajn Amaso Delano øje på et mystisk skib uden flag ud for St. Maria, en af de ubeboede øer tæt ved Chiles kyst. Delano bemærker skibets ejendommelige adfærd, mener det må være i nød og tager afsted i en hvalbåd for at komme besætningen til undsætning med friske forsyninger af mad og drikkevarer. Ombord på skibet San Dominick møder han skibets spanske kaptajn Don Benito Cereno, nogle få hvide/spanske sømænd og et større antal sorte slaver. Benito Cereno virker underligt fraværende, er iklædt tøj, som om han deltog i en teaterforestilling, og besvarer desuden Delanos spørgsmål på en mærkeligt fraværende måde. Benito Cereno flankeres konstant af det, Delano opfatter som en hengiven tjener ved navn Babo. Delano kan ikke få tingene til at stemme, men accepterer umiddelbart forklaringen om, at skibet – som viser sig at være et slaveskib – har været ude i et drabeligt uvejr, hvor det har mistet mange af slaverne, flere af styrmændene og en stor del af den øvrige spanske besætning. Slaverne på skibet er optaget af diverse gøremål og arbejdsopgaver, men arbejdet virker planløst og umotiveret. Desuden foregår der løjerlige ting om bord, men hvad det er, skal ikke røbes her.
Plottet udfolder sig med en del spændingsskabende effekter, og det viser sig efterhånden, at alt ikke er, som det umiddelbart ser ud til at være. Hen mod aften beslutter Delano at låne San Dominick det fornødne mandskab fra sit eget skib Bachelor’s Delight, så slaveskibet kan blive navigeret sikkert ud på åbent hav. Da Delano går fra borde, hopper Benito Cereno pludselig ned i hvalfangerbåden, og tre spanske sømænd springer i havet. Babo springer efter Benito Cereno, og i båden udspiller der sig en scene, hvor det fremgår, at Babo ikke er Benito Cerenos hengivne tjener, men derimod oprørsleder for slaverne, som forsøger at få skibet bragt til et sted med sorte mennesker som slaverne selv. Fortællingen slutter med en retssag, og Babo straffes med døden. Herefter anbringes hans afhuggede hoved til skræk og advarsel på en stage, hvorfra hans tomme blik skuer mod det kloster, hvor en syg, tvivlende og svækket Benito Cereno dør kort tid efter.
Hvad det præcis var, som fik Melville til at skrive en novelle som “Benito Cereno” på netop denne måde, kan ikke siges med fuldstændig sikkerhed, men man får et praj om det ved at kigge på den historiske kontekst. Melville var til tider næsten ”kannibalistisk” plagierende i sit værk, og fortællingen her er ingen undtagelse. ”Benito Cereno” baserer sig på autentiske begivenheder og tager afsæt i kapitel 18 i Amasa Delanos A Narrative of Voyages and Travels, hvori Delano beretter om episoden med Cereno og San Dominick, der virkelig fandt sted i 1805. Vigtigt i denne sammenhæng er, at Melville for det første ændrer årstallet fra 1805 til 1799, og for det andet ændrer han skibenes navne fra Tryal til San Dominick (en reference til et virkeligt slaveoprør i 1790’erne i kølvandet på den franske revolution) og fra Perseverance til Bachelor’s Delight (navnet på et kendt piratskib). I fortællingen er der desuden en barberscene, som giver mindelser til den spanske inkvisition, et af de mørkeste kapitler i kristendommens historie.
Den historiske kontekst giver os altså nogle ledetråde og måder at forstå ”Benito Cereno” på. Slavernes oprørsleder Babo kan således læses som en ”efterligning” af Toussaint L’Ouverture, en frihedshelt, der har eksisteret i virkeligheden. I USA var der i Melvilles samtid desuden en problematik i forhold til spørgsmålet om union eller abolitionisme. Melvilles svigerfar var fortaler for unionen, idet han mente, at slaveriet nok skulle fortage sig af sig selv (han var dog også imod slaveriet og havde dømt imod det tidligere). Abolitionisterne talte for organiserede forsøg på at afskaffe slaveriet. Overfor abolitionisterne stod en fløj af apologeter, som forsvarede det bestående og mente, at slaveriet skulle gå over af sig selv. Kort sagt var der en kamp mellem dem, der talte for slaveriets øjeblikkelige afskaffelse – hvormed man i sin kamp for de universelle menneskerettigheder risikerede, at nationen ville brække midt over – og dem, der talte for unionens primat – hvormed man i nationens tjeneste måtte gå på kompromis med menneskerettighederne.
Følgende forhold gør sig gældende i forhold til fortællestil og samlet udsigelse: Fortællervinklen i værket skifter mellem forskellige positioner, men udgøres bl.a. af en anonym 3. persons fortæller. Denne ser undertiden tingene ud fra Delanos synsvinkel, men forekommer andre steder at vide mere, end Delano gør. Det uafklarede og tvetydige – som generelt er på spil i Melvilles værker – mærker læseren blandt andet igennem en karakteristisk dobbelttale, som relativerer det sagte. Melville bruger f.eks. tillægsord af ladet tilsnit (”ungratefully”), dobbelte nægtelser og fri indirekte tale i de passager, hvor der er upålidelighed, mulighed for fejlslutninger og tragisk ironi på spil. Hvis man ikke kan følge med i, hvad der foregår, når man læser ”Benito Cereno”, hjælper det måske at spørge sig selv om, hvem der taler eller, hvem der tænker højt.
