Revival

Som mange forfattere var Herman Melville ikke særlig anerkendt for sit forfatterskab i sin egen tid. I 1800-tallet tilhørte Melville ikke den amerikanske litteraturkanon. Ved sin død i 1891 var han næsten helt glemt i den litterære verden.

Fra slutningen af 1910’erne og begyndelsen af 1920’erne til i dag har der været flere, i hvert fald tre, ”Melville-revivals”, det vil sige genopdagelser af Melvilles litterære værker, heriblandt Moby-Dick, ”Benito Cereno” og ”Bartleby, The Scrivener”. De tre revivals har henholdsvis været i 1920’erne, i 1960’erne og i vores samtid.

Revival 1: 1920’erne

I 1920’erne blev Melville for alvor anerkendt for sit forfatterskab. Dengang var det specielt Moby-Dick, som tiltrak sig opmærksomhed og fik stor indflydelse. Romanen blev nu betragtet som et litterært mesterværk, på én gang udpræget amerikansk og med en naturlig plads i verdenslitteraturen. Moby-Dick var i 1926 blandt de første værker i serien ”Modern Library”. Også ”Benito Cereno” fik pæne ord med på vejen, da Carl van Doren i 1928 i en anmeldelse af The Shorter Novels of Herman Melville skrev, at den kunne måle sig med det bedste fra Joseph Conrads hånd.

En af de væsentligste årsager til, at Melvilles navn blev genopdaget, var udgivelsen af Columbia-litteraten Raymond Weavers biografi Herman Melville: Man, Mariner and Mystic i 1921. Anledningen bag Weavers interesse var dels hundredåret for Melvilles fødsel, dels en opfordring fra hans mentor på Columbia, Carl van Doren, der også var litteraturredaktør på The Nation, og som allerede i 1915 skulle have anbefalet sine studerende at læse en obskur roman om hvalfangst, ligesom Van Doren i 1917 selv havde skrevet om Melville i en amerikansk litteraturhistorie. Weaver, Melville-kritikkens fader, kickstartede ret beset den fornyede Melville-interesse allerede i 1919, nærmere bestemt den 2. august, da han på bestilling fra Van Doren i The Nation udgav artiklen ”The Centennial of Melville”. Desuden udgav Weaver også Melvilles sidste, ufærdige og på daværende tidspunkt netop fundne værk Billy Budd, som Weaver i forbindelse med sit researcharbejde modtog af Melvilles barnebarn. Denne udgivelse daterer sig til 1924, hvor Weaver var hovedredaktøren bag en 16-binds udgivelse af Melvilles værker (London: Constable). Hvis du ønsker at læse mere om den første Melville-revival, kan du med fordel gå til Katrina vanden Heuvels artikel ”How We Helped Start the ’Melville Revival’ of the 1920” i The Nation fra den 4. januar 2014.

Andre udgivelser som satte gang i Herman Melvilles popularitet var:

• Carl Van Doren: The American Novel (1921)
• Carl Van Vechten: Essay in The Double Dealer (1922)
• D.H. Lawrence: Studies in Classic American Literature (1923)
• Lewis Mumford: Herman Melville: A Study of His Life and Vision (1929).

I 1945 blev The Melville Society dannet. Det er et selskab, der hylder Melvilles litterære forfatterskab. Jay Leyda brugte mere end et årti på at indhente oplysninger og dokumenter for at kunne udgive The Melville Log, en dag-til-dag samling af dokumenter, der blev udgivet i 1951. Året forinden udgav Newton Arvin sin biografi Herman Melville, som vandt prisen ”National Book Award” for bedste fagbog.

Revival 2: 1960’erne

I 1960’erne indtraf den anden genopdagelse af Melvilles litterære univers. Det var således i dette årti, at Northwestern University Press sammen med The Newberry Library og MLA besluttede at indlede den tekstkritiske The Writings of Herman Melville, der i dag regnes for standardværket. Udgivelsen indbefatter 15 bind, hvoraf de 14 er udkommet.

Sidenhen udnævnte The Melville Society gader i New York som Herman Melville-gader, f.eks. ”Park Avenue South and 26th”, hvor Melville boede fra 1863-1891, og hvor han blandt andet skrev Billy Budd.

Revival 3: Vores samtid

Selv i vores samtid øver Melville stadig en væsentlig indflydelse på kulturen.

I Danmark har Forlaget Bindslev og oversætter Flemming Chr. Nielsen netop afsluttet udgivelsen og oversættelsen af Melvilles samlede prosaværker i syv bind, et arbejde der har varet mere end et årti.

I 2015 udkom Ron Howards film In the Heart of the Sea baseret på fortællingen om Moby Dick, sådan som denne formidles gennem Owen Chase, Thomas Nickerson, Nathanial Philbrick og selvfølgelig Herman Melville. Der er også udgivet film om hvalen og romanen i 1956 og 1998. ”Bartleby” er ligeledes filmatiseret, det samme gælder Billy Budd.

Men hvad kunne være grunden til denne fortsatte interesse for Melvilles værker? Nogle vil mene, at Melville var forud for sin tid, og at han nærmest som Franz Kafka var begavet med et profetisk blik. Da han udgav Moby-Dick, befandt verden sig i overgangen mellem sejl og damp og var altså på vej ind i en mere teknocentrisk tidsalder. Melville foregriber denne udvikling, ligesom hans roman diskuterer global kapitalisme, naturødelæggelse og magt- og hævnbesættelse. Med sin erfaring fra havet havde Melville ligeledes blik for, at den soliditet, der prægede den tidlige modernitet, blev og kunne blive udfordret af en mere flydende modernitet, hvor såvel individ som samfund måtte lære at leve uden faste fortøjninger. Melville så denne virkelighed i øjnene. Den skræmte ham fra vid og sans, men han så den – længe før den blev vores alles virkelighed.

[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Eva Munk Nielsen og Søren Frank[/typography]