Melvilles korrespondance spænder over en periode på omkring 63 år. Den samlede korrespondance i Correspondence tager afsæt i de første breve, som Melville skrev i det tidlige efterår 1828, og slutter i 1890, hvor man bl.a. finder breve fra englænderen, den progressive tænker og psykologisk interesserede Haverlock Ellis. De sidste breve, som blev skrevet til Melville i året før hans død, vidner om en gryende videnskabelig interesse for Melvilles værk og planer om at genudgive dele af værket.
Melville var ikke nogen ivrig brevskriver. Som oftest korresponderede han mere af pligt og nød, end fordi han selv satte pris på at skrive breve. De første breve til henholdsvis tante og bedstemor skrev den niårige Herman som led i en skriveøvelse i skolen. Allerede tidligt blev regelmæssig korrespondance i familien Melville en forudsætning for familiens sammenhæng. Melvilles far Allan Melvill døde allerede i 1832, hvilket gjorde, at familen, som i forvejen befandt sig på fattigdomsgrænsen, blev spredt for alle vinde i deres forsøg på at sikre sig et forsørgelsesgrundlag. Selv kneb Melville uden om at skrive breve, når han kunne, hvilket han da også jævnligt blev revset for og selv nævner i både dagbøger og breve. Ofte beder Melville familiemedlemmer og andre om at viderebringe hilsener, så han selv kan blive fri for at skrive. Det er desuden sjældent, at Melville farer i blækhuset uopfordret. Det er derfor ikke overraskende, at de breve, som Melville skriver af egen drift, er de mest læseværdige.
I brevene er Melvilles stil overvejende forretningsmæssig, kort og fokuseret på det, som er sagens kerne. Udover det litterære, som selvfølgelig fylder, når Melville korresponderer med eksempelvis Hawthorne, Dana, Duyckinck eller andre fra sit litterære netværk, så indeholder korrespondancen en del brevveksling omkring kontraktuelle forhold, økonomi og arveretlighed. Man finder således et nærmest regnearkslignende brev fra svigerfaderen Lemuel Shaw, som må have fået Melville til at føle sig gældsat, selvom intentionen ifølge brevskriveren var det modsatte.
I Melvilles korrespondance støder man på enkelte glimt af lykke. Dette gælder eksempelvis for det brev fra den 20. februar 1849, som en stolt Melville strikker sammen, efter at den førstefødte Malcolm har set dagens lys. Brevet er egentlig et lykønskningsbrev, som Melville skriver til broderen Allan og dennes hustru Sophia, efter at også de er blevet forældre. Her taler Melville om sin lille søn (som senere dør under ulykkelige omstændigheder af et selvforskyldt skud i tindingen kun 18 år gammel):
Lizzie is doing well, also the phenomenon, which weighs I know not how many pennyweights, – I would say, hundred-weight. – We desided much to have him weighed, but it was thought that no hay-schales in town were strong enough. It takes three nurses to dress him; and he is as valiant as Julius Cesar.
Melvilles samlede korrespondance spænder ikke blot over mange år, men også over en brevveksling med mange mennesker, herunder familien, forlæggere og redaktører i såvel USA som England, faglige netværk, medforfattere, fans og autografjægere. Også brevudvekslingen med ungdomsvennen Tobias Green (kendt som karakteren ”Toby” i romanen Typee), som den unge Melville mødte på Acushnet, finder vi som en del af Melvilles korrespondance. Den senere brevveksling kommer bl.a. i stand, fordi Melville får behov for at dokumentere den autenticitet, som forlæggere og redaktører mener at mangle og desuden efterspørger i forbindelse med publiseringen af Melvilles tidlige romaner fra Sydhavet.
Melvilles samlede korrespondance er ikke mindst væsentlig af følgende årsager: 1) Den dokumenterer, at Melville skrev litteratur hele sit liv (modsat hvad visse kritikere ellers har hævdet), også når betingelserne for det var vanskeligst. 2) Den er en direkte kilde til Melvilles tankegods og idégrundlag, som lader læseren forstå, hvorfor Melvilles forfatterskab udviklede sig, som det gjorde. Især korrespondancen med forfatterkollegaen Hawthorne er legendarisk og fortjener at blive læst som et værk i dets egen ret. Korrespondancen med Hawthorne er desuden et vidnesbyrd om, hvordan meget måske kunne være gået anderledes, hvis ikke Melville havde frabedt sig Hawthornes hjælp (som gentjeneste for sin egen markedsføring af Hawthorne) i forbindelse med anmeldelse af romanen Moby-Dick. I et brev fra Pittsfield del-dateret ”en mandag eftermiddag i november 1851” skriver Melville følgende ord til Hawthorne, som skal vise sig at blive skelsættende og komme til at udgøre et bedrøveligt og karriereødelæggende træk:
Don’t write a word about the book. That would be robbing me of my miserly delight. I am heartily sorry I ever wrote anything about you – it was paltry. […] Leviathan is not the biggest fish; – I have heard of Krakens.
I brevet fastholder Melville Hawthorne som idol, placerer ham på en piedestal og gør desuden sig selv mindre, end han reelt set fortjener. Henvisningen til Krakens kan være en intertekstuel reference fra Moby-Dick, men det kan også være en henvisning til, at Melville har mere i ærmet, nemlig den kommende skandaleroman Pierre: or The Ambiguities (1852), som Melville på det tidspunkt selv ventede sig meget af. 3) Den illustrerer, hvordan Melville går fra at være ja-siger til at blive nej-siger og måske endda også til senere at indtage en slags kompromissøgende måske-position. 4) Den demonstrerer ydermere, hvordan Melvilles selvstændighedstrang i forhold til USA’s erklærede litterære nationbuilding relativeres, da Melville på et tidspunkt – ikke mindst i de år, hvor han skriver poesi – begynder at forholde sig mere åbent til Europa og den gamle verdens kulturelle og litterære indflydelseskilder. 5) Sidst men ikke mindst er korrespondancen interessant, fordi den viser, hvordan Melville – trods stave- og skrivevanskeligheder, syns- og helbredsproblemer, personlig sorg, økonomiske trængsler, copyright-udfordringer og meget mere – alligevel formår at frembringe så substantielt og fuldgyldigt et værk.
I dag er det langt fra hele Melvilles korrespondance, som er bevaret. Melville gemte som regel ikke sine breve, heller ikke dem, som må have betydet mest for ham (dvs. brevene fra Hawhorne og fra storebroderen, der døde i England, og som Melville i en rum tid ikke vidste var død). Melvilles anstrengte forhold til breve og postinstanser er dækket i korrespondancen og siden skrevet direkte ind i hans fiktion. Fænomenet dead letters office behandles således i den korte fortælling om skriveren ”Bartleby”. Og i romanen Pierre, hvor romanens hovedpersonen til forveksling minder om Melville selv, brænder denne en omfattende korrespondance, så det næsten fremtræder som copy-paste fra Melvilles korrespondance.
Da Melville døde i 1891 var han – trods enkelte forskeres og visse trofaste læseres interesse – ikke den kanoniske forfatter, vi kender ham som i dag. Derfor var det også begrænset, hvor mange breve, folk havde valgt at bevare i Melvilles samtid. Gennem årene er der imidlertid jævnligt dukket breve op, som gør os klogere på forfatteren og mennesket Melville.
Det grundige arkæologiske arbejde med at placere breve til og fra Melville i en meningsfuld helhed kan den interesserede læser selv nyde godt af ved at læse bind 14, Correspondence, i The Writings of Herman Melville (The Nortwestern-Newberry Edition). Dette bind er redigeret af Lynn Horth og desuden suppleret med et omfattende noteapparat og grundige supplerende oplysninger om kontekst og brevformat m.v.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar