I 1855 udkom Herman Melvilles 8. roman Israel Potter: His Fifty Years of Exile (eller på dansk Israel Potter – et halvt århundrede i landflygtighed) i bogform, efter at den havde været udgivet som føljeton i tidsskriftet Putnam’s Monthly fra 1854 til 1855. Romanen fulgte i hælene på skandaleromanen Pierre: or, The Ambiguities, som Melville havde høstet drøje hug for tidligere fra såvel læsere som kritikere.
Melville var kendt for at tage eksisterende manuskripter som eksempelvis rejseskildringer og lade dem udgøre skelettet i sine egne værker. Dette gælder også for romanen her, idet den er baseret på den dokumentariske skildring Life and Remarkable Adventures of Israel R. Potter (1824).
Her følger først et referat: Fortællingen begynder med en hyldest til landskabet og den egn, hvor Israel kommer til verden og tilbringer barndom og de første spæde ungdomsår. Unge Israel har et godt øje til pigen på nabogården, men hverken forsyn eller forældre vil det sådan, at de to må få hinanden. Dette får Israel til at stikke hjemmefra og leve af jagt kombineret med indtægterne fra et 16 måneders hvaltogt til Sydhavet. Med penge på lommen vender Israel hjem endnu engang, men pigen er troløs og har giftet sig med en anden. I kalenderen står der nu år 1774, og der hersker ballade mellem England og kolonierne (dvs. det senere USA). Israel bliver indskrevet i hæren og deltager først i krigen ved Bunker Hill, hvor han indkasserer ar på krop og sjæl. Senere opildnes han af en tale, George Washington holder for at rekruttere soldater til sine søslag. Efter digre strabadser til søs havner Israel som krigsfange på et engelsk krigsskib. Englænderne tager ham med til til England, hvor det lykkes ham at flygte. En række forunderlige ting indtræffer. Israel Potter møder således blandt andet den engelske konge Georg III, som fatter sympati for den unge fyr og ansætter ham som havemand. Andetsteds i romanen skildrer Melville på spændingspræget og humoristisk vis en scene, hvor Israel møder to mænd, som lokker ham til at virke som agent. Udstyret med støvler med skjulte hulrum i hælene sendes Israel afsted over kanalen. I Frankrig møder han en skikkelse ved navn Benjamin Franklin, som viser sig at være den rigtige Benjamin Franklin. (Franklin er taget til Frankrig for at overtale franskmændene til at slutte sig til de amerikanske oprørere mod englænderne). Franklin er såvel filosofisk som lommefilosofisk anlagt. Han gør alt, hvad der står i sin magt for at lære Potter både tillid og agtpågivenhed. Franklin selv er en nøjsom mand, som dog er mest nøjsom, når det kommer til andres livsførelse. Israel bliver således taget i skole i forhold til vigtigheden af mådehold og lærer hurtigt, at man ikke skal drikke pengene op – selvom en flaske Otard cognac og en dejlig kammerpige frister ham næsten over evne. Kvinder skal man vogte sig for, især hvis man har mønterne i sin pung kær. Udover Georg III og Franklin møder den virkelige Israel Potter også Horne Tooke, mens det er fiktion, når Melville fletter den amerikanske patriot, filosof og politiker Ethan Allen og den skotsk-amerikanske søhelt John Paul Jones ind i handlingen. I sidste halvdel af romanen deltager Israel Potter sammen med Paul Jones i vikingelignende togter, hvor de på barbarisk vis brænder en by ned til grunden. Israel Potter bliver desuden vidne til, hvordan den virkelige rebel og patriot Ethan Allen udstilles offentligt i sit engelske fangenskab. Den forsagte antihelt Israel overvejer mulighederne af at komme sin landsmand til hjælp, men ender ud med intet at gøre. Romanens sidste del er relativt kort selvom den spænder over den længste periode af Potters eksil. Her arbejder Israel blandt andet på et teglværk og oplever både urimeligt slid og stor fattigdom. Han tilbringer mange år i London, hvor han møder en kvinde og får fire børn. Parret mister dog tre af børnene, sådan som det var den sørgelige norm i datidens fattige og sultprægede London. Romanen slutter med, at Potter omsider får mulighed for at vende tilbage til sit fædreland. Sammen med sin søn går Potter i land i Boston d. 4. juli 1826. Snart må han dog erfare, at tiden ikke er gået sporløst hen over hans fødeegn. Den fædrene gård er nedbrændt for længst, og Israel Potter dør samme dag, som den gamle eg bliver blæst omkuld under et uvejr.
Romanens fortæller opsummerer livet og dets flygtighed med følgende passage, som i Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse er blevet til:
Bedst følger vi nu dette liv ved at ile mod en afslutning, som det selv gør.
Kun lidt står tilbage at fortælle.
Lovens griller gjorde, at hans ansøgning om en pension blev afvist. Hans ar blev hans eneste medaljer. Han dikterede en lille bog, hvori hans levnedsforløb var optegnet. Men for længst er den gået ud af trykken – selv er han gået ud af livet – hans navn er gået ud af erindringen. Han døde samme dag, som den ældste eg i hans hjemlands bjerge blæste omkuld.
(Herman Melvilles samlede værker, bind 5, Bindslev, 2014, s. 536)
Den virkelige Israel Potter stammede fra Rhode Island. Han var krigsveteran, sømand og krigsfange m.v., og tilbragte 45 år i landflygtighed under kummerlige forhold i London. Melville indleder med en slags dedikation stilet til Bunker Hill-Monumentet, som er rejst for de faldne i slaget med samme navn. I dedikationen fortæller Melville sine læsere, at han ikke har gjort noget for at pynte på historien, eller litterært mildne den hårdt prøvede Israel Potters betrængte levnedsforløb. Den oprindelige fortælling Life and Remarkable Adventures of Israel R. Potter har Melville dog pyntet på. Han henter således inspiration i et kort over Londons gader, som Melville havde købt med forfattervirksomhed for øje. Melville var desuden inspireret af Fenimore Cooper’s History of the Navy, Ethan Allans Narrative of Captivity og Paul Jones’ The Life and Correspondence of John Paul Jones; værker som Melville trækker på, når han bibringer fortællingen yderligere action og suspence.
Israel Potter følger en enkelt dannelsesromanstruktur skåret over klassisk hjem-ude-hjem-læst. Melville har her begået et af de lettest tilgængelige værker i sit forfatterskab. Romanen er stramt komponeret og har et veldefineret plot, som gør den nem at læse. Ikke alle karakterer eller elementer i handlingen har som nævnt deres naturlige udspring i den oprindelige fortælling om Israel Potter, men Melville var økonomisk betrængt, terminen stod for døren og han har formentlig ønsket at indlægge så megen salgbarhed ind i værket som muligt. Romanen er skrevet i nutid. Der er fart over feltet og vi får historien fortalt af en 3.persons fortæller. Tonen er desuden let, underspillet, humoristisk eller ironisk grænsende til det sarkastiske. Man mærker nok, at Melville ikke fandt krigen glorværdig, men at barbariet skulle udstilles, sådan som Melville også senere gør det i sit forfatterskab med digtsamlingen Battle-Pieces and Aspects of the War (1866). Melvilles sociale indignation og optagethed af social ulighed og vanskelighederne ved at få de økonomiske ender til at mødes, står at læse både på og mellem linjerne i værket. Melville gør desuden – især i kapitlerne med Benjamin Franklin – opmærksom på en tendens i samtiden til at moralisere. Moral var godt, men dobbeltmoral endnu bedre.
Melville selv var ikke synderligt glad for det færdige produkt. Israel Potter var skrevet under tidspres og for pengenes skyld. Piratudgaven i London solgte bedre end den originale udgave gjorde i Melvilles eget hjemland. Her blev også denne roman en økonomisk fiasko, som publikum ikke gad læse. Senere har kulturkritikken imidlertid søgt at kreditere Melville for humoren, plottet og romanens snedige karakteristikker, som virker som skarpsindige studier i menneskelig psykologi. Novice-læseren kan med fordel stå på Melville-toget her, for romanen er som sagt let læst og man skal ikke kratte ret meget i overfladen, før man får øje på Melvilles flertydigheder, og desuden opdager lidt af den samme stramhed i kompositionen, som kendetegner Melvilles sidste værk Billy Budd.
Videre læsning:
- Delbanco, Andrew: Melville – His World and Work, New York: Random House, 2005, s. 225-229.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar