”Hawthorne and His Mosses” er et essay, som Melville skrev og fik udgivet anonymt i magasinet The New York Literary World som to udgivelser i august 1850. Melville gemte sig bag betegnelsen ”a Virginian spending July in Vermont”, selvom Melville ikke selv var fra Virginia.
Forud for essayet var gået en skovtur blandt litterater – den i amerikansk litteraturhistorie mytiske picnic på Monument Mountain i Berkshires – hvor Melville mødte den 15 år ældre forfatterkollega Nathaniel Hawthorne (1804-1864). De to mænd følte sig umiddelbart forbundne, og under et pludseligt uvejr måtte de søge ly i en klippegrotte og isolerede sig dermed fra det øvrige selskab og talte efterfølgende sammen i flere timer. Her kom de rundt om det litterære landskab i Amerika og sikkert også meget andet. Det var i forbindelse med dette møde, som blev en åbenbaring for Melville, at de to mænds venskab blev etableret. Da Melville mødte Hawthorne, havde han endnu intet læst fra dennes hånd. Melville havde dog kort forinden fået Mosses from an Old Manse (1846) foræret som gave af sin tante Mary. Han læste bogen straks efter mødet med Hawthorne, blev stærkt begejstret – ”But already I feel that this Hawthorne has dropped germinous seeds into my soul” – og skrev efterfølgende ”Hawthorne and His Mosses”, som skulle vise sig at være meget mere end en anmeldelse. Efter udgivelsen udtrykte Hawthornes kone Sophia således taknemmelighed over, at der endelig var én, som anerkendte Hawthornes forfatterskab i fuld offentlighed.
Men hvad er ”Hawthorne and His Mosses” for en tekst? Ja, først – og ikke nødvendigvis vigtigst – er essayet en hyldest til Hawthorne, som Melville med udgangspunkt i en eksplicit romantisk geniæstetik mente fortjente et ry på højde med Shakespeares. For det andet er essayet Melvilles bidrag til den litterært-kulturelle nation-building, som transcendentalisten Emerson i 1837 havde skudt i gang med sin litterære uafhængighedserklæring ”The American Scholar”.
Believe me, my friends, that Shakespeares are this day being born on the banks of the Ohio. And the day will come, when you shall say who reads a book by an Englishman that is a modern?
”Hawthorne and His Mosses” kan for det tredje læses som et opgør med ja-sigere som Emerson, Fuller, Whitman og Thoreau og deres linje inden for den amerikanske renæssance. Melville kritiserer i essayet transcendentalisterne for at kaste ”det mørke” af sig og ikke vedgå sig lidelse, kaos og arvesynd.
Et fjerde motiv for Melville – og vel ret beset det vigtigste – er at foregribe (ved selv at iscenesætte!) det, som med tiden skal udgøre hans eget litterære eftermæle. ”Hawthorne and His Mosses” er kort sagt at betragte som forfatteren Melvilles personlige litterære uafhængighedserklæring, ja teksten er vel nærmest et decideret manifest – et manifest om det kommende amerikanske forfattergeni, om at turde tackle ”infinite subjects” og om at have ”plenty of sea-room to tell the Truth in”. Melville foretog i tiden omkring essayet og efter mødet med Hawthorne det vitale gearskifte i forbindelse med arbejdet på Moby-Dick (1851). Romanen skulle være udkommet i efteråret 1850, og den skulle blot have været en hvalroman komponeret efter lignende principper som Typee (1846) og Omoo (1847). Men mødet med Hawthorne gav Melville en fornyet tro på egne evner og lysten til endnu en gang at prioritere de kunstneriske ambitioner fremfor at please forlæggere og læsere (Mardi var første gang, Melville vovede sig ud på kunstnerisk dybt vand, og romanen blev som bekendt en stor fiasko). Implicit forstår man, at det måske snarere end Hawthorne er Melville selv, der er den amerikanske Shakespeare:
if Shakespeare has not been equalled, he is sure to be surpassed, and surpassed by an American born now or yet to be born.
Melville brød altså i sommeren 1850 med sin tidligere skrivestil, skrev den kanoniske Moby-Dick, der først udkom i november 1851 efter et ekstra års hårde fødselsveer, og bød ind med en litteratur, som var distinkt anderledes end anden amerikansk litteratur. En litteratur, som skulle vise sig at tematisere det svære i livet og forholde sig til menneskelige grundvilkår og kampen mod det store intet.
Stilen i essayet er værd at bemærke, fordi den er poetisk og klart mere vidtløftig, end vi kender den fra Melvilles øvrige anmeldelser. Melville søger i essayet at etablere USA – America – som et land med en manifest skæbne, politisk overlegenhed og en reel mulighed for at gøre op med landets litterære mindreværd over for Europa og europæisk litteratur:
no American writer should write like an Englishman, or a Frenchman. Let us away with this leaven of literary flunkeyism towards us. While we are rapidly preparing for that political supremacy among the nations, which prophetically awaits us at the close of the present century; in a literary point of view, we are deplorably unprepared for it; and we seem studious to remain so.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen og Søren Frank[/typography]
Skriv et svar