Viser dit ydre et tropisk havblik? så vær vis på, at tusind modsat rettede strømme hvirvler i dit indre.
Melvilles tredje roman Mardi: And a Voyage Thither (på dansk Mardi og en rejse dertil) udkom 1849 i London og New York. Melville havde ”varedeklareret” sine to første romaner Typee (1846) og Omoo (1847) som selvbiografiske, men oplevede at få sin troværdighed beklikket. Nu ville han – jf. det ironiske forord til romanen – se, om Mardis fiktive karakterer, univers og handling kunne passere som non-fiktion.
Romanens hovedperson og (jeg)fortæller er en unavngiven amerikansk sømand, som påmønstrer hvalfangerskibet Arcturion på en ø i Stillehavet. Sejladsen med Acturion er ingen fest, selvom beskøjterne er talrige og fortælleren får en ven i sømanden Jarl. Da skibets kaptajn varsler, at Acturion skal sætte kurs mod koldere himmelstrøg, beslutter fortælleren (senere kaldt ”Taji”) sig for at stikke af. Han overtaler den modvillige Jarl til at tage med og parret påbegynder planlægningen af deres flugt. I hemmelighed udvælger de en hvalfangerbåd til formålet og begynder at stikke forsyninger i form af drikkevand, beskøjter og saltet kød til side. I en nat med sparsom måne lykkes det dem at ”afmønstre.” De sætter kursen vestpå i håb om at blive vel modtaget på den øgruppe, de navigerer efter, men finder sig snart underlagt havets luner. Mest ildevarslende er det, når det ligger uudgrundeligt og blikstille hen. I sådanne stunder forekommer vandreserverne at forsvinde som dug for solen, det store intet virker særligt truende og humøret daler.
En dag får Jarl og Taji øje på et spøgelsesskib, som de kravler om bord på. Skibet viser sig at være bemandet af en lokal mand og en kvinde, som er de eneste overlevende efter, at skibets oprindelige besætning er blevet myrdet. Manden Samoa og kvinden udgør et umage par. De slås om dagen, men finder undertiden sammen ved nattetide. Kvinden er desuden en pendant til Robinson Crusoe (og således måske en ironisk og intertekstuel reference fra Melville til homo economicus, menneskelig grådighed og materialisme). Hendes største lidenskab er at holde mandtal over de ting, hun tilraner sig ombord på skibet. Under en storm bliver kvinden ramt i hovedet af en bom. Skibet går under og den enarmede Samoa undslipper med nød og næppe sammen med Jarl og fortælleren. Efter mange dages rejse får trekløveret øje på et par kanoer, som har spændt en platform ud imellem sig. Det ejendommelige fartøj er bemandet af flere mænd og en lokal præst. Præsten holder en smuk, lys kvinde fanget, som det lykkes de tre mænd at befri. Under kampen slår protagonisten præsten ihjel og han forbandes af de lokale, som optager jagten på det flygtende firkløver.
På øen Odo modtages selskabet med åbne arme, fordi de lokale tror, at hovedpersonen er solguden Taji; en rolle hovedpersonen gladelig udfylder. Øens kong Media er en gæstfri vært. Taji og Yillah, som har forelsket sig i hinanden, får lov at slå sig ned lidt afsides på øen. Men der gemmer sig en slange i paradiset. Den mørke dronning Hautia har skikket bud efter Taji, som han afslår at følge. Dette gør Hautia jaloux og vred. Sømændene skal derfor nu både flygte fra den myrdede præsts kumpaner, og kæmpe mod den forsmåede Hautia og hendes feminine sendebude.
En dag forsvinder Yillah og den ulykkelige Taji beslutter at søge efter hende på alle øgruppens øvrige øer. Media tilbyder sig selv som rejsefører og ”oversætter” af lokale skikke. Selskabet drager afsted. De efterlader Jarl (som senere bliver dræbt af de efterfølgende hævnere, som har forvekslet ham med Taji). Med sig ombord på fartøjet er den filosofiske Babbalanja fra Medias hof, trubaduren Yoomy og historikeren Moha. Med Media som moderator diskuterer mændene alt mellem himmel og jord (herunder tobak, tro, videnskab, skæbnebegrebet, kunst og litteratur), mens jagten fortsætter. Babbalanja er således den person, som fortæller Taji, at han aldrig mere vil få Yillah at se. Den søgende Babbalanja dør, og romanen ender med, at Media vender tilbage til sit folk, mens Taji (grænsende til af vanvid), griber roret og styrer mod åbent hav, mens følgende replikskifte og begivenheder (jf. Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse) finder sted:
”Nej, Taji; afhold dig fra denne allersidste ugerning!” råbte Yoomy.
”Han har grebet roret! Evigheden er i hans blik! Yoomy, vi må svømme for livet.”
De kastede sig ud og kæmpede sig mod land. Yoomy bar Mohi oppe, og de salte bølger vaskede tårerne bort fra hans blege ansigt, mens han med vemod så på mig gennem skumsprøjtet.