Melville betjener sig af en karakteristisk stil, når han fortæller sin historie. Stilen virker som en forløber for impressionismen og har flere træk til fælles med Joseph Conrads roman Heart of Darkness fra 1899. Fortællingen begynder med, at Delano får øje på det mystiske skib. Det er en morgen præget af gråhed, dis og tåge. Allerede i sin beskrivelse slører og skjuler Melville i gråtoner, at der er noget på spil, som ikke umiddelbart kommer til udtryk. Verberne indeholder også en usikkerhed (”seem”, ”appear”). Melville bruger desuden en stribe dobbelte nægtelser og en sætningsopbygning, som får teksten til at tøve. Som læser oplever man noget lignende det, som antikkens teatergængere må have følt, når de engagerede sig i datidens græske tragedier, hvor plottet var kendt på forhånd på grund af dets mytologiske ophav. Ligesom tilskuerne dengang godt forstod, at Kong Ødipus var i færd med at besegle sin egen skæbne, når han krævede at kong Laios’ morder skulle dø, oplever læseren af ”Benito Cereno” også en merviden, som opstår igennem en udtalt brug af tragisk ironi. Denne har kaptajn Delano til gengæld ikke blik for, og på den måde svinger fortællingen konstant mellem klarhed og uklarhed.
Citatet nedenfor er fra de indledende sider af ”Benito Cereno”, og passagen illustrerer nogle af de forhold, som er nævnt ovenfor – bemærk desuden Melvilles unikke og poetiske sprog:
Upon gaining a less remote view, the ship, when made signally visible on the verge of the leaden-hued swells, with the shreds of fog here and there raggedly furring her, appeared like a white-washed monastery after a thunder-storm, seen perched upon some dun cliff among the Pyrenees. But it was no purely fanciful resemblance which now, for a moment, almost led Captain Delano to think that nothing less than a ship-load of monks was before him. Peering over the bulwarks were what really seemed, in the hazy distance, throngs of dark cowls; while, fitfully revealed through the open port-holes, other dark moving figures were dimly descried, as of Black Friars pacing the cloisters.
(Norton, s. 36)
Nærmere på var hun tydeligt synlig over de blyriflede dønninger, og i den drivende tåge, der lå som flager omkring hende, lignede hun et renvasket kloster efter en tordenbyge på en grå skrænt i Pyrenæerne. Men det var ikke ren og skær indbildning, der nu kortvarigt næsten forledte kaptajn Delano til den opfattelse, at der var tale om en hel skibsladning munke. Op over skanseklædningen kiggede, hvad der på afstand virkelig kunne minde om et mylder af mørke munkekutter, og gennem de åbentstående koøjer anedes glimt af andre skikkelser, der så ud som sortebrødre i et klosters buegange.
(Flemming Chr. Nielsens oversættelse)
Hvilke greb benytter Melville i øvrigt, når han skriver sin fortælling? Udover det ovenfor nævnte er det værd at bemærke brugen af kommaer og indskudte sætninger, som forhaler indsigterne, samt dialogen og valget af ord, der indeholder en ambivalens, som får det sagte til at pege i flere forskellige retninger.
”Benito Cereno” er stykket sammen som en fortælling i tre dele: først den egentlige fortælling, hvor historien udrulles i et lineært forløb med dialog, suspense osv. Derefter følger retsdokumenterne og til sidst passagen, hvor den døde Babos hoved – igennem talende tavshed – yder sit minoritetsvidnesbyrd til belysning af flere af samtidens væsentlige problemstillinger.
I ”Benito Cereno” diskuteres bl.a. tematikker omkring slaveri og ufrihed, kolonialisme, racisme, tale versus tavshed, syd versus nord, dannelse versus antidannelse samt ikke mindst fiktionalitet versus realisme og autenticitet. Sidstnævnte punkt optog sindene og Melville selv meget, fordi han blandt andet blev kritiseret for manglende troværdighed og for at skyde genvej til hurtige løsninger. Mange havde eksempelvis svært ved at greje, hvorfor Melville valgte at bruge retsdokumenterne i direkte og ubearbejdet form. Men de forlenede novellen med autenticitet, ligesom de står som en vesterlandsk og juridisk ”kold” kontrast til den afdøde Babos ordløshed.
Nogle har siden kaldt ”Benito Cereno” for et lemlæstet triptykon (en tredelt altertavle). Triptykon bruges som en metafor for den tretrinsfortælling, værket er sammensat af. Men hvad menes der med, at fortællingen skulle være lemlæstet? Havde Melville for travlt, da han skrev sit værk? Er det skidt, at retsudskrifterne er placeret sidst i fortællingen? Endnu engang byder Melvilles værk på flere spørgsmål, end det besvarer; men læs selv og døm!
”Benito Cereno” kan sagtens stå alene, men ønsker man at tilføje lag af forståelse til sin egen læsning kan den nævnte Norton-udgave anbefales. Bogen indeholder en række sekundære tekster, som diskuterer slaveri og andre temaer, samt kapitel 18 fra Amasa Delanos egen fortælling.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar