I 1847 begyndte Herman Melville så småt at arbejde på den roman, der skulle ende som Moby-Dick, og som skulle vise sig at blive en af de mest ambitiøse og komplekse romaner skrevet af en amerikansk forfatter. Romanen var med Melvilles egne ord oprindeligt udtænkt til blot at være ”a romance of adventure, founded upon certain wild legends in the Southern Sperm Whale Fisheries, and illustrated by the author’s own personal experience, of two years & more, as a harpooneer.” Med andre ord skulle romanen have været en fortsættelse af publikumssucces’erne Typee og Omoo. Melville, der selv havde tilbragt tid på et hvalfangerskib, var fascineret af havets lunefulde temperament og menneskets substantielle væren på havet. Men under arbejdet med romanen blev Melvilles tidligere megalomane ambitioner vakt påny, og han endte med at skrive en helt anden roman end først planlagt. Måske nok stadig en romance of adventure, men også en monstrøs roman, en wicked book, som han selv sagde, som både forlæggere og læsere havde svært ved at forstå. Moby-Dick udkom i 1851, først i England under titlen The Whale, dernæst i USA med titlen Moby-Dick; or, The Whale, og er en flerstrenget roman i den betydning, at romanen omfavner mange store tematikker, såsom religion, sociale forhold, den universelle sandhed og menneskets dyriske natur, ligesom den anvender en række forskellige stilarter og narrative teknikker.
På overfladen handler romanen imidlertid om den eventyrlystne Ishmael, der drager ud på det åbne hav for at deltage i en treårig lang hvaljagt. Ishmael melder sig som sømand ombord på skibet Pequod, og her stifter han bekendtskab med bl.a. Kaptajn Ahab, styrmand Starbucks og harpunererne Queequeg, Tashtego og Daggoo. I Melvilles samtid var hvalen et profitabelt dyr, der både gav mad, tøj og især olie til belysning. Derfor var der økonomisk mening i at jagte hvaler. Skibets kaptajn, Ahab, som render rundt med et træben, er dog på et hævntogt. Ahab mistede sit ene ben til den hvide hval Moby Dick, og Ahabs skjulte agenda er nu at dræbe den hvide hval, der spiste hans ben. Ishmaels hensigt med rejsen er noget anderledes, han ønsker at se verden.
Forinden afrejse siger Ishmael entusiastisk ”I want to see the world” til den pensionerede kaptajn Peleg, hvortil Peleg sarkastisk svarer: ”Can’t yee see the world from where you stand?” Spørgsmålet om, hvorvidt Ishamel ikke kan se verden fra, hvor han står – altså landjorden – baner vejen for Ishmaels rejse, fordi romanen på et dybere plan omhandler Ishmaels søgen efter en identitet og menneskets plads i en omskiftelig natur. Moby-Dick er således en roman om en søgen efter en universel samhørighed med naturen, og romanen glorificerer livets kredsløb inklusiv dennes dødelige fatalitet samtidig med, at den materielle menneskelige verden anses som overfladisk. Ligeledes bliver religion til et fænomen, der ikke har hjemme ude på havets dybder. I Moby-Dick er livet ombord på et skib en antimaterialistisk affære, hvor menneskenaturen bliver udfordret.
Skibet
Pequod fragter Ishmael og de andre sømænd væk fra det materialistiske, som her skal forstås som penge, prestigefyldte kontorjobs og religiøse anliggender, og muliggør en følelse af universel samhørighed med naturen. Livet ombord på et skib står i kontrast til landjordens trygge, statiske og stabile hverdag. Netop fordi skibet ikke er karakteriseret ved den sædvanlige stabile tilværelse, huser skibet en tilværelse, hvor sømændenes instinkter stimuleres konstant, og hvor deres kroppe ikke kører på autopilot, fordi arbejdet på et skib er dynamisk og delvist underlagt naturens uforudsigelighed. Pequod beskrives både som ”long seasoned and weather-stained” og som en ”cannibal of a craft, tricking herself forth in the chased bones of their enemies.” Pequod kan altså betragtes som et brutalt skib, nærmest en dødsmaskine, og denne dødsmaskine styres og kontrolleres af mændene ombord på skibet – i særdeleshed den monomaniske Ahab.
Livet ombord på Pequod er en ekstrem kropslig affære, hvilket demonstreres i de intense hvaljagter, hvor kroppen er en stor del af arbejdsprocessen. Under hvaljagterne stønner Queequeg, Tashtego og Daggoo som vilde dyr, mens de forsøger at dræbe kaskelothvaler. Melville bruger mange sider på disse (krigs)beskrivelser, hvor mennesket står over for naturen. I romanen findes ligeledes lange passager, som beskriver det nødvendige samarbejde mellem sømændene, Ahabs diktatoriske lederstil, den hierarkiske opdeling på skibet (baseret på sociale og racemæssige forskelle), sove- og spisevaner og hvalens anatomi. Melvilles roman formår udtømmende at beskrive de facetter, som udgør en hvaljagt i midten af 1800-tallets Amerika, mens der på samme tid diskuteres ontologiske spørgsmål.
