”The Two Temples”

Melville skrev ”The Two Temples” i den periode mellem 1853 og 1856, hvor han virkede som levebrødsskribent. Fortællingen er formentlig den eneste af Melvilles fortællinger, som blev afvist af Putnam’s Magazine. Tidsskriftets redaktør Charles Briggs roser i et brev dateret 12. maj 1854 Melville for hans satire og deskriptive evner, som han kalder ”fortræffelige.” Briggs fandt dog fortællingen for prekær til udgivelse, fordi den ville kunne karambolere med ”folks religiøse følsomhed.” Sandheden om afslaget på udgivelse var imidlertid snarere den, at fortællingen for præcist ville gøre det muligt for læseren at identificere både den ekstravagante New York-kirke Grace Church og dennes letgenkendelige inspektør med topmaven og bille-ansigtet. ”The Two Temples” trækker på aktuelt stof fra Melvilles samtid og på hans erfaringer med velgørenhed, tro og masserne i storbyen. Fortællingen blev ikke udgivet, mens Melville levede men først kendt af offentligheden i 1924, efter Melvilles død.

Fortællingen – som har karakter af skitse – er struktureret via to adskilte fortællinger, som Melville udfolder under overskrifterne Temple First og Temple Second. Selv uden Melvilles sammenfattende konklusion i sidste afsnit, forstår læseren godt, at Melville har gang i et projekt, hvor han sammenligner det han ser i sin samtid og udsiger en dom over hykleri og dobbeltmoral.

Handlingen udspiller sig som følger: Temple First begynder med, at fortælleren en søndag morgen er vandret langt for at besøge en fashionabel ny kirke i uptown New York. Kirken er godt besøgt, fortælleren ser noget lurvet ud i tøjet og nægter at bestikke den tykvommede opsynsmand, som vogter over døren til det allerhelligste. Melville åbner med følgende betragtninger fra fortællingens jeg-fortæller (som efter al sandsynlighed og efter beskrivelsen at bedømme, sagtens kunne være den hæderlige og ubestikkelige Melville selv):

”This is too bad,” said I, ”here have I tramped this blessed Sunday morning, all the way from the Battery, three long miles, for this express purpose, prayerbook under arm; here I am, I say, and, after all, I can’t get in.

“Too bad. And how disdainful the great, fat-paunched, beadle-faced man looked, when, in answer to my humble petition, he said they had no galleries. Just the same as if he’d said, they didn’t entertain poor folks. But I’ll wager something that had my new coat been done last night, as the false tailor promised, and had I, arrayed therein this bright morning, tickled the fat-paunched, beadle-faced man’s palm with a bank-note, then, gallery or no gallery, I would have had a fine seat in this marble-buttressed, stained-glassed, spic-and-span, new temple.

(Great Short Works of Herman Melville, Perennial classics, New York 1962/2004, s. 151-152).

Fortælleren er dog ikke rådvild. Efter afvisningen får han øje på en lille og upåagtet dør, som han sniger sig ind ad. Her kæmper han sig op ad en snoet stenvindeltrappe i det, der viser sig at være klokketårnet. Oppe i tårnet føler fortælleren sig fremmedgjort og ekskluderet fra det fine selskab; men han mærker orglet bruse under sine fødder og kan dog høre præsten tilstrækkeligt tydeligt til at ”svare” på de rette tidspunkter under prædiken. Da gudstjenesten er overstået går fortælleren ned igen, blot for at finde døren aflåst. Op og ned af trapperne vandrer han på jagt efter vej ud af kattepinen, men må til sidst ty til at ringe med kirkeklokkerne. Stor er skammen, da han bliver lukket ud af manden med bille-ansigtet. Han bliver arresteret, må tilbringe en nat ”in the luxury of public worship,” og må desuden indkassere både reprimande og bøde før han atter er fri til at gå.

Temple second står i skærende kontrast til Temple first. Det andet tempel er ikke en kirke men derimod et teater, som fortælleren får lejlighed til at gæste i forbindelse med en rejse til London. Fra at have haft et job på hånden som rejseledsager for en velhavende frue fra Philadelphia må fortælleren gå på gaden i et fremmed land uden en penny på lommen. Drømmende fantaserer han om at have penge, så han kan købe sig en teaterbillet til forestillingen Richelieu; or The Conspiracy af Edward Bulwer-Lytton, hvorfra den legendariske sætning ”The pen is mightier than the sword,” stammer. Fortælleren overvejer at pantsætte sin overfrakke men dropper hurtigt ideen i den bidende kolde aften. En fremmed, som fortælleren beskriver som en arbejdsmand, antaster ham og forærer ham sin teaterbillet, fordi han selv er blevet kaldt bort i et vigtigt ærinde. Fortælleren er skamfuld over at acceptere denne god- og velgørenhed, men tager alligevel imod billetten. Oppe under loftet på de billige pladser inkluderes fortælleren snart i den almindelige hygge af arbejdsmænd og deres familier. Gæstfrit bydes han på et traktement af drikkelse, venlighed og næstekærlighed. Aftenen i London modsvares af den oplevelse, fortælleren havde i Temple first. Fjernt hjemmefra blandt jævne folk møder fortælleren omsider den gæstfrihed, velgørenhed og næstekærlighed, han havde savnet i sit eget hjemland måneder forinden.

”The Two Temples” er skrevet i en stil præget af både alvor, satire og humor. Her fanger Melville noget af den stemning, som er karakteristik for storbyen og dens masser. Inspirationen fra/eller stemningen af tidsånden minder om det snapshot af virkeligheden, man støder på i værker af Poe, Dostojevskij og Dickens. Ved hjælp af tydeligt selvbiografiske elementer og et markant symbolsprog indkredser Melville nogle af de problemstillinger omkring fattigdom, velgørenhed og ensomhed, man finder i andre af hans værker som eksempelvis ”Bartleby; The Scrivener,” ”Poor Man’s Pudding and Rich Man’s Crumbs,” Redburn eller The Confidence-Man.

Videre læsning:

• Læs ”Poor Man’s Pudding and Rich Man’s Crumbs” eller ”Bartleby; The Scrivener” og gå på jagt efter de mange paralleller fortællingerne imellem.
• Læs Melvilles senere roman The Confidence-Man fra 1857. Romanen bygger videre på nogle af de forhold, som novellen tematiserer, herunder velgørenhedsproblematikken.
• Oplev et andet Melville-portræt af et dickensk London i romanen Redburn fra 1849.
• Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial Classics, 1962/2004), en samling, der indeholder alle Melvilles noveller. Introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
• Læs Dostojevskijs essay Winter Notes on Summer Impressions, hvor Dostojevskij i 1862 bl.a. beskriver massen, London og sin oplevelse af at besøge Europa med en anden kulturbaggrund.
• Læs Edgar Allan Poes fortælling ”The Man of the Crowd” fra 1840.
• Læs Dickens The Bleak House fra 1852-53 og genkend det London, som Melville skildrer i ”The Two Temples”.

[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]