Flåden er et asyl for de forvildede, et hjem for de ulykkelige. Her møder modgangens sønner fortvivlelsens børn, og her møder fortvivlelsens børn syndens afkom. Her forsamles bankerotte børsmæglere, skopudsere, svindlere og grovsmede; og kasserede kedelflikkere, urmagere, penneslikkere, skoflikkere, læger, landmænd og advokater sammenligner deres fordums oplevelser og sludrer om gamle dage. Forulykket på en øde kyst kunne et krigsskibs besætning hurtigt og på egen hånd grundlægge et Alexandria og fylde det med alt, hvad der skal til for at udgøre en hovedstad.
White-Jacket; or, The World in a Man-of-War (på dansk White-Jacket eller Verden som et krigsskib) er Herman Melvilles femte værk. Romanen udkom i New York og London i 1850 og er baseret på et konglomerat af erfaringer fra Melvilles fjorten måneders ophold på fregatten USS United States (1843-44), samt de beretninger, han havde fra andre sømænd. Titlen White-Jacket er betegnelsen for den ”sømandstrøje”, hovedpersonen bærer på krigsskibet Neversink, og desuden det navn, hovedpersonen efterhånden bliver kendt under.
Romanen er bundet op på et forholdsvis svagt lineært plot, som Melville bruger til bringe de vilkår og betingelser til torvs, som optog ham i forhold til det maritime liv og det mikrokosmos af verden, orlogsskibe udgjorde i hans egen samtid.
Handlingen er følgende: Efter en rejse i Sydhavet søger en unavngiven amerikansk sømand hyre på et hjemadgående amerikansk krigsskib. Han har imidlertid ikke forberedt sig godt nok på orlogslivet forinden og kan ikke købe en passende uniformsjakke ombord, fordi lasten er tom efter tre år til søs. Dette giver ikke romanens jegfortæller (der undertiden omtaler sig selv som han) andre muligheder end at fabrikere en overfrakke selv. Frakken bliver tæt, vamset og fuld af store lommer, så White-Jacket kan have sine ejendele indenfor rækkevidde og desuden holde varmen, når skibet når frem til det bidende kolde Kap Horn. Men noget er galt. Farven er forkert, frakken er ikke vandtæt og suger desuden al væde til sig. En idé opstår. White-Jacket vil male jakken for at gøre den vandtæt og mindre iøjefaldende. Desværre påstår skibets purser, at der ikke er ledig maling til det formål. Snart efter viser det sig, at sømændene ombord er overtroiske. De mener, at frakken varsler ulykke på grund af sin overvældende hvidhed (ligesom det er tilfældet med den hvide hval i Moby-Dick). De giver fortælleren øgenavnet White-Jacket, iværksætter en voldsom voksenmobning og bliver umådeligt vrede, da han laver en elendig budding til dem den dag, han har madvagten. White-Jacket har ellers gjort sig umage, lavet research og søgt at kombinere det bedste fra flere forskellige opskrifter. Retten bliver et monster. (Melville-læsere vil måske kunne opfatte dette som en allegori over Melvilles egne bestræbelser på at skabe komplet og fuldendt litteratur).
White-Jacket bliver nu uønsket i sin oprindelige messe og må flytte hen til en anden. Her kommer han under ledelse af den afholdte, litteraturinteresserede og dannede britiske officer, helteskikkelsen Jack Chase.
Det står efterhånden klart, at White-Jacket – på grund af sit grimme og ildevarslende hvide overtøj – ikke kan gemme sig i flokken, ligesom de andre sømænd ombord kan. Bevidst snavser han sin jakke til, prøver at bytte den væk og lader den sågar indgå i en auktion over afdøde sømænds efterladenskaber. Lige lidt hjælper det. White-Jacket slipper ikke af med frakken før til sidst i romanen, hvor han falder over bord og må smyge sig ud af den for ikke at drukne. Romanen ender med, at frakken synker til bunds i dybet, fordi sømændene forveksler det forsmædelige og stærkt symbolbehæftede stykke tøj med en hvid hval, og skyder deres harpuner efter det.
White-Jacket er den midterste af Melvilles tre første rendyrket maritime romaner. Men til forskel fra plottet i den næsten Dickenske roman Redburn (1849), fylder de deskriptive elementer klart mest i White-Jacket, hvor kun få dele af fortællingen er bundet op på en egentlig plotstruktur. Her fremskriver Melville et realistisk orlogsunivers, hvor især hans politiske indignation over forskellen på høj og lav, og det maritime livs vilkårlige straffe og domsafsigelser står centralt. Læsere af Melvilles maritime romaner vil desuden bemærke, at hvor Melville famler sig en smule frem i Redburn og White-Jacket, så rammer han balancen mellem det encyklopædisk dokumenterende og narrativet i sin nybrydende roman Moby-Dick (1851). Et greb Melville perfektioner yderligere i den stramt komponerede kortroman Billy Budd, som først udkom efter hans død.
Udover kapitler, som indeholder et utal af anekdoter samt beskrivelser af alt fra litteratur, flådens hierarkier, handel, spil, alkohol og underholdning, er der også indlagt mindre fortællinger. Heraf udgør de to mest markante: 1) en fortælling om en sømand, der bliver skudt i benet og får det amputeret med døden til følge, af den excentriske Doctor Cuticle (Doktor Neglebånd på dansk); samt 2) en seriøs affære, hvor mytteristemningen breder sig ombord, fordi skibets lunefulde kaptajn Clarel pludselig beslutter, at sømændene skal fjerne unødigt prangende hårvækst og skæg. Førstnævnte er en satirisk fortælling, hvor karaktertegningen og operationen ikke lader loge-fællesskabet og levertransplantations-scenen fra Lars von Triers tv-serie Riget noget tilbage at ønske. Lægevidenskaben får et fur, Doctor Cuticle vasker ikke hænder men lader hånt om infektionsrisikoen. Patienten dør, men operationen lykkes. Sidstnævnte fortælling om den gamle sømand, der nægter at fjerne sit skæg, fungerer fremragende i sig selv, men kan også læses som en skitse til Billy Budd (1924).
Således blander Melville sjove indfald, humor og dødelig alvor i sit værk. Det allegoriske fylder og tegner en parallel symbolverden til skibets mikrokosmos, som desuden spejler den ikke maritime verden. Søslagene står – som man måske ellers ville forvente det – ikke i kø i romanen. Kun ét er der, og det refereres desuden kun. Til gengæld står spørgsmål om krigsartikler, piskestraf og kølhaling så stærkt i romanen, at det får afgørende betydning for den politiske virkelighed i Melvilles egen samtid. Frieksemplarer af romanen blev sendt fra forlaget til den amerikanske kongres; krigsartikler blev revideret og den berygtede flogging ophørte på de amerikanske orlogsskibe og er aldrig indført siden.
Følgende linjer, hvor White-Jacket gør status over sit ophold på Neversink (og det indledende citat fra kapitel 18) siger meget om romanen. Flemming Chr. Nielsen står bag den danske oversættelse:
Det er nat. Den tarvelige måne er i sit sidste kvarter – det varsler enden på et forbidragende togt. Men stjernerne skuer frem i deres evige klarhed – det er den evige, gyldne fremtid, bestandigt hinsides vor rækkevidde.
Vi stortopsgaster er alle til vejrs, og vi kredser om vor mast. Et broderskab, hånd i hånd, forenet. Vi har rebet det sidste topsejl; bakset den sidste kanon, antændt den sidste lunte; bøjet os for den sidste storm; ligget i det sidste havblik. Vi er mønstret ved spillet for sidste gang; er purret af den havmågeskingre piben for sidste gang. Vi har set vor sidste mand blive pisket, set vor sidste mand udånde i det kvælende sygelugar; set vor sidste mand blive kastet ud til hajerne. Vor sidste dødsvarslende Krigsartikel er oplæst; og i det fjerne indland og i det velsignede vejrlig, hvortil vor fregat nu sejler, vil den sidste uret på vor fregat aldrig mere huskes, når vor Kommandørs stander er halet ned fra stormasten og dens skrydende stjerner fra himlen.
(Herman Melvilles samlede værker, bind 3, Bindslev, 2014, s. 580)
Videre læsning:
Den læser som holder af Melvilles maritime univers bør læse Redburn, White-Jacket, Moby-Dick og Billy Budd. Og meget gerne i den rækkefølge, fordi værkerne udgør en rød tråd som afspejler Melvilles udvikling som forfatter.
De fire romaner beskrives desuden i nedennævnte og stærkt anbefalelsesværdige Melville-biografier:
- Parker, Hershel: Herman Melville – A Biography, Volume 1-2, The John Hopkins University Press, 2002, Baltimore, USA.
- Delbanco, Andrew: Melville – His World and Work, Vintage Books, A division of Random House, Inc.2005/2006, USA.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar