En rejse i Melvilles fodspor – The Melville Trail

Er man i Pittsfield, er der mulighed for at følge en såkaldt Melville Trail, der foruden Arrowhead indbefatter en række steder, som Melville frekventerede – først og fremmest mens han selv boede på Arrowhead, men også i forbindelse med sine familiebesøg i området både før og efter, han boede i Pittsfield.

Der er for eksempel mulighed for at besøge Hancock Shaker Village, som Melville og Hawthorne besøgte sammen. I dag fungerer den lille landsby som museum, hvor man kan få et fint indblik i Shakernes dagligdag.

 

Hancock Shaker Village

 

Man kan også besøge Cranes papirfabrik, i dag et museum, som Melville købte papir fra. Rejsen fra Arrowhead til Dalton, hvor fabrikken lå, og selve oplevelsen af papirfabrikken og dens arbejdere, inspirerede Melville til fortællingen ”The Paradise of Bachelors and the Tartarus of Maids”.

 

Crane Museum of Papermaking

 

Mount Greylock og Monument Mountain er andre stop på vejen. Førstnævnte er blandt andet berømt, fordi dets hvallignende form inspirerede Melville under arbejdet på romanen Moby-Dick. Melville kunne fra sit arbejdsværelse se direkte op på Mount Greylock, der i det fjerne skød sin højderyg stolt i vejret.

 

Mount Greylock fra Melvilles arbejdsværelse

 

Monument Mountain skylder i dag en del af sin berømmelse, at det var her Melville mødte Hawthorne. Det skete under den for amerikansk litteraturhistories vedkommende mytologiske Monument Mountain Picnic den 5. august 1850. Mødet med den ældre Hawthorne blev skelsættende for Melville, ikke mindst fordi hans kunstneriske ambitioner genopstod under deres samtaler. Kort tid efter dette første møde mellem de to forfattede Melville det, der på overfladen var en særdeles positiv anmeldelse af Hawthornes novellesamling Mosses From an Old Manse, men ”Hawthorne and His Mosses” er, hvis man læser indenad i lige så høj grad Melvilles personlige litterære uafhængighedserklæring.

 

Søren Frank ved foden af Monument Mountain

 

Et andet interessant sted på turen er rekonstruktionen af Hawthornes hus i udkanten af Lenox. Melville besøgte indimellem Hawthorne, mens han boede her, ligesom Hawthorne også foretog rejsen den anden vej for at besøge Melville på Arrowhead.

 

Søren Frank ved Hawthornes hus i Lenox

 

I Lenox ligger også den bygning, der tidligere var Curtis Hotel, hvor Melville mødtes med Hawthorne og overrakte ham et eksemplar af den netop udkomne Moby-Dick, der jo også var dedikeret til netop Hawthorne.

 

Det tidligere Curtis Hotel

 

Det kan for enhver, der interesserer sig for Melvilles værker, kun anbefales at besøge Arrowhead og følge Melville Trail. Melville kryber ganske enkelt mere ind under huden på én, når man har besøgt disse steder, og genlæsningen af hans værker – det være sig romanerne, novellerne, skitserne og digtene – opnår en anden intensitet end tidligere.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *