Melvilles værk ”The Paradise of Bachelors and the Tartarus of Maids” blev publiceret første gang i aprilnummeret af Harper’s i 1855. Værket er ligesom dobbelt-skitsen ”The Two Temples” skrevet efter 1853 i den periode, hvor Melville virkede som levebrødsskribent. Inspirationen til de to skitser kommer fra rejser og ekskursioner, Melville selv foretog. Inspirationen til første skitse stammer fra Melvilles rejse til London i 1849, hvor han blandt andet slog sine folder i området nær byporten til London, The Temple Bar, mens hans kæmpede for at få udgivet sine bøger og desuden deltog i flere middage og arrangementer i såvel Londons barmiljø som privat hos blandt andet forlæggeren Bentley. Inspirationen til skitsen om pigerne på papirmøllen stammer fra et besøg, Melville foretog på Carson’s Red Paper Mill i Massachusetts i januar 1851. Dette var et sted, som i folkemunde blev betegnet Devil’s Dungeons.
Fortællingens to skitser udfoldes under henholdsvis overskrifterne ”The Paradise of Bachelors” og ”The Tartarus of Maids”. Allerede titlen på værket sladrer om, at vi befinder os i modsætningsfyldt farvand. Her er himmel versus helvede, og her er et utvungent ungkarleliv i kontrast til trældommen i de tjenende, slidende (og måske eller måske-ikke jomfruelige) kvinders domæne. Selv uden jeg-fortællerens sporadiske forsøg på at binde de to vidt forskellige fortællinger sammen står det klart for læseren, at Melville er ude i et projekt, hvor han sammenligner to verdeners forskellige vilkår, dyder og problematikker. Fortællingen forekommer, som det vil fremgå, at have både et egentligt realistisk lag og et mere allegorisk et af slagsen.
Første fortælling tager sin begyndelse på en dejlig eftermiddag i maj, hvor fortælleren drager afsted til en middagsaftale med en flok ugifte advokater og jurastuderende. Sammen skal de nyde nogle timers ukompliceret og uforpligtende selskab. Middagen bliver afholdt i en højtbeliggende lejlighed nær fortællerens hotel på Trafalgar Square. Denne ungkarlelejlighed er indrettet med hyggelige og upretentiøse gamle møbler. Selskabet består af ni mænd fra ordenes privilegerede verden samt en militaristisk udseende tjener og så selvfølgelig fortælleren selv. I den del af sin dagbog, som omhandler Melvilles rejse til Europa i 1858-49, har Melville gjort optegnelser over de ni mænds baggrund og erhverv. Det er de selvsamme mænd, Melville efterfølgende har ladet genopstå i fortællingen her.
Ingen læsere vil være i tvivl om, at fortælleren er glad for at befinde sig i denne gamle verden, hvor det talte ord dyrkes, hvor der nydes liflig mad, og hvor de våde varer af alkoholisk tilsnit ”marcherer” ind på bordet i en lind strøm. I sin første fortælling fremskriver Melville således en verden præget af tradition, kultur og alt det, man må forestille sig prægede klublivet blandt engelske gentlemen midt i det 19. århundrede. Fortælleren omtaler ungkarlene som The Templars, en betegnelse som nok hentyder til lokaliteten, men som også vækker mindelser til de egentlige tempelriddere, som motiveret af deres tro drog i krig for at kæmpe for kristendommens indførelse rundt om i Europa i middelalderen. I fortællingen trækker Melville på et sprog båret af både militærets jargon samtidig med, at han demonstrerer sin stilsikre sans for æstetik og sprogets iboende muligheder. Nedennævnte passage stammer fra middagens sanselige og sorgløse univers, hvor der udfoldes et overflødighedshorn af mad, vin og – ikke mindst – sprog. Passagen er i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse blevet til følgende:
Om jeg husker ret, blev middagen indledt med oksehalesuppe. Dens behagelige smag og det fyldigt rødbrune skær fjernede min første forbløffelse over, at den i det væsentlige bestod af kuske-piske og dørvogter-kæppe (som mellemspil drak vi her et lille glas bordeaux). Næste tribut var Neptuns – pighvar; snehvid, kødet let at skille og tilpas gelatineret, ikke så fedtholdigt som skildpadde.
(Her nød vi et glas sherry). Da disse lette skyttekæder var forsvundet, marcherede gæstebudets tunge artilleri ind under anførsel af den velkendte generalissimo, oksestegen. Som adjudanter havde vi en bederyg, en fed kalkun, en kyllingepostej og en lang række andre pikante retter og som forløbere ni sølvkander med skummende øl. Da det tunge artilleri var gået samme vej som de lette skyttekæder, slog en udsøgt brigade af fuglevildt sig ned på bordet med lejrbålet tændt af rødmende karafler.
