”The Piazza” udgør den indledende fortælling i novellesamlingen The Piazza Tales fra 1856. Denne novellesamling består af seks kortere fortællinger, herunder blandt andet de legendariske fortællinger ”Bartleby, the Scrivener” og ”Benito Cereno”.
Alle fortællingerne pånær ”The Piazza” var oprindeligt udgivet i Putnam’s Monthly Magazine i 1853-55. Med ”The Piazza” – som Melville formentlig skrev i januar-februar 1856 – ønskede Melville at binde samlingens fortællinger tættere sammen, end de forskelligartede fortællinger ellers inviterede til. Men faktisk kan ”The Piazza” godt siges at udgøre en ramme for de øvrige fortællinger, hvis man forestiller sig verandaen som det kreative rum, hvorfra fortællingerne opstod og udgik for den Melville, som selv boede i et hjem med udsigt til bjergenes svar på Karl den Store, Mount Greylock.
Handlingen er i korte træk den, at en jeg-fortæller præsenterer sit hjem, som ligger i naturskønne omgivelser. Fortælleren vil gerne have en veranda, som omkranser hele huset, fordi der er smukt i alle retninger. Det rækker pengene ikke til, så han vælger til sidst – trods drillerier over valget – at lade verandaen vende mod nord, hvor det smukke bjerg Greylock knejser i al slags vejr. Efter en periode med sygdom sidder fortælleren på sin veranda og drømmer. I det fjerne fanges sollyset i en rude på et afsidesliggende hus. Dermed sættes fantasien i sving hos både fortæller og læser. I en stemning præget af trylleri og med tydelige referencer til blandt andet Shakespeares En skærsommernats drøm ”rejser” jeg-fortælleren på hesteryg og/eller ved tankens kraft langt ud i skoven, fordi han forestiller sig, at den person, som bor derude, må leve et fortryllende og misundelsesværdigt liv.
”The Piazza” er gennemsyret af og tematiserer lyst og længsel. Længsel efter at rejse ud, længsel efter kærlighed eller efter nogle andre værensbetingelser. Vendingen ”græsset er altid grønnere på den anden side” virker kort sagt som skabt til ”The Piazza”.
Følgende (og igen sandsynligvis imaginære) ordveksling mellem novellens fortæller og eneboersken Marianna finder sted hen mod slutningen af fortællingen. Bemærk desuden ellipsen, det vil sige den udeladelse, som læseren selv må udfylde mellem ordvekslingen og fortællerens ”Nok om det.” Her kan læsere med blik for kærlighedens potentialitet uden de store vanskeligheder forestille sig et erotisk møde mellem to ensomme mennesker. Den omtalte passage fra afslutningen er i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse blevet til:
”Oh, hvis jeg bare én gang kunne komme over til det hus og se den lykkelige, som bor der! En tåbelig tanke: hvorfor tænker jeg sådan? Er det, fordi jeg lever så ensom og intet ved?”
”Jeg ved heller ikke noget, så derfor kan jeg ikke svare, men for din skyld, Marianna, ville jeg ønske, at jeg var den lykkelige i det lykkelige hus, du drømmer, at du kan se, for så ville du se ham nu, og som du selv siger, ville du slippe for denne kedsomhed.”
– Nok om det. Jeg søsætter aldrig igen min skude efter alfeland; jeg holder mig til verandaen. Den er min kongeloge, og dette amfiteater er mit Teatro San Carlo. Ja, sceneriet er magisk – illusionen er fuldkommen. Og min primadonna frøken Englærke spiller her sin store rolle, og når jeg inddrikker hendes solopgangs-node, der på Memnon-vis synes anslået fra det gyldne vindue, hvor fjern er da ikke det matte ansigt bag ruden.
Men om natten, når gardinet trækkes for, kommer sandheden ind sammen med mørket. Intet lys skinner fra bjerget. Frem og tilbage går jeg på verandadækket og hjemsøges af Mariannas ansigt og af mangen lige så sandfærdig historie.
(Herman Melvilles samlede værker, fra bind 6 Veranda-fortællinger, Bondefangeren, John Marr og Billy Budd – sømand, Bindslev, 2014, s. 23).
Det er en yderst stilsikker Melville, der er i arbejde i fortællingen her. De intertekstuelle referencer til blandt andet Milton, Spencer og Shakespeare er velvalgte. Længslens sprog er fremherskende og desuden præget af savnet af det maritime og udlængslen mod det liv, som prægede Melvilles tidligere rejser i – og romanerne fra – Sydhavet. Havmetaforikken er fremherskende, og ”The Piazza” synes at foregribe en mere poetisk Melville, som senere skal blive udfoldet i hans omfattende lyriske værk.
Med ”The Piazza” og de øvrige fortællinger i The Piazza Tales formår Melville altså at ramme en stil, som falder i læsernes smag på en måde, som han ikke havde formået i sin samtid med hverken Moby-Dick eller den senere roman Pierre, som læsere og anmeldere dengang fandt skandaløs.
Desværre kastede novellesamlingen trods sine gode anmeldelser ikke meget af sig for den økonomisk betrængte Melville. Der blev kun solgt 1.047 eksemplarer til en stykpris af l dollar, hvilket ikke engang var nok til at dække udgifterne.
Videre læsning:
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Herman Melville: Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial classics, 1962/2004). Samlingen indeholder alle Melvilles noveller, og introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs nogle af Edgar Allan Poes fortællinger eller værker af Melvilles forbillede og ven Nathaniel Hawthorne og fornem, hvorfra Melville blandt andet kan have fået inspiration til sin mørke romantik.
- Læs Shakespeares A Midsummer Night’s Dream for at få større udbytte af det fortryllede og fortryllende univers, som Melville fremskriver i sin novelle.
- Læs Melvilles roman Pierre for at opleve en anden af de sjældne ”Mand møder kvinde-scener” i Melvilles fiktive univers.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]