Berkshires i New England er kendt for mange ting. Landskabet er grønt og frodigt, bakket og bjerget. Mount Greylock troner stolt i området. Derudover er det skovene, der fylder ens blik. Og floderne. Housatonic River for eksempel.
Er man til litteratur, så kan man i Berkshires besøge både William Cullen Bryants Homestead og The Mount, der var Edith Whartons hjem. Tæt ved Monument Mountain ligger også W.E.B. du Bois’ tidligere hjem. Men når man har nævnt Mount Greylock, så er den mest nærliggende forfatter at tænke på selvfølgelig Herman Melville og hans farm Arrowhead. Den besøgte jeg i efteråret 2016. Fra sit arbejdsværelse på første sal på Arrowhead havde Melville udsigt til Mount Greylock, der ifølge ham havde form som en hval, og som derfor var en daglig inspirationskilde for ham under hans ofte anstrengende og krævende arbejde på det manuskript, der skulle blive til romanen Moby-Dick (1851).
Arrowhead er beliggende på Holmes Road i den sydøstlige udkant af Pittsfield i Massachusetts. I dag er farmen et museum indrettet nogenlunde i tråd med, hvordan rummene så ud på Melvilles tid. Den berømte skorsten, som Melville skriver om i ”I and My Chimney” står stadig som husets fyldige, solide akse, og på nordsiden kan man sidde på den veranda, Melville skriver om i ”The Piazza”. Udenfor, lidt vest for den store røde lade, hvortil Melville fortrak sammen med sine mandlige venner for at ryge cigarer, kan man sågar møde hanen Herman, der bringer associationer frem til hanen i ”Cock-A-Doodle-Doo!”, hvis aristokratiske galen får fortælleren (Melville) til febrilsk at lede efter den rundt i det omkringliggende landskab.
Foruden stuen med den for kvinderne i Melville-husholdningen alt for fyldige og ubrugelige skorsten, så er der især to rum, der er værd at nævne. Det ene er Melvilles soveværelse, der i folkemunde blev kaldt Grand Central Station. Ikke så meget fordi Melville ofte havde besøg af diverse erotiske damebekendtskaber i sit soveværelse – det havde han vist nok ikke – men snarere fordi soveværelset var udstyret med fem døre og var omringet af værelser, hvor ”Melvilles kvinder” boede – hans egen moder, hans søstre og hans døtre. Når man står i Melvilles soveværelse, får man en klar fornemmelse af, hvor lidt privatliv den store forfatter havde – medmindre han befandt sig i sit arbejdsværelse.
Og det gjorde han ofte og til tider også længe af gangen. Arbejdsværelset med udsigten til Mount Greylock nord for Arrowhead og Pittsfield er selvfølgelig det andet rum, der påkalder ekstra interesse. Det var her, han isolerede sig og ikke tålte afbrydelser under de hårde fødselsveer, der prægede ham under arbejdet på Moby-Dick. En artig overraskelse er det, at Melville faktisk lod indrette et lille rum ved siden af arbejdsværelset til Hawthorne, til når denne besøgte Melville på Arrowhead, og de to forfattere skulle tale ”ontological heroics”, mens de nød en brandy.
Mit besøg på Arrowhead var i øvrigt beriget med et spøjst kuriosum. Jeg blev nemlig vist rundt på farmen af en ung kvindelig guide (pigen på billedet herover). Da hun hørte, at jeg forskede i Melville, blev hun i første omgang synligt nervøs, men for mig tilhørte hun ganske enkelt stedet, da det viste sig, at hun var efterkommer af Charles Ramsdell. Ramsdell var den uheldige, der blev udvalgt blandt de overlevende efter Essex’s forlis til at skyde Owen Coffin, den endnu mere uheldige, som havde trukket det korteste strå, da besætningen skulle beslutte sig for, hvem der skulle spises af de øvrige. Melville var, som mange vil vide, inspireret af fortællingerne om Essex’s forlis, ligesom han var dybt fascineret af skibets overlevende kaptajn George Pollard, hvem han mødte personligt under sit besøg på Nantucket i juli 1852, og om hvem han senere skrev, at han var ”the most impressive man, tho’ wholly unassuming, even humble—that I ever encountered”.
Skriv et svar