Battle Pieces and Aspects of the War

With few exceptions, the Pieces in this volume originated in an impulse imparted by the fall of Richmond. […]

The aspects which the strife as a memory assumes are as manifold as are the moods of involuntary meditation – moods variable, and at times widely at variance. Yielding instinctively, one after another, to feelings not inspired from any one source exclusively, and unmindful, without purposing to be, of consistency, I seem, in most of these verses, to have but placed a harp in a window, and noted the contrasted airs which wayward winds have played upon the strings.

Battle-Pieces and Aspects of the War er den digtsamling som først blev udgivet af Herman Melville. Digtsamlingen, som er skrevet i tilbageblik, udkom i 1866 efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Melville havde skrevet poesi tidligere, men fordi forlaget havde afslået at udgive de tidligere digte, blev Battle-Pieces den første digtsamling, publikum fik mulighed for at stifte bekendtskab med. Borgerkrigen fyldte selvsagt meget i datidens lyriske bevidsthed, og Melville var således ikke den eneste forfatter, som tog krigen under behandling. Walt Whitman (der arbejdede som sygepasser i sChicago.anitetstjenesten), og den gådefulde og sky Emily Dickinson (som fulgte med på lidt større afstand af blodsudgydelserne), udgør de kendteste poeter fra den amerikanske renæssance. Med digtsamlingen Battle-Pieces and Aspects of the War skriver Melville sig også på banen, selvom Antebellum Amerika langt fra kastede sig over Melvilles lyrik. Digtene udkom kun i et begrænset oplag, og de knap 500 solgte eksemplarer i 1868 vidner om sparsom interesse i Melvilles samtid.

Med Battle-Pieces and Aspects of the War vender Melville tilbage til offentlighedens søgelys, og selvom der hersker uenighed om, hvorvidt Melville havde befundet sig i en tilstand af depression og skrivblokering efter nederlaget med den stærkt diskuterede roman The Confidence-Man (1857), peger nyere forskning på, at Melville både skrev, læste og dygtiggjorde sig med litterære selvstudier af Coleridge og Milton m.fl. i årene mellem sin seneste roman og udgivelsen af Battle-Pieces. Økonomisk smalhals får i 1863 Melvilles familie til at flytte til New York, borgerkrigen raser vedvarende mellem syd og nord, og i 1864 påbegynder Melville  sine digte til Battle-Pieces.

Som titlen antyder, er Battle-Pieces and Aspects of the War sammensat af flere komponenter. Battle-Pieces eller ”slagstykker” er almindeligvis en betegnelse fra malerkunsten, som henviser til malerier af søslag m.v., som vi kender dem fra William Turner og vores egen Eckersberg. De ”andre aspekter” i titlen tydeliggør, at Melville har andet og mere på hjertet. Allerede på titelniveau tilbyder Melville sine læsere et alternativ til krigsfotografiet, maleriet og andre endimensionelle mediers krigsvidnesbyrd, idet han gør opmærksom på dybere lag i følelseslivet og de implikationer, krigen har for dens mennesker. Men ikke kun titlen sladrer om et heterogent projekt. Det gør struktur og komposition også. Battle-Pieces indledes af en dedikation stilet til mindet om de 300.000 mand, som kæmpede og faldt for et forenet Amerika. Efter dedikationen følger et forord, hvor Melville tydeliggør sin intention og indleder med en klar reference til harpen i Coleriges digt The Eolian Harp (1796). Digtene er ikke dateret men ordnet efter den kronologi, som afspejler borgkrigens historiske forløb, og falder desuden i to kategorier, hvor størstedelen omhandler krigens slag og karakteriserer krigens ledende skikkelser (herunder også ikoniske krigsskibe), mens anden del udgøres af gravskrifter, requiems og klagedigte (elegier). Sideløbende med digtene finder man noter, Melville selv har frembragt og samlingen afsluttes af et svært tilgængeligt kommentarafsnit, som dog kan læses i Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse i Bindslev-seriens bind 2.

Digtsamlingen begynder med digtet ”The Portent” (Varslet), som er en omskrivning af Unionslageren ”John Brown’s Body” om den idealistiske nordstatsmand, der drog sydpå for at kæmpe for slaveriets afskaffelse, men som blev hængt med baggrund i en dødsdom, sanktioneret af Lincoln. Digtet var ikke med i indholdsfortegnelsen, da digtsamlingen oprindelig udkom, og typografien stikker af fra samlingens øvrige digte på grund af dets kursivering. Dette opfatter litteraturkritikere som Rowley Williams som et bevidst greb fra Melvilles side for at gøre opmærksom på de konflikter og problematikker, som udløste borgerkrigen. I samlingens tredje digt ”The Conflict of Convictions” (1860-1) tager Melville fat i skæbnebegrebet. Det er skæbnen, som driver folk i krig og Melville peger i sit digt på det paradoksale i, at hans nation risikerer at miste sine demokratiske idealer netop i kampen for dem.

I samlingens tredje digt ”The Conflict of Convictions” (1860-1) tager Melville fat i skæbnebegrebet. Det er skæbnen, som driver folk i krig og Melville peger i sit digt på det paradoksale i, at hans nation risikerer at miste sine demokratiske idealer netop i kampen for dem.

Efter ”The Conflict of Convictions” følger en stribe digte, hvor Melville opstiller andre konflikter og flertydigheder for sine læsere. I et digt kontrasterer Melville således apati og entusiasme, mens han i andre af de indledende digte portrætterer den naive krigsbegejstring, som var kendetegnende for krigens første tid, hvor folk troede krigen ville blive kortvarig. Således digtet ”The March into Virginia,” hvor glade unge mænd entusiastisk drager i krig i forventningen om, at dette vil være en drengeleg. Tre dage efter er de døde.

Digtsamlingen indeholder 72 digte og alle kan ikke omtales her. Reportagedigtet ”Donelson” er dog så bemærkelsesværdigt på grund af dets flerstemmighed og kakofonien af stemmer i digtet, at det fortjener et par ord med på vejen. Digtet handler – som mange af samlingens øvrige digte – om splittelse og fælleskab. Melville viser sine læsere, hvordan krigens nyheder modtages via diverse medier, men angiver samtidig det litterære narrativ som et perspektivrigt alternativ. Det vi har lært at opfatte som objektive stemmer udgøres bl.a. af ”råbere,” som udbasunerer krigens seneste nyheder til folk som underholdning, tavler med tabstal og krigsrelevante overskrifter, avisartikler, telegrafudskrifter og krigsfotografier m.v. Her overfor står poeten eller forfatterstemmen, som er ude i et andet ærinde. Digtet kan læses som Melvilles kritik af, hvordan borgerkrigens journalister og fotografer romantiserer volden, og derigennem skaber illusioner om realisme og autenticitet. Billedet er falsk og perspektivløst, fordi det ikke rummer det menneskelige følelsesliv, og fordi de angiveligt objektive kilder langtfra altid er pålidelige. Melville strukturerer ”Donelson” via to alternerende stemmer, hvor digterstemmen skaber en rammefortælling, som går i diskussion med de journalister og redaktører, som præsenterer de moderne mediers nyhedsside. Læseren gemmer sig i mængden. Stemmerne konfliktuerer og man savner det førstepersons-soldaterperspektiv Melville bevidst har udeladt, og som ville kunne udgøre den mest pålidelige stemme til forståelse af krigens smerte og meningsløshed.

Forfatteren Melville er naturligvis ikke neutral hverken i digtet ”Donelson” eller andre af samlingens digte. Han medierer mellem separate verdener ved at skabe brud i tid og rum, og brud mellem form og indhold. På indholdssiden kontrasterer Melville således hyldest, jubel og sejrsfester med dødlister, sorg og tab, mens han betjener sig af en æstetik, som han bruger til at kaste grus i maskineriet på hykleriet. Digtsamlingen indeholder både jordnære digte med slageragtige gentagelsesstrukturer og digte båret af en mere højstemt stil. Her bruger Melville bl.a. metrik, rim og formsprog fra netop den europæiske lyriktradition, han tidligere havde gjort et stort nummer ud af at differentiere sig fra i sit hyldestessay ”Hawthorne and His Mosses” fra 1850. Referencerne til eksempelvis Dante, Milton og Wordsworth er således tydelige, men Melville anvender ikke de nævnte poeters formsprog for at abe efter, men bruger det til at kontrasterer æstetik og politik for at tydeliggøre krigens løgnagtige heltebilleder, myter og disharmonier. I sin digtsamling viser Melville desuden en anden type poesi, end den eksempelvis Walt Whitman skrev. Hvor Whitman hyldede det demokratiske og talte fra en utvetydig jegposition, vil læseren af Battle-Pieces lede forgæves efter individuelle soldaterstemmer, fordi disse gemmer sig bag digtenes kollektive vi.

I Battle-Pieces and Aspects of the War favner Melville krigens historiske forløb og begivenhedernes mulige årsagssammenhænge, samtidig med at han gør digtene til spejlbilleder på menneskelig lidelse og tab. Melville er nejsiger, men anerkender dog, at folk har behov for at fejre forbrødringen, alt den stund, at de også må forholde sig til bagsiden af medaljen, når de opgør deres tab. Digtene i Battle-Pieces svinger mellem stemningsbilleder båret af håb om mismod. Med et skarpt blik for krigens absurditet betoner Melville betydningen af at lære af fortidens synder. Krige er ikke maleriske Battle-Pieces men uønskede hændelser, som skal undgås for enhver pris. De mange digte står stærkt på grund af deres talrighed og diversitet, og fordi de betoner kompleksiteten og vigtigheden af at forstå. Krige er ikke stillebens, men grusomme og uønskede begivenheder.

Battle-Pieces and Aspects of the War fortjener at blive læst både for deres poesi og politik, men også fordi de er moderne på en måde, som gør dem ligeså stedsegrønne som digte af Whitman og Dickinson.

Videre læsning:

• Parker, Hershel: Herman Melville – A Biography, Volume 2, 1851-1891, The John Hopkins University Press, 2002, Baltimore, USA, pp. 606-625.
• Delbanco, Andrew: Melville – His World and Work, Vintage Books, A division of Random House, Inc.2005/2006, USA, s. 267-273.

[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]