Melville-forskningen har i lang tid brugt mange kræfter på at afdække Melvilles kilder. Senest har Houghton Library på Harvard University været med til at undersøge manuskriptet til Billy Budd, hvor alle Melvilles markeringer, noter og andet er blevet minutiøst gennemgået.
Men hvorfor er der egentlig så stor interesse for Melvilles kilder og inspiration? For mange andre store forfattere er dette arkæologiske spørgsmål jo slet ikke i fokus på samme måde. En særlig grund er, at Melville på ingen måde var ked af at benytte sig af kilder og andres historier på en måde, der nærmede sig plagiering – hvilket tydeligt kan ses i f.eks. ”Benito Cereno”. Men Melvilles brug af kilder er også meget tydelig i Moby-Dick, hvor han f.eks. flere steder gør grin med andre ”hval-forfattere”.
Hval-litteratur
Melville brugte mange kræfter og meget tid på at lære om hvaler. Han var både selvlært – ”I have had to do with whales with these visible hands” – og læste et utal af andre forfatteres hvalbetragtninger – ”I have swam through libraries”. Norton-udgaven af Moby-Dick præsenterer overbevisende, hvordan Melvilles hvalstudier voksede i takt med, at han selv arbejdede som sømand, men at interessen også voksede, da han indledte forfattergerningen. Det bliver blandt andet vist, at han læste N. Reynolds’ ”Mocha Dick: or the White Whale of the Pacific: A Leaf from a Manuscript Journal” og lod sig inspirere til at skrive sin egen historie om den hvide hval. Melville læste også Thomas Beales The Natural History of the Sperm Whale, William Scoresby Jr.’s Voyage to the Northern Whale Fishery, Frederick Bennetts Whaling Voyage round the Globe og flere andre. Det kan dog på denne belæste baggrund undre en, hvorfor Melville i Moby-Dick insisterer på, at kaskelothvalen er den største hval og dermed fuldstændig forbigår blåhvalen, ikke mindst når der nu i Moby-Dick er så stor fokus på hvalen som art, hvilket blandt andet kapitlet om cetologi (hvalstudier) vidner om.
En væsentlig begivenhed, der inspirerede Melville til at skrive om Moby Dick, var den virkelige historie om hvalfangerskibet Essex fra Nantucket, der i 1820 forliste som følge af et angreb fra en kaskelothval. Begivenheden affødte både øjenvidneberetninger fra førstestyrmand Owen Chase (Narrative of the Most Extraordinary and Distressing Shipwreck of the Whale-Ship Essex,1821) og skibsdreng Thomas Nickerson (The Loss of the Ship Essex Sunk by a Whale and the Ordeal of the Crew in Open Boats, 1876). I 1841, undervejs på hvalfangerskibet Acushnet, mødte Melville Chases søn William Henry Chase, der forærede Melville en kopi af faderens fortælling. Den gjorde et stort indtryk på Melville. Der var kun enkelte overlevere efter forliset, og på et tidspunkt måtte besætningen i en af hvalbådene ty til kannibalisme. Kaptajnen på Essex, George Pollard, også fra Nantucket, overlevede, men det betød også, at han undervejs måtte fortære sin egen fætter, Owen Coffin. Coffin havde trukket det korteste strå, da besætningen i hvalbåden trak lod om, hvem der skulle ofre sig. Der blev også trukket lod om, hvem der skulle skyde Owen Coffin. Den byrde tilfaldt Charles Ramsdell. I 1852 besøgte Melville for første gang Nantucket, som han havde skrevet så begejstret om i Moby-Dick.
Her indlogerede han sig med sin svigerfader på Ocean House Hotel lige skråt over for Pollards hus. På sin sidste dag på øen mødte Melville den gamle kaptajn, nu en ”nobody” for øboerne, Nantuckets nattevægter, men Pollard gjorde et uudsletteligt indtryk på Melville:
I—sometime about 1850-3—saw Capt. Pollard on the island of Nantucket, and exchanged some words with him. To the islanders he was a nobody—to me, the most impressive man, tho’ wholly unassuming, even humble—that I ever encountered.
– Melvilles håndskrevne noter bag i sin udgave af Owen Chases Narrative
Historien om Essex er også populariseret i Nathaniel Philbricks In the Heart of the Sea (2001) og senest i Ron Howards film af samme navn (2015).
Skønlitteratur
Melville læste dog ikke kun faglitteratur eller historier, der handlede om hvaler eller havet. Af ikke-maritime værker var Biblen og Shakespeare nogle af de største inspirationskilder. Kilderne kan man ofte finde i Melvilles værker, men det kan også bemærkes, at hans første søn fik navnet Malcolm, som er karakteren i Macbeth, der til sidst bliver hyldet som konge af Skotland. Af andre kanoniserede forfattere, som Melville læste, kan også nævnes Lord Byron, Dante, John Milton, Laurence Sterne, Christopher Marlowe, Goethe, Mary Shelley, Carlyle og Vergil. Disse forfatter kan man ofte finde spor af i Melvilles værker, hvis man er opmærksom på dem.
Videre læsning
Er man mere interesseret i at dykke ned i Melvilles kilder, så kan man i Norton-udgaven af Moby-Dick finde en kort artikel om emnet. Vil man gå dybere til værks, så kan man også konsultere Merton M. Sealts Jr.’s Melville’s Reading: Revised and Enlarged Edition eller Mary K. Bercaw Edwards’ Melville’s Sources. De har hver deres tilgangsmåde til at behandle Melvilles kilder på, hvor man må gøre op med sig selv, hvad der passer til ens eget temperament. En uvurderlig kilde til Melvilles kilder er hjemmesiden Melville’s Marginalia, hvor man bl.a. kan se fotografier af Melvilles markeringer, noter osv. i nogle af de bøger, han ejede.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Alexander Overgaard Rasmussen og Søren Frank[/typography]
Skriv et svar