Tærter og desserter med utallige finessser fulgte; dernæst ost og kiks (som ceremoniel til vedligeholdelse af gode gamle vaner drak vi her et glas god gammel portvin).
Dugen blev nu fjernet, og som Blüchers armé, der kom ind til døden ved Waterloo, marcherede et frisk detachement af flasker nu ind og var ganske støvede efter deres ilmarch.
Alle disse troppemanøvrer overvågedes af en forbløffende gammel feltmarskal (jeg kan ikke få mig selv til at bruge det lidet ærefulde ord tjener) med snehvidt hår og snehvid serviet og et hoved som Sokrates. Midt i gæstebudets munterhed og optaget af vigtige anliggender ringeagtede han det at smile. Ærværdige mand!
(Herman Melvilles samlede værker, tillæg: En pibe kanaster og en redeye, Bindslev, 2015, s. 134).
Den første korte skitse slutter med, at selskabet bryder op, og ungkarlene søger tilbage mod deres respektive hybler for at læse Dekameron… med hvad deraf følger, fristes man til at tilføje: Fortælleren bryder selv op som den sidste, og på sin værts forespørgsel om, hvad han synes om ungkarlelivet på The Temple, svarer han: ”Sir this is the very Paradise of Bachelors!”
Hermed skifter scenen til en forgård til helvede i skitsen ”The Tartarus of Maids”. Hvor den første skitse repræsenterer England, Europa og den gamle verden, skaber Melville nu en indre kontrast i sit værk ved at bringe sine læsere med på en kanetur til et vinterkoldt, blegt og dystert sted i Den nye Verden. En sælger af frø (den slags, som skal blive til fremtidige afgrøder) drager afsted for at kigge på en mulig ny leverandør af det papir, han skal folde til små kuverter, som han kan sælge sine frø i. Efter en frostkold rejse når han frem til en ensomt beliggende papirmølle ledet af dubiøse mandeskikkelser (herunder en mandsling ved navn Cupido). Det hårde arbejde foretages af anæmiske (dvs. blodfattige), blege kvinder, som knokler til de segner, og som måske også udnyttes på andre måder. Melville portrætterer således næppe blot Den nye Verden i form af et moderne Amerika, hvor maskinkraft og teknologi råder som en uafvendelig del af industrialisering og globalisering. Blandt Melvilles stilistiske virkemidler er desuden et righoldigt symbolsprog og hans vanlige intertekstualitet. Udover at indeholde tydelige referencer til Dantes skærsild fremskriver Melville også et univers, som minder om folkeeventyrets verden af subtil og gedulgt sex, død og drift. Det er således næppe tilfældigt, når de fremherskende farver i denne skitse er sort, hvid og rød. Hesten, som vægrer sig ved at nærme sig papirmøllen, hedder ikke overraskende Black. Derudover er alt andet i fortællingen blegt eller hvidligt (fordi det hvide konnoterer død, renhed og jomfruelighed) eller rødt (fordi det røde selvfølgelig både er blodets og lidenskabens farve).
Melville slutter sin fortælling med at lade sin jeg-fortæller rejse fra det sted, hvor alt håb lades ude. Ikke overraskende mediterer fortælleren over det kontrastfyldte i de to miljøer.
I fortællingen her behandler Melville endnu engang store temaer som frihed, lighed, feminisme og retfærdighed. Og i fortællingen her formår Melville altså endnu engang at forvandle virkelige hændelser til fiktion samtidig med, at han skaber en refleksion over både politik og æstetik.
Videre læsning:
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial classics, 1962/2004). Samlingen indeholder alle Melvilles noveller, og introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs eller genlæs Brødrene Grimms eventyr og genoplev eventyrets sprog og farvekoder.
- Læs novellen ”The Two Temples” for at opleve et andet eksempel på tidlig globalisering i litteraturen generelt og i Melvilles værk i særdeleshed.
- Hvis man ønsker en videnskabeligt funderet læsning af Melvilles fortælling, kan man med fordel læse W.R. Thompsons ”’The Paradise of Bachelors and the Tartarus of Maids’: A Reinterpretation.” Artiklen er udgivet af Johns Hopkins University Press, men udkom oprindelig i American Quarterly, 9, No. 1 (foråret, 1957), ss. 34-45.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]