”Nu hersker jeg over min egen sjæl, og min første handling er at abdicere! Vær hilset! du skyggernes rige” – og jeg kastede min stævn ud i den rasende strøm, der greb mig som en almægtig hånd og slyngede mig frem.
Det ydre ocean piskede skyerne med sit frådende skum, og i mit hvide kølvand jog en chalup af sted med tre fastnaglede spøgelser, der med tre pile rettet imod mig lænede sig frem over stævnen.
Og således fløj forfølgerne og den forfulgte videre ud over et eneløst hav.
(Herman Melvilles samlede værker, bind 2, Bindslev, 2014, s. 522-523)
Selvom Melville tilstræbte at forlade sin tidligere stil til fordel for fiktionen, minder romanen i begyndelsen om en rejsebeskrivelse eller robinsonade, som udvikler sig i retning af satire og filosofisk meditation, spækket med allegori. Alene den fiktive øgruppe Mardi (beliggende vest for Galápagos-øerne) udgør et kulturelt mikrokosmos af verden. Øerne fremskrives som en allegori over samfundet og er desuden ikke ulig den lilleputverden, vi kender fra Jonathan Swifts roman Gulliver’s Travels (1726). De rejsende i Mardi besøger bl.a. Vivenza (et allegorisk USA), Dominora (som skal forestille England) og Franko (som giver mindelser til et Frankrig i revolutionsårene). Hver ø er præget af sin dagsorden, og de enkelte øsamfunds vilkår for humanisme, civilisation og demokrati stærkt svingende. Især herskerne gør sig bemærket ved at være en blanding af fortrinsvis megalomane og grusomme lederskikkelser, der råder og regerer, fordi de kan, og som i machiavellisk forstand slår ihjel, plager eller undertrykker deres folk. Magten helliger midlet og på en af øerne sættes der bl.a. gladiatorlignende kampe i værk mellem de mindst privilegerede, til simpel underholdning for de forlystelsessyge magthavere, som keder sig.
Skiftet fra Melvilles indledende rejsebeskrivelse/romancemodus indvarsles, da mændene stiger i bådene for at lede efter Yillah. Herfra aner man tydeligt konturerne af en Melville, som vil noget andet og mere med sin litteratur, end det han har vist i sine to første romaner. Denne udvikling slår for alvor igennem i filosofiske værker som Moby-Dick (1851), The Confidence-Man (1857) og langdigtet Clarel (1876), hvormed Mardi deler idé, struktur og æstetiske virkemidler. Melville havde endnu ikke mødt forfatteren Nathaniel Hawthorne, men Hawthorne har efterfølgende anerkendt værket for dets dybder. I første bind af Hershel Parkers Melvillebiografi, omtales Mardi som en rig bog ”with depths here and there that compel a man to swim for his life,” hvilket netop er det som sker – ikke bare i overført betydning, som den Hawthorne bruger – men også reelt i slutscenen citeret ovenfor.
Melville fik blandede anmeldelser for Mardi og mange mente, at han ville for meget, var for allegorisk, og at det var gået for stærkt med at skrive romanen. Senere har litteraturkritikken fået blikket op for, at Mardi – udover at være et muligt forstudie til Mody-Dick m.fl. – også indvarsler en ny stor stemme i amerikansk litteratur. En stemme som skriver smukt med stærkt poetiske passager, en stemme som udtrykker uendelig kærlighed til naturen og som desuden vil diskutere kunst, litteratur, religion og politik. Karakteren Babbalanja filosoferer således på en måde, som giver associationer til moderne forfattere som Joyce og Woolf, når han plaprer (deraf navnet) og går i stream-of-consciousness-mode. De forskellige stemmer, som ytrer sig i værket, peger desuden på en demokratisk forfatter, som helst ser social uretfærdighed, trosspørgsmål og kunstidealer diskuteret ud fra så bred en palet som mulig. At Melville skjuler sine egne synspunkter er allerede her manifest. Æstetiske virkemidler som satire, humor og ironi gør romanen underholdende og skaber desuden en dialektik, som efterlader læseren med egne tanker om sandheden og det store intet.
Melville blev ikke overraskende ærgerlig over Mardi’s halvhjertede modtagelse, men valgte at se den som en del af det, der engang skulle blive hans eget litterære eftermæle. Han håbede således, at Mardi ville redde æren i eftertiden. Det har den gjort.
Romanen kan læses for sin egen skyld eller som et forstudie til andre af Melvilles værker, men uanset hvad, så er Mardi en roman, som kalder på opmærksomhed. Nyd Melvilles æstetik og den sanselige materialitet, hvor man næsten smager, lugter og føler de grå fartøjers soltørrede og salte træværk. Nyd Melvilles gryende intertekstuelle bevidsthed og diverse referencer til eksempelvis Coleridges The Eolian Harp, Dantes Helvede, Shakespeare, Milton og alle de andre inspirationskilder i Melvilles værk.
Videre læsning:
- Delbanco, Andrew: Melville – His World and Work, New York: Random House, 2005, s. 106-111.
- Matthiessen, F.O.: American Renaissance: Art and Expression in the Age of Emerson and Whitman, New York: Barnes & Noble, 2009, s. 409-423.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar