Stærkt opmuntret af successen med sin første roman Typee (1846) skrev Melville fortsættelsen Omoo: A Narrative of Adventures in the South Seas (på dansk Omoo: oplevelser i Sydhavet) og fik den udgivet året efter i 1847. Titlen Omoo har Melville ”lånt” fra Marquesasøernes sprog, hvor ordet betegner en person eller vandringsmand, som rejser fra ø til ø.
I centrum for handlingen står jegfortælleren Tommo (dvs. Melville selv), undertiden omtalt som forfatterspiren eller en fyr med litterære anlæg. Efter sin flugt fra Typee-folket bliver Tommo hjulpet ombord på hvalfangerskibet Julia, hvor han indgår kontrakt som dæksdreng. Tommo plages imidlertid stadig af de ejendommelige lammelser, han havde pådraget sig tidligere og må fritages fra tjeneste. Den rigelige fritid bruger han på at læse i lægen Doctor Long Ghosts bøger, spille skak eller længes efter den yndige og seksuelt frimodige Fayaway, han havde forladt på Nuka Hiva. Opholdet på Julia er imidlertid ikke uden skyggesider, for skibet er plaget af rotter, drikkeriet hærger iblandt besætningen og kaptajnen er ikke sit ledelsesansvar voksent. Snart dør to sømænd en ensom og kummerlig død på grund af skibets uhumske og sundhedsfarlige forhold. Dette får ikke skibet til at søge bistand, før det bliver tydeligt, at også skibets kaptajn må være syg. Julia lægger til kaj og kaptajnen bliver båret i land i hovedstaden Papeete på Tahiti, hvor han kender den lokale konsul. Men sømændene har fået nok. De affatter et klageskrift, hvor de opregner de urimelige forhold ombord og underskriver dokumentet i rundbordsstil. Med hjælp fra konsulen anklager skibets ledelse mandskabet for forsøg på mytteri og sømændene bliver fængslet på et sted ved navn Calabooza, fordi de nægter at vende tilbage til deres arbejde på skibet. Mændene tilbringer nætterne i fangenskab i en stråtækt hytte, hvor de i lænkes mellem to tværbjælker. Efterhånden slækker den evigtsultne og omfangsrige opsynsmand Captain Bob dog tøjlerne. Calabooza er beliggende opad øens hovedfærdselsstrøg Broom Road og sømændene får ofte besøg af de lokale. Herunder således også en udsending fra apotekeren, som kommer med medicin og alkoholiske drikke. Mændene bytter deres hårde beskøjter og i øvrigt ensidige kost for brød- og citrusfrugter. Efterhånden genvinder de både kræfterne og humøret. Julias kaptajn får det også bedre. Så da det omsider lykkes ham og hans førstestyrmand at hyre det fornødne mandskab, stikker skibet til havs og lader Tommo og Doctor Long Ghost tilbage.
I anden halvdel af Omoo er handlingen centreret om netop Tommos og Doctor Long Ghosts eventyr. Det umage par bliver enige om at prøve lykken som vandringsmænd på øerne, hvor de skiftevis knokler som daglejere og nyder godt af det frie liv. Særlig Doctor Long Ghost har et heldigt tag på de lokale kvinder, hvilket Tommo bemærker med slet skjult misundelse. Romanen slutter med, at Tommo vælger at opgive ølivet. Han tager hyre på et hvalfangerskib til Japan og påbegynder dermed sin rejse hjemad.
Omoo bygger ligesom Typee på delvis autentiske oplevelser fra Melvilles odyssé i Sydhavet, men er desuden en fortælling garneret med skipperskrøner og meditationer over kolonialisme og udbytning. Værket kan således læses både som et antropologisk feltstudie over de menneskelige livsvilkår i kulturer, som var fremmede for den almindelige amerikaner i Melvilles egen samtid, men den kan også læses som et flertydigt men ikke desto mindre civilisationskritisk værk. Melville skrev både denne roman og Typee, før det blev moderne at tænke i postkolonialisme-litteraturens binære modsætninger, og derfor er romanen også præget af det – vi i dag ville opfatte som – politisk ukorrekte betragtninger af lokalbefolkningen. I Flemming Chr. Nielsens oversættelse lyder nogle af Tommos overvejelser således:
Trods tahitianernes fysiske degeneration som folk træffer man hyppigt præsentable skikkelser blandt høvdingene og nu og da majestætisk udseende mænd og bittesmå kvinder, der er så henrivende som de nymfer, der for næsten et århundrede siden svømmede rundt om Wallis’ skibe. Tathitiansk skønhed er da lige så forførende, som den var for besætningen på Bounty; de unge piger er skabninger af den art, en digter ville skildre i troperne – blide, buttede og med drømmende blikke.
(Herman Melvilles samlede værker, bind 1 Bindslev, 2014, s. 376)
Melville er trods ovennævnte og lignende beskrivelser af lokalbefolkning som vild, eksotisk, primitiv og doven, langt fra blind overfor franske og engelske missionærers og kolonialisters skadelige indflydelse i Sydhavet. Han lader Tommo reflektere over de mange urimeligheder (herunder eksempelvis religions-påtvingelse, samt opgivelsen af traditionelle bytteøkonomier, klædedragter og dyrkning af lokale afgrøder m.v.), og peger dermed indirekte på, hvordan man bør forholde sig tvivlende til datidens tildeling af prædikater som primitiv og civiliseret.
Melvilles arbejdsproces omkring Omoo minder om den, han benytter i flere andre af sine værker. Han baserer således bl.a. romanen på egne erfaringer (sådan som han husker dem), omskriver begivenhederne og tilføjer ting for at gøre Omoo bedre og mere læsværdig. Mange af karaktererne er tegnet efter forlæg af virkelige personer fra Melvilles egne rejser, herunder staben fra det australske hvalfangerskib Lucy Ann, han selv havde hyre på, og den engelske konsul m.fl. Ifølge ”empiri-genetikere” i Melvilleforskningen, er der imidlertid ikke belæg for, at kaptajnen ombord på Julia skulle have været inkompetent og ukyndig til søs. Dette kan tolkes som om, at Melville med Omoo både ønskede at være tro mod realiteterne og sikre sin roman den størst mulige underholdningsværdi. Melville betjener sig desuden af en kæk tone – som visse steder virker intenderet morsom på funny-haha-måden – men som også forlener værket med en ubekymret lethed, som er markant anderledes end det sortsyn, som kendetegner så mange af Melvilles andre værker. Selv sømændenes umenneskelige forhold på skibet Julia er skildret på en bevidst sorgløs måde, som står i stærk kontrast til det maritime miljø, man oplever i Melvilles andre romaner.
Omoo blev som Typee generelt modtaget langt mere positivt hos anmeldere og publikum, end det blev tilfældet for de senere værker. Journalisten og poeten Walt Whitman gav således Omoo følgende ord med på vejen:
Omoo, the new work by Mr. Melville, author of Typee, affords two well printed volumes of the most readable sort of reading. The question whether these stories be authentic or not has, of course, not so much to do with their interest. One can revel in such richly good natured style, if nothing else. We therefore recommend this “narrative of adventures in the south seas,” as thorough entertainment – not so light as to be tossed aside for its flippancy, nor so profound as to be tiresome.
(Walt Whitman, in Brooklyn Daily Eagle, May 5 1847).
Videre læsning:
Romanerne Typee og Omoo behøver på ingen måde blive læst i forlængelse af hinanden, men hvis man vil læse begge værker, vil det være fint at læse Typee først, fordi fortælleren Tommo henviser til sit liv hos Typee-folket flere steder i Omoo.
I essayet ”Skygger over en mur” – som indleder Bindslev-seriens første bind – kommer Flemming Chr. Nielsen med en appetitvækker til størstedelen af Melvilles prosastykker, herunder også Omoo.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar