Dagbogsnotater

Melville skrev så vidt vides ikke dagbog på samme måde som flere af den amerikanske renæssances andre prominente skikkelser. Nathaniel Hawthorne skrev for eksempel om ægteskabet med hustruen Sophia. Henry David Thoreau skrev i omegnen af 7.000 sider om årets gang og sit daglige liv, mens Ralph Waldo Emerson blandt andet nedskrev transcendentalismens tankegods, som han selv var en af hovedmændene bag. Walt Whitman skrev for sit vedkommende om sine oplevelser som sygepasser under den amerikanske borgerkrig. Til glæde for eftertiden er til gengæld bevaret fem hæfter fra Melvilles hånd, hvori han førte optegnelser over de tre skelsættende rejser, han foretog efter sin tidlige ungdoms første sejladser som sømand og hvalfanger.

Der er tale om følgende optegnelser:

• Journal 1849-50
• Journal 1856-57
• Journal 1860
• Diverse optegnelser indført i Journal-hæfterne for ovennævnte rejser

I Journal 1849-50, som Melville fører over rejsen til London m.v., skriver den 30-årige forfatter om sine oplevelser næsten på fra-dag-til-dag-basis. Melville noterer sig oplevelser fra sejlturen til London (hvor en mentalt syg medpassager hopper over bord og drukner sig), om de mennesker Melville plejer omgang med på rejsen, om måltider og (især) drikkevarer og om de turistattraktioner, han opsøger. Centralt står desuden Melvilles forsøg på at få en aftale i stand om publicering af sin seneste roman White Jacket (1850) – et værk, Melville selv omtaler som ”en ting”. Det er ikke nogen let opgave. Melville må rende fra Herodes til Pilatus, tinge om prisen og desuden stå med hatten i hånden. Overalt er indvendingen den samme – forlæggerne er bekymrede over potentielle copyright-problemer. Melville har oprindelig planlagt at besøge Rom, men pengene rækker kun til et smut over kanalen, hvor han blandt andet besøger latinerkvarteret i Paris, domkirken i Köln samt enkelte andre seværdigheder i overkommelig rejseafstand. Teaterbesøgene og tiden i London udgør en særlig glæde for Melville, hvorfor han da også trækker på dette stof i sine øvrige rejseoplevelser i romanen Israel Potter (1855), samt i 2.sekvens fra den korte fortælling ”The Two Temples” (1924). Efter turen til det europæiske fastland får Melville en kærkommen julegave den 24. december 1849. Her lykkes det omsider at opnå en aftale med forlæggeren Bentley: ”Thence to Mr Bentley’s – saw him – exchanged my odd volume of the thing”. De sidste dage i London bruger Melville blandt andet til at se Lord Nelsons skib Victory, hvorefter han stiger om bord på det skib, han selv skal rejse med hjemad. Efter at have tilbragt fem dage uden skelsættende begivenheder til havs beslutter Melville at lægge dagbogen på hylden for resten af sejladsen. Der bliver den indtil den 30. januar, hvor Melville som et sidste notat skriver, at han får øje på lods-båden ved indsejlingen til New York.

I Journal 1856-57 skriver en stærkt udmattet og desillusioneret Melville om sine rejseoplevelser til Europa og den nære Orient, hvor han blandt andet besøger Jerusalem og Ægypten. Forud for rejsen er gået en periode med hårde anmeldelser, skrantende helbred og ditto økonomi. Familien er bekymret og skaffer med hjælp fra blandt andre Melvilles svigerfar Lemuel Shaw midlerne til endnu en rejse over Atlanten. Familien vil gerne give Melville muligheden for at opleve Rom og andre af de steder, som han så længe har drømt om at stifte bekendtskab med. Tonen i disse dagbogsnoteter er anderledes. Modgangen har sat sine spor, og det præger det skrevne. Melville møder ved et par lejligheder vennen Hawthorne, som er bosiddende i England, uden at Melville af den grund har noget substantielt at betro sin dagbog. Hawthorne reflekterer til gengæld i sine optegnelser over Melvilles ”lavtryk på stemningsbarometeret”, ligesom han leverer et rammende signalement af Melvilles rastløse temperament:

Melville, as he always does, began to reason of Providence and of futurity, and of everything that lies beyond human ken… It is strange how he persists – and has persisted ever since I knew him, and probably long before – in wandering to and fro over these deserts, as dismal and monotonous as the sand hills amid which we were sitting. He can neither believe nor be comfortable in his unbelief.

Nathaniel Hawthornes dagbogsoptegnelser den 12. november 1856

Også stilen er anderledes i Melvilles anden journal. Hvor Melville før skrev om seværdigheder, møder og begivenheder, så skriver han nu mere meditativt og reflekteret. Melville noterer desuden hyppigere, når han støder på ”materiale”, som han mener vil kunne bruges til fremtidige skriveprojekter. Han nævner således en ung italiener Antonio, som han møder i Venedig og finder anvendelig til den planlagte fortælling om bondefangeren The Confidence-Man: His Masquerade (1857). Rejsen til Jerusalem er ikke nogen egentlig pilgrimsfærd, men Melville samler alligevel stof, som finder direkte ind i langdigtet Clarel (1876). Clarel har karakter af requiem, og de mange gravmonumenter og det påtrængende fokus på død og tro martrer Melville, som desuden finder de mange fluer og det allestedsnærværende forfald uudholdeligt. Melville har det hverken godt fysisk eller psykisk. Én dag skriver han om brystsmerter og ondt i ryggen, andre dage om synet, som driller. Nexus – dvs. de sammenhængende sætningskonstruktioner – ofres. Måske fordi Melville ser dårligt og forsøger at passe på sine øjne? Måske fordi han er seriøst deprimeret? Undertiden opgiver Melville at holde styr på, hvornår der sker hvad. Lange passager er nærmest kun stikord, som rimpes sammen med samme type tankestreger, som dem Emily Dickinson bruger til at sy sine digte sammen med. Fra rejsen mellem Jerusalem og Det Døde Hav skriver Melville følgende hjerteskærende, men også poetiske linjer, som på en måde foregriber senere poesi fra Melvilles pen:

Ride over mouldy plain ro Dead Sea – Mountains on tother side – Lake George – all but verdure. – foam on beach & pebbles like slaver of mad dog – smarting bitter of the water, – carried the bitter in my mouth all day – bitterness of life – thought of all bitter things – Bitter is it to be poor & bitter, to be reviled, & Oh bitter are these waters of Death, thought I.

Det tredje sæt rejseoptegnelser, dvs. Journal 1860, er ultra-kort og består kun af 13 små sekvenser fordelt over de 2 ½ måned, rejsen varer. Egentlig havde Melville planlagt at rejse rundt om jorden med sin bror Thomas, som har kommandoen på fragtskibet Meteor. Men turen bliver kort, og Melville sejler kun med fra Boston til San Francisco. Man kan kun gisne om grunden, men medvirkende årsag til den afbrudte rejse har formentlig været udeblevne fragtopgaver samt den tragedie, som rammer skibet den næstsidste dag, som Melville skriver dagbog fra. En 25-årig sømand, Ray fra Nantucket, styrter ned fra masten og slår sig ihjel. Dagbogens sidste notat er fra d. 10. august 1860. Her går Melvilles tanker til Rays sørgende mor:

– Not so easily will his fate be washed out of her heart, as his blood from the deck.

Melville har suppleret de ovenfor beskrevne dagbogsnotater med forskellige optegnelser, som han har fundet relevante at føre. Et sted finder man således en påbegyndt liste over udgifter til eksempelvis øl, et andet sted en liste over indleveret vasketøj. Melville skrev også ned, hvilke bøger han købte hvor. På sin første rejse købte Melville således et kort over London, som han planlagde at benytte i senere værker om London. Af samme liste fremgår det desuden, at Melville blandt andet købte et par lommeudgaver med Shakespeare-skuespil og Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1821), som han læste på rejsen og desuden var temmelig glad for.

Melville, Herman. Journals. The Writings of Herman Melville. Vol. 15. The Northwestern-Newberry Edition. Red. Howard C. Horsford med Lynn Horth. Evanston and Chicago: Northwestern UP and The Newberry Library, 1989. Bindet indeholder det for serien sædvanligt meget oplysende ”Historical Note” samt interessante illustrationer.

[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]