Sandheden
Livet ombord på skibet er som sagt en tilværelse væk fra den materialistiske verden – her har Ishmael mulighed for at mærke bølgernes hjerteslag og vindens favntag. Sømændene er kommet ud på det åbne hav, hvor de støder sammen med naturen, og hvor verden åbenbarer sig for dem. Ishmael beskriver, hvordan en vagt på dækket i en ”enchanted air” munder ud i et tab af bevidsthed og krop:
No resolution could withstand it; in that dreamy mood losing all consciousness, at last my soul went out of my body; though my body still continued to sway as a pendulum will, long after the power which first moved it is withdrawn […] The waves, too, nodded their indolent crests; and across the wide trance of the sea, east nodded to west, and the sun over all […] with a shock I came back to life. (230)
Naturen formår at give Ishmael en følelse af tabt bevidsthed, men også en større indsigt i livet. Melville præsenterer naturen som uforståelig og kompleks, men tillader alligevel Ishmael at tilnærme sig en forståelse af naturens kompleksitet, fordi han bliver en del af naturen ude på havet, for eksempel når han står ansigt til ansigt med hvalerne eller et truende stormvejr. Havet indeholder et hierarki, der er opretholdt fra naturens side, som manifesterer en harmoni trods dens brutalitet – i modsætning til nogle af de konflikter sømændene står over for med Ahab som ”supreme lord”.
Naturen er omskiftelig, til tider er bølgerne fløjlsbløde, andre gange er det blå hav som et sultent rovdyr. Det ene øjeblik beskrives hvalen som en ”intelligent malignity”, et ”mortal monster” og en ”natural terror”, det andet øjeblik som en mytisk figur: ”the White Whale; a name, indeed, literally justified by his vivid aspect, when seen gliding at high noon through a dark blue sea, leaving a milky-way wake of creamy foam, all spangled with golden gleamings.” Hvalen symboliserer her en samhørighed med universet og fungerer som en naturkraft, der er større end landjordens restriktioner og materialisme. Men hvalen er dødelig: ”like man, the whale has lungs and warm blood.” Hvalen er altså ikke langt fra menneskets substans, og omvendt er menneskets ontologiske væren ikke langt fra hvalens. Havet derimod er sin egen herre: ”No mercy, no power but its own controls it […] the masterless ocean overruns the globe.” Melville har dedikeret Moby-Dick til den amerikanske forfatter Nathaniel Hawthorne, som han også skriver til under arbejdet med romanen:
We think that into no recorded mind has the intense feeling of the visable truth ever entered more deeply than into man’s. By visable truth, we mean the apprehension of the absolute condition of present things as they strike the eye of the man who fears them not, though they do their worst to him […] If any of those other Powers choose to withhold certain secrets, let them; that does not impair my sovereignty in myself […] perhaps, after all, there is no secret.
Denne sandhed eller hemmelighed, hvis den altså eksisterer, er ikke at finde i mennesket. Derimod skal den omtalte sandhed findes i naturen, men denne natur lader til at holde på disse hemmeligheder. Ishmaels tanker er centreret omkring denne sandhed eller mening med livet. Han spørger sig selv: ”why is almost every robust healthy boy with a robust healthy soul in him, at some time or other crazy to go to sea?” Dette spørgsmål besvarer Ishmael selv en side senere i romanen: ”Surely this is not without meaning […] [that] image, we ourselves see in all rivers and oceans. It is the image of the ungraspable phantom of life; and this is the key to it all.” Moby-Dick bliver en roman, der rummer forsøgsvise svar på mange af de store spørgsmål, fordi, som Ishmael siger: ”Nothing exists in itself.” Ude på havet oplever mennesket sig selv som en del af større helhed. Der er en konstant sitrende nerve i romanen, i menneskets konstante kamp mod naturen, som når et klimaks i den afsluttende kamp mod Moby Dick. Døden og naturen går hånd i hånd hos Melville. Døden er en del af livets kredsløb og derved uundgåelig. Romanens afsluttende sætning, ”then all collapsed, and the great shroud of the sea rolled on as it rolled five thousand years ago”, giver læseren kuldegysninger og indikerer, at historien gentager sig selv i menneskets kamp efter at underminere naturen.
Melvilles litterære sammenblanding af lyriske beskrivelser af vinden og havet, de voldsomme realistiske skildringer af hvaljagten og de nøgterne leksikonlignende kapitler af skibsfacetter giver en komplet sammensmeltning af naturens romantiske side og naturens barske virkelighed – det må siges, at Melville lykkedes med sin mission om at skrive en romance of adventure. ”Yes, the world’s a ship on it’s passage out, and not a voyage complete; and the pulpit is its prow” tænker Ishmael, inden han går ombord på Pequod. Denne sætning indeholder alle de førnævnte tematikker, og Melville har forsynet Moby-Dick med eksistentiel og ontologisk tankegods fra start til slut, hvilket da også bevirker, at romanen kan være noget af en mundfuld – ikke desto mindre vil vi opfordre til at læse Moby-Dick, fordi denne litterære klassiker tackler relevante problemstillinger, såsom menneskets ihærdige ønske om at kontrollere en (måske) ukontrollerbar natur og menneskets søgen efter frigørelse.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Ditte Hede Haugstrup[/typography]