If Luther’s day expand to Darwin’s year,
Shall that exclude the hope – foreclose the fear?
I 1876 udkom Melvilles langdigt Clarel i to bind på Putnam’s forlag. Melville havde trodsigt arbejdet på digtet i alle sine fyraftener (formentlig helt tilbage fra januar 1870), når han kom hjem fra sit 4 dollars per dag job som toldinspektør i New Yorks havn. Nu var det værk så færdigt, hvorom Melville sagde: ”[that it was] eminently adapted for unpopularity!” Og lad det være sagt med det samme: Clarel er ikke for utålmodige eller forfængelige læsere, som ikke magter at konfrontere deres egen ignorance inden for historie, filosofi, religion og kultur. Det kommer man nemlig konstant til i det 18.000 verslinjer lange, episke digt.
Clarel er struktureret i 4 hoveddele med overskrifterne: 1) Jerusalem, 2) The Wilderness, 3) Mar Saba og 4) Bethlehem, samt en kort epilog, hvorfra ovennævnte to vers – som sagtens kunne være en varedeklaration til digtet – stammer.
I digtet følger man den unge teologistuderende Clarel, som efter at have afsluttet sine studier søger mod det hellige land i håb om at genvinde troen og få svar på nogle af de eksistentielle spørgsmål, som plager ham i skismaet mellem tro og rationalitet.
I første del sættes scenen for en pilgrimsfærd i stil med Chaucers Canterbury Tales fra slutningen af det 14. århundrede. Melville gør i digtet desuden selv opmærksom på den tradition, han skriver sig ind i, hvilket han gør ved først at hentyde til rammefortællingen om den ”brave Chaucers” pilgrimme, mens han senere er ude i et lignende ærinde, når han retter en eksplicit reference til Boccacios Dekameron fra omkring år 1351. Vel ankommen til Jerusalem søger Clarel ind på et logi drevet af jøden Abdon og møder der en overvældende mangfoldighed af mennesker og trosretninger. Clarel støder således på en åndsfælle i den unge katolske tvivler, italieneren Celio. Senere ser han ryggen af Celio, men undlader at tage kontakt, selvom hans instinkter fortæller ham, at det burde han måske. Celio dør og Clarel mærker, at en chance for at genvinde sin egen tro er gledet ham af hænde. Den kristne guide Nehemiah viser Clarel byens hellige steder og præsenterer ham for den amerikanske jødinde Ruth, som Clarel straks forelsker sig i, men ikke kan dyrke på grund af de anderledes jødiske skikke. Senere gør Clarel sig ”antagonisterne” Vines og Rolfes bekendtskab. Den noget ældre, sky og forholdsvis reserverede Vine skaber håb i Clarel om, at troen måske alligevel har en chance. Vine viser sig desuden siden at udgøre en moden drue, som ikke sådan lader sig plukke. Over for Vine står den noget yngre religiøse skeptiker, protestanten Rolfe. De to mænd planlægger en pilgrimsfærd rundt i det hellige land, og Clarel vil gerne med, selvom han ikke har lyst til at forlade Ruth, som ydermere har mistet sin far. Bedre bliver det ikke, da Clarel ser en frise med en død ung kvinde. Ubehaget fylder ham. Er dette mon et varsel?
Clarel ignorerer sine fornemmelser og tager ud i ødemarken sammen med Vine, Rolfe og Nehemiah. Undervejs udbygges selskabet med andre pilgrimme, som kommer til at udgøre hver deres stemme i debatten. Vi får således kapitalen repræsenteret igennem en græsk finansmand og dennes svigersøn. Derudover møder vi synspunkter udfoldet igennem typer som den svenske jøde Mortmain, den protestantiske præst Derwent samt ateisten og geologen Margot. En polyfoni af stemmer og et teknisk greb, som læsere af Melvilles øvrige værk vil kunne genkende fra bl.a. romanerne The Confidence Man og Moby-Dick. Også her sammensætter Melville en verden en minature, som afspejler samfundets generelle struktur, omdrejningspunkt og sammensætning. I diverse diskussioner forholder Clarel sig overvejende tavs. Han lytter meget og søger at komme ind på livet af den reserverede Vine, idet han opfordrer ham til ”more open talk”. Vine nægter Clarel åbenhed i mere end en forstand. Efter en lang rejse over stenet grund slår selskabet sig ned ved Det Døde Hav. Her holder døden igen sit indtog. Guiden Nehemiah bliver fundet død, efter at læseren allerede har set skriften på væggen via et klassisk Melville’sk varsel om endnu en uheldsvanger hændelse.
I tredje del af digtet når selskabet ud til klostret Mar Saba, som blandt andet er kendt for en 100 år gammel palme, som ikke alle tiltror dens høje alder. De bydes velkommen af munke, som serverer mad for dem og underholder på forskellig vis. Selskabet morer sig og en gammel sømand støder til flokken. I diskussioner mellem pilgrimme og munke står det klart for Clarel, at hans medpilgrimme – modsat hvad han hidtil har troet – også har det svært med deres tro. Næste morgen findes Mortmain død og selskabet drager tilbage mod Betlehem.
Diskussionerne når nye højder. Man når rundt om Romerrigets fald, kapitalisme, videnskab (darwinisme) og religion endnu engang. En ung franciskanermunk puster til ilden på den gode måde, så Clarel mærker sin egen tro spire igen. Men ak! Aftenen før askeonsdag når selskabet tilbage til Betlehem, blot for at finde ud af, at Ruth er død. Clarel sørger og beder til, at hans elskede vil genopstå ligesom Jesus gjorde det påskedag. Dette sker selvfølgelig ikke og Clarel er rystet i sin grundvold. De læsere, som kender Melville vil vide, at han ikke gir’ ved dørene. Men måske han alligevel prøver at trøste Clarel og indgive lidt håb til menneskeheden? Sidste strofe af Clarel lyder således:
Then keep thy heart, though yet but ill-resigned –
Clarel, thy heart, the issues there but mind;
That like the crocus budding through the snow –
That like a swimmer rising from the deep –
That like a burning secret which doth go
Even from the bosom that would hoard and keep;
Emerge thou mayst from the last whelming sea,
And prove that death but routs life into victory.
Tro, sandhed og menig er centrale områder i Melvilles forfatterskab. Og Melville skriver da også sit værk i en historisk kontekst, som er forudgået af oplysningstiden med videnskabelige landvindinger, franske revolutioner og nye dogmer, som havde vundet terræn over religionen og dens tidligere forankring i folks liv. Melville var selv en tvivler, hvilket vennen og forfatterkollegaen Nathaniel Hawthorne da også påpeger i sine egne optegnelser. I 1856-1857 rejste Melville til Europa på en tur, som hans svigerfar havde foræret ham efter sønnens død. Melville var deprimeret og hans forfatterskab hang i laser efter nogle smertelige oplevelser med redaktører, presse og læsere. Dette requiem af en rejse blev indledt med et besøg hos Hawthorne i Liverpool, hvor deres venskab fik en vitaminindsprøjtning. Senere fulgte Melville den rute, som protagonisten Clarel følger på sin pilgrimsfærd. Melvilles poesi er stadig et forholdsvis uudforsket område, men der hersker en vis enighed om, at karakteren Vine er vennen Hawthorne, som også var reserveret grænsende til det generte. Melville skulle efter sigende gemme sig bag karakteren Rolfe, samt selvfølgelig bag de mere tydelige metakommentarer i værket, hvor epilogen udgør det mest iøjefaldende eksempel.
Queer-teoretikere har desuden interesseret sig for værket, fordi seksualiteten udgør et område, som udforskes på en yderst subtil måde. En ung mand beskrives med krøller som polynesiske piger, Vine udgør en moden drue og i en passage omtales en mand som: ”a juicy little fellow – A Secel pear, so small and mellow.” ( 4.28 – linje 102-103). Dertil kommer andre afsnit, hvor den, der vil, sagtens kan applicere en queer-læsning på digtet. Andre teoretikere – som Vincent Kenny – anser Clarel for at være en selvbiografi over Melvilles eget liv.
Og blev Clarel så den fiasko Melville forventede? Dertil må man desværre svare ja. New York Times var lynhurtigt ude med en kritik om middelmådighed og en påstand om, at Melville burde have holdt sig til prosaen og have skrevet sit digt i prosaform i stedet. Med nutidens øjne må man hævde, at dette er en både hård og urimelig dom. Melville skrev poesi, fordi det var det, han gjorde på det pågældende tidspunkt, og fordi dette havde været hans genre allerede i mange år. Det er altså ikke en novice i arbejde, man møder her, men en digter, som påtager sig at diskutere store problemstillinger om sandhed, tro og fornuft på versform. Clarel er en litterær kraftpræstation. 18.000 verslinjer, hvoraf nogle har en metrik med enderim, mens langdigtet ydermere har indlejrede digte (mere end 40) i hoveddigtet.
Litteraturkritikken har efterfølgende været inde på, at Melvilles valg om ikke at skrive på blankvers, sagtens kan tilskrives et proto-modernistisk og genialt træk, som får læseren til at gøre sig umage med sin læsning og desuden udfordre egen tro, tvivl og indgroede dogmer. Dette giver mening og Clarel kan varmt anbefales til en, to, mange læsninger. Og hvis man også skulle holde af T.S. Eliots digt The Waste Land fra 1922 eller James Joyces Ulysses fra samme år, er der i hvert fald ingen vej udenom.
Videre læsning:
- Læs digtet i Northwestern Newberry udgaven (den grønne med historiske noter)
- Supplér med Hershel Parkers forord til ovennævnte værk
- Kenny Vincent: Herman Melville’s Clarel – A Spiritual Autobiography, Archon books (1973)
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar