Herman Melvilles syvende roman Pierre: or, The Ambiguities (på dansk Pierre eller Flertydighederne) udkom i New York i 1852, hvor den blev en dundrende fiasko såvel økonomisk som hos læsere og anmeldere. I London nægtede man at udgive den kontroversielle roman.
Handlingen, som forløber lineært, er kort fortalt følgende: 19-årige Pierre er arving til landstedet Saddle Meadows. Her bor han sammen med sin mor, den stolte enke Mrs. Glendinning, som han har et tæt, grænsende til incestuøst, forhold til. Fremtiden tegner lys. Pierre skal giftes med den unge og uskyldige Lucy Tartan. Men noget stemmer ikke. Pierre har altid kun hørt sin afdøde far beskrevet som en helgen, og især moderen har gjort sit for at fastholde dette billede. Pierre arver et maleri af faderen, hvor denne ser ung og nærmest lykkelig ud i sammenligning med et andet maleri, som allerede hænger på Saddle Meadows. Mrs. Glendinning hævder, at det nye maleri slet ikke ligner hendes afdøde mand. Fra mindernes brønd dukker en barndomserindring op hos Pierre. Her taler faderen i febervildelse og kalder sin datter til sig, mens Pierre våger og holder hans hånd.
En dag, da Pierre skal følge sin mor til en sy-sammenkomst, sker der noget foruroligende. En ung kvinde udstøder pludselig et skrig og besvimer. Allerede før Pierre ser kvinden, baner skriget sig vej til hans hjerte, hvor det efterlader ”en gabende afgrund.” Senere får Pierre øjenkontakt med en smuk, ung og mørk kvinde, som frimodigt møder hans blik. Pierre bliver rystet i sin grundvold. Aldrig har han oplevet noget lignende. Hvad er det for følelser, den mystiske kvinde udløser i ham? Mrs. Glendinning forhindrer et egentlig møde mellem de to, og Pierre forlader systuen med oprørt sind og forudanelser om en skæbnesvanger indgriben i sit liv. Et par dage efter modtager han et brev fra den mystiske kvinde. De mødes ved nattetid på et øde sted, og nu er deres skæbner beseglet. Kvinden viser sig at være Pierres halvsøster, som har levet et liv i armod og ensomhed i Europa. I Isabel genkender Pierre sig selv og mærker både voldsom tiltrækning og forvirring. Hvad skal han stille op med hende? Intuitivt forstår han, at hans mor vil blive jaloux på den mørke skønhed, og at hun vil få svært ved at håndtere skam og såret forfængelighed, når det kommer frem, at Pierre Senior har haft en anden kvinde i sit liv, som gjorde ham lykkeligere, end han nogensinde var sammen med hende selv.
I en parallel fortælling møder man den unge Delly Ulver, som føder og mister et barn uden for ægteskabet. Hun bliver hurtigt samtalestof på egnen. Pierre taler med den lokale præst og sin mor om Delly, fordi han ønsker et praj om, hvorvidt moderen ville kunne håndtere, hvis Isabel blev bragt ind i familien. Det viser sig hurtigt, at barmhjertigheden ikke hænger på træerne; og da Pierre desuden ikke vil kompromittere hverken sin mor eller sin afdøde fars rygte, beslutter han sig for at rejse hjemmefra. Efter svære overvejelser skriver han til sin forlovede Lucy og påstår, at han allerede er gift. Pierre, Isabel og Delly flygter til New York, idet de håber på hjælp fra en fætter til Pierre, som han havde et særligt forhold til, dengang de var yngre. Glen vil imidlertid ikke kendes ved Pierre, og de tre må klare sig på alternativ vis. Med hjælp fra en gammel bekendt finder de unge et logi i en nedlagt kirke. Der forsøger de at leve af Pierres forfattervirksomhed (som først bliver åbenbaret sent i fortællingen). Tre breve hjemmefra afslører, at moderen er død, at Glen har arvet Saddle Meadows, og at han er blevet forlovet med Lucy. Senere dukker Lucy (som stadig elsker Pierre) op i New York, skarpt forfulgt af Glen og Lucys broder Frederic, som prøver at forhindre hende i at flytte ind hos Pierre.
Under fattige og kummerlige forhold kæmper de to unge kvinder nu om Pierres gunst, mens denne skriver mod uret og en hastigt fremadskridende synsnedsættelse. Romanen slutter dramatisk med, at Pierre skyder sin fætter og derefter bliver fængslet. I fængslet får han besøg af Lucy og Isabel. Lucy falder død om af chok, da hun finder ud af, at Isabel er Pierres halvsøster. Efterfølgende begår de to søskende selvmord ved at drikke gift, mens Frederic – som en slags Ishmael-skikkelse – lever videre for at fortælle den ulykkelige historie.
Mens man læser romanen, er det umuligt ikke at spekulere over, hvad det er for et uudgrundeligt værk, man sidder med imellem hænderne. Titlen beroliger og foruroliger på samme tid. Og det er ikke falsk varebetegnelse, når Melville lover os flertydighed. Flertydighederne slår igennem på et utal af måder. Genremæssigt og strukturelt føler man sig hensat til noget mørkt romantisk, som næsten kan give Edgar Allan Poe baghjul det ene øjeblik, mens man det næste må more sig over Melvilles drilleri og undvigende sarkasme, når han uddeler drøje hug til religionens strenge vogtere og deres dobbeltmoral i forhold til fænomenet næstekærlighed. Pierre er således sammensat af kapitler à la Dantes helvede; kapitler, som rummer filosofi af raffineret og eksistentielt tilsnit; en slags essay, som tydeligvis er et opgør med samtlige anmeldere og udgivere fra det litterære parnas; samt passager, hvor man føler Melville repræsenteret biografisk i forholdet 1:1. Værkets samlede udsigelse er generelt en gådefuld affære. Det ene øjeblik fortælles historien fra en alvidende 3. persons fortæller, det næste øjeblik taler et jeg, som undertiden er Pierre og andre gange ikke er det. Mange steder gemmer fortælleren sig i et vi, hvilket får en til at spekulere over, hvem det egentlig er, der taler. Det er først sent i romanen, at Pierre springer ud som forfatter. Først polemiserer fortælleren over Pierres ubetydelige værk, men efterhånden fremskrives Pierre som en seriøs forfatter, der – ligesom Melville selv – må slås med vilkårene i et Amerika under litterær nation-building.
Passagen nedenfor er fra Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse af romanen, og den illustrerer, hvorledes flertydighederne slår igennem både på det tematiske plan og utallige niveauer i romanen:
Men nu, nu! Han havde læst Isabels brev, og med samme hast som den første lysstråle, der udgår fra solen, så Pierre alle de forudgående flertydigheder og alle gåder blive revet op som af et skarptslebet sværd og frem af et uendeligt mørke marcherede tætte rækker af gøglebilleder. Hans fjerneste barndoms erindringer – hans fars febervildelse – den tomme og askegrå hånd – tante Dorotheas sælsomme fortælling – portrættets egne natlige fristelser; og frem for alt hans mors intuitive modvilje, alt sammen overvældede det ham med gensidige vidnesbyrd.
Og uimodståeligt fornemmede han, at alt det i portrættet, som havde været uforklarligt gådefuldt, på magisk vis stemte overens med alt det i ansigtet, som havde været uforklarligt velkendt. Munterheden i portrættet var ikke i disharmoni med sorgfuldheden i ansigtet, men i kraft af en uudsigelig sammenhæng stemte munterheden og sorgfuldheden overens med hinanden og smeltede sammen, og idet de således forenede sig, føjede de træk af noget overnaturligt til.
Til alle sider fjernede den fysiske verden af håndgribelige genstande sig nu fra ham, og han gled ind i visionernes rum, og da han rejste sig med knyttede næver og med øjnene stift stirrende på det forvandlede ansigt i luften foran sig, udbrød han i det forunderlige vers hos Dante, som beskriver de to sammensmeltede skabninger i Helvede:
Ve mig, Agnel!, hvor du forandres, Broder!
Du er ej længer én, ej heller tvende.
(Herman Melvilles samlede værker, bind 5, Bindslev, 2014, s. 108-109)
I romanen er det helt store tema netop flertydighed. Tingene er aldrig enkle for Melville eller hans karakterer, og det er de da heller ikke i romanen her. Pierre er således stærkt optaget af at gøre det rigtige. Men hvordan gør man det, når man ved, at ens handlinger vil få vitale følger for nogle af de mennesker, man holder af? Pierre vælger at tage vare på Isabel og Delly, fordi disse står alene i verden og allerede har haft al for megen lidelse i deres liv. I sit dilemma må Pierre desuden samtidig forholde sig til, at hans mor og Lucy kommer til at betale den ultimative pris for hans valg.
Ib Michael skriver i forordet til Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse, at der ikke går lang tid, før skeletterne begynder at rasle ud af skabet i romanen Pierre. Deri kan man kun være enig. Det er livets universelle spørgsmål, som er til debat her. Pierre stirrer ned i dybet ligesom William Blake og andre har gjort før ham. Pierre vil gerne forstå sig selv og det, som rører sig i det ubevidste, og foregriber dermed Freuds psykoanalyse, som holder sit indtog i 1890’erne. Pierre vil gerne agere som et godt og næstekærligt menneske, men det er ikke let at være spændt ud mellem skæbne og relativ frihed.
Queer-teoretikere har efterfølgende spekuleret meget over Pierre og hans forhold til fætteren Glen, til hans mor og ikke mindst til den shakespeareske dark lady Isabel, som præger universet i Pierre. Nu er det anakronistisk at tale om homoseksualitet, for begrebet fandtes ikke, dengang Melville skrev sine værker. Man skal dog ikke være synderligt queer i sin måde at anskue tingene på for at få øje på latent incest eller manly love i Pierre. Melvilles samtid blev rasende, og Melville blev beskyldt for både blasfemi og utugt. Læserne reagerede med at boykotte hans værk. Dette bidrog ikke overraskende til Melvilles fattigdom og lede ved forfattergerningen. På det personlige plan blev romanen også begyndelsen til slutningen på det varme forhold, Melville havde haft til forfatterkollegaen Nathaniel Hawthorne. Andrew Delbanco antyder i biografien Melville: His World & Work, at Hawthorne måske kan have følt sig gået for nær i forhold til incest-problematikken.
Et sidste spørgsmål: Skal man læse Pierre eller Flertydighederne? Ja selvfølgelig skal man det. I romanen gemmer der sig stof til utallige læsninger. Desuden træder kvinderne, som normalt ikke er overdrevent repræsenteret i Melvilles værk, nu ind på scenen og udviser agency. Interessant er det også, at Melville her har fast grund under fødderne i langt størstedelen af romanen, hvilket dog ikke forhindrer en afstikker til søs, så han kan flashe sin fascination af det store intet: ”Bell vil ud på det blå hav! derover, derover! langt bort, – derud, derud! – langt, langt, langt bort! hvor himlens blå og havets blå mødes og bliver til intet! – Bell vil derud.” (s. 370).
Lyst til at læse mere? Supplér i så fald med Ib Michaels forord til Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse samt Delbancos analyse i Melville: His World & Work.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar