”Bartleby, The Scrivener: A Story of Wall Street” er en kort fortælling, som endnu den dag i dag diskuteres i forhold til, om det er en novelle eller en meget kort roman. På engelsk betegner nogle den som novella (en genre midt imellem novelle og roman). ”Bartleby” blev oprindeligt udgivet anonymt i to dele i henholdsvis november- og december-udgaven i 1853 i Putnam’s Magazine. Den blev genoptrykt med mindre ændringer i The Piazza Tales i 1856.
Historien fortælles af en unavngiven advokat fra Manhattan, som har et lille firma med få ansatte: en bydreng ved navn Ginger Nut og tre skrivere, hvis opgave det er at kopiere juridiske dokumenter i hånden (det var før kopimaskinernes tid). Den ene skrivers navn er Turkey – han arbejder bedst om morgenen. Den anden hedder Nippers og arbejder bedst om eftermiddagen. Sidst, men ikke mindst, er der den nyansatte Bartleby, som er en stille fyr, der ikke gør stort væsen af sig selv eller sit arbejde.
Advokaten indleder med at fortælle, at han igennem tiderne har oplevet mange mærkelige ting i sit arbejdsliv. Mærkeligst af alt er dog fortællingen om Bartleby. Bartleby er advokatens dygtigste skriver, indtil han på tredjedagen omgår den obligatoriske korrekturlæsning af de afskrevne, juridiske dokumenter med den passive protest ”I would prefer not to” (”Jeg vil helst ikke” i Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse).
Følgende citat illustrerer, hvorledes Bartlebys karakter bliver beskrevet, og hvordan han og advokaten taler sammen:
”Bartleby! quick, I am waiting.”
I heard a slow scrape of his chair legs on the unscraped floor, and soon he appeared standing at the entrance of his hermitage.
”What is wanted?” said he mildly.
”The copies, the copies,” said I hurriedly. ”We are going to examine them. There” – and I held toward him the fourth quadruplicate.
”I would prefer not to,” he said, and gently disappeared behind the screen.(Melville’s Short Novels, Norton Critical Edition, 2002, s. 11)
Bartlebys vægring mod arbejdsopgaverne og den deraf resulterende bemærkning ”Jeg vil helst ikke” tager til i omfang og frekvens. Sætningen er værkets tydeligste litterære virkemiddel; den gentages og spreder sig til de andre karakterer, som efterhånden indoptager formuleringen i deres eget sprog. Sætningen bliver værkets ”lim” og røde tråd.
Det bliver til sidst umuligt for advokaten at få Bartleby til at lave noget som helst, og advokatens frustration vokser. En dag opdager advokaten, at Bartleby faktisk slet ikke går hjem efter arbejde; han finder Bartlebys sparsomme samling af ejendele på kontoret.
Advokaten filosoferer over sin egen relation til Bartleby: På den ene side fatter han sympati for den fattige skriver, på den anden side bekymrer han sig om eget ry og rygte. Han vil nødig fremstå som en svag leder. Advokaten fejer sin sympati til side og fyrer Bartleby. Han byder Bartleby at flytte ud, men igen bliver han mødt af Bartlebys ”Jeg vil helst ikke”. Advokaten er på nuværende tidspunkt så frustreret og forvirret over Bartlebys høflige afslag, at han vælger at flytte lokaler. Bartleby bliver boende til stor gene for den kommende ejer, som beder advokaten tage affære. Denne henvender sig til politiet, og Bartleby bliver fængslet. Advokaten nærer skyldfølelse over for Bartleby og allierer sig med en ansat i fængslet, som han bestikker til at forkæle Bartleby med lidt ekstra god mad. Men til ingen verdens nytte, for Bartleby vil ”helst” heller ikke spise. Bartleby ender med at dø af sult i fængslet.
Advokaten er en 1. persons fortæller, som beretter om en oplevelse i bagudsyn – progressionen af værket er lineær, og synsvinklen er bundet til fortælleren; læseren har kun det tilgængeligt, som advokaten er i stand til at formidle. Stilen er meget nøgtern, næsten ubekymret (modsat eksempelvis Moby-Dick), og sproget let overfladisk – krydret med juridiske begreber.
For at vinde blik for værkets tematikker, må læseren læse mellem linjerne. Måske netop fordi tematikkerne er gemt bag den lakoniske stil, er der ikke fuldstændig enighed omkring dem. Forskellige læsninger har peget på forskellige temaer: mad-sult, fattigdom-velgørenhed, social ensomhed-medmenneskelighed/næstekærlighed (eller manglen på samme) – hvad stiller man op med et medmenneske, som tydeligvis har problemer, og i hvilken udstrækning er et medmenneskes trivsel og velbefindende éns ansvar?
Andrew Delbanco bemærker i sin biografi Melville: His World & Work om advokaten, at Melville ”writes about him as a witness to a good man trying to become a better man in the face of another man’s suffering” (221). Derudover tematiseres det menneskelige sind og dets skrøbelighed (dengang snakkede man ikke om depression på den måde, vi gør det i dag, men Bartleby udviser faktisk de klassiske tegn på depression). ”I would prefer not to” peger blandt andet på et oprør, på en tanke om, hvordan verden også kunne se ud. En utopisk verden, hvor de laveste i samfundet giver modstand. Bartleby er også blevet læst som en Jesus-figur.
Der er strid om, hvorvidt ”Bartleby” skal læses som en allegori, eller om den skal læses meget bogstaveligt. Deleuze mener, at den skal læses helt bogstaveligt og finder fortællingens styrke i sætningen ”I would prefer not to”, idet den hverken nægter eller bekræfter – men simpelthen skaber et hverken-eller-rum, en ”ubestemthedszone”. Om man mener, den skal læses allegorisk eller bogstaveligt, er en subjektiv sag; men novellens allegoriske potentiale er i hvert fald iøjnefaldende. Der er paralleller mellem Bartleby og kunstneren generelt – men måske også mellem Bartleby og Melville. I forhold til sidstnævnte giver det i høj grad mening at kigge på de vægge og mure, som optræder i løbet af novellen. Disse kan læses som modstand og forhindring for Bartleby, men i allegorisk forstand også for Melville. For Bartleby kan muren læses som en mur af eksistentielle spørgsmål (som ender med at paralysere ham); for Melville kan den læses som den mur, han ramte, grundet fiasko, i sit forfatterskab (Melville udgav kort forinden ”Bartleby” Moby-Dick og Pierre, som begge floppede salgsmæssigt og hos anmelderne). Leo Marx udfolder denne allegoriske læsning i ”Melville’s Parable of the Walls”.
Den samtid, som Melville levede i, var præget af social ulighed og manglende ressourcer inden for den arbejdende klasse. Melville selv boede i New York og kendte udmærket funktionærer såsom skriveren, som blev reduceret til en menneskelig kopimaskine. Melvilles to brødre havde desuden advokatkontor i Wall Street. Det amerikanske system var også dengang afhængigt af velgørenhed og frivilligt arbejde. Men flere fik efterhånden brug for hjælp, og der var ikke velgørere nok. Derfor står en karakter som Bartleby formentlig også uden både et hjem og et løngrundlag, som muliggør et ordentligt liv med mad og tøj m.v. I løbet af Melvilles liv voksede indbyggertallet på Manhattan fra et par hundredetusinde til over tre millioner. Det urbane liv afstedkom en ny form for ensomhed – individet alene i masserne. Personligt oplevede Melville flere gange økonomisk smalhals og kendte også til psykisk ustabilitet.
Forslag til videre læsning:
- Gilles Deleuze: ”Bartleby; or The Formula”
- Leo Marx: ”Melville’s Parable of the Walls”
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Fleur Ellen-Marie Courdt Bernburg, Victoria Alexandra Hatting, Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar