
”Cock-A-Doodle-Doo! Or, The Crowing of the Nobel Cock Beneventano” er publiseret samtidig med Melvilles legendariske fortælling om skriveren Bartleby. ”Cock-A-Doodle-Doo!” udkom imidlertid i et andet tidsskrift – nemlig i Harper’s Magazine – hvilket måske kan undre, da de to fortællinger ofte opfattes som tematisk beslægtet. Først i 1922 bliver novellen ”Cock-A-Doodle-Doo!” udgivet i bogform, hvilket sker i forbindelse med udgivelsen af samlingen The Apple-Tree Table and Other Sketches. Melvilles korte fortællinger fik generelt en gunstig modtagelse og havde mange læsere. Dette menes også at gøre sig gældende for denne fortælling.
Novellen om den ædle hane bliver fortalt af en jeg-fortæller, som besidder mange lighedstræk med Melville, og som desuden bor i et område, som til forveksling minder om Melvilles hjemegn omkring Arrowhead i Pittsfield. Fortælleren er økonomisk trængt, sådan som Melville også var det, han er belæst, og glæden ved en god porter fornægter sig ikke. Melville skrev fortællingen i foråret, og der er ifølge sekundær-litteraturen grund til at tro, at Melville havde præcis den natur og det vejrlig uden for sit hjem, som fortælleren skildrer. Måske var Melvilles sindsstemning også samstemmende med fortællerens, som tydeligvis har ”the blues” ved fortællingens begyndelse. Her følger et sammendrag af handlingen:
Foråret melder sig med kulde, dis, fugt og ubehag. Fortælleren ligger søvnløs og tung af mismod i sin seng, mens han filosoferer over livets uretfærdighed og andre af livets ubehagelige tilskikkelser. Selv har han mistet en ven til den moderne jernbane, som løber tværs igennem både denne egn og naboegnen. Alt var tydeligvis bedre i gamle dage. Og for at det ikke skal være løgn, minder toget med dets velhavende passagerer også fortælleren om, at der findes andre rejsende, som det er forundt at rejse ud, uden at det smadrer deres økonomi af den grund. Mismodet er så tydeligt, at det finder helt ind i fortællerens sprog. Han kalder således verden elendig og sammenligner himlen med et ligklæde. Faktisk går fortælleren på sin første morgentur så duknakket afsted, at han næsten har snuden i den jord, han ikke kan lade være at tænke på, fordi den minder ham om døden. Sortsynet hærger, fortælleren bander det larmende tog ned i helvede og beder desuden om, at hans plageånd – en særligt ihærdig kreditor – må gå samme vej. Den tungsindige meditation synes at fortsætte i det uendelige, men så hører fortælleren pludselig en lyd, som sender mismodet og dæmonerne på himmelflugt. En hane galer, og sikken en lyd. Det kan bestemt ikke være nogen helt almindelig hane, tænker fortælleren og fortsætter ad følgende tankespor, som i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse er blevet til nedennævnte karakteristiske passage:
Hør igen! Hvis hane er det? Hvem har her på egnen råd til at købe en så ganske særlig Shanghai-hane? Hvor det da ildner mit blod – jeg føler mig helt ustyrlig. Skulle jeg stå op på denne rådne gamle træstamme og baske med armene og selv give mig til at gale? Netop her i min sørgmodighed. Og alt det på grund af et simpelt hanegal. Forunderlige hane! Men rolig – nu galer han energisk, men det er stadig morgen; lad os se, hvordan han galer ved middagstid, og når mørket falder på. Kommer i tanker om, at haner galer mest energisk først på dagen. Gejsten varer ikke ved. Ja, ja, selv haner må bukke under for de universelle trængsler: først jubler de, men siden hænger de med næbbet.
I morgenstundens pryd
galer vi raske haner af fryd.
Men når mørket falder på, galer vi ikke stort,
For da kommer vor sorg og sjæletort.
Digteren havde netop denne Shanghai-hane i tankerne, da han skrev det.
(Herman Melvilles samlede værker, tillæg: En pibe kanaster og en redeye, Bindslev, 2015, s. 73).
Den digter, som fortælleren (og Melville) sigter til, er William Wordsworth og dennes digt ”Resolution and Independence” (1807), hvorfra Melville parodierer både en strofe og denne poets stil. (Wordsworths romantiske digt handler ikke om haner, men om poeter.)
Sjældent opløftet går fortælleren hjem for at spise sin morgenmad. Freden varer ikke længe, så dukker plageånden op og kræver gælden indfriet. Først forsøger fortælleren at byde på et glas af den porter, han selv nyder, mens han med benene oppe læser Tristram Shandy. Dette bliver kreditoren vred over, for han finder det forkasteligt, at fortælleren godt kan dandere den og drikke øl, men derimod ikke betale sin gæld. Fortælleren – der stadig er under indflydelse af den stolte hane og dens galen – lover øretæver, hvilket driver hans plageånd på porten.

I dagene derefter går fortælleren på jagt efter hanen og spørger høj og lav, om de kender til hanen. Fortælleren vil gerne have fingrene i hanen, for den formår at indgyde ham selvtillid og gejst. Først har han ikke heldet med sig, men en dag, da en brændesaver kommer forbi – også for at kræve et udestående betalt – bliver læserne præsenteret for den mand, som senere skal vise sig at være hanens ejermand. Den fattige brændesaver får lidt af sin hyre, men ikke alle pengene. Til gengæld lover fortælleren at komme forbi med resten en anden dag. Undervejs i fortællingen optager fortælleren nye lån, og selvom han ikke ejer alverden, opgiver han ikke at købe hanen, hvis ellers han finder den. En dag, da han er på vej ud for at betale den fattige brændesaver Merrymusk den resterende del af gælden tilbage, opdager han, at galet fra den forjættende hane kommer nærmere i takt med, at han nærmer sig Merrymusks hjem. Fortælleren møder Merrymusk uden for dennes usle rønne. Fattigdommen er til at tage og føle på, men her er tilsyneladende også kærlighed. Og sex fristes man til at sige. Merrymusk vedgår sig, at han er hanens ejermand, og hanen knejser da også stolt i det lille hjem, hvor en bleg og gennemsigtig hustru hviler sig sammen med en underernæret børneflok. Fortælleren tilbyder at købe hanen – som han kalder Beneventano – for en stor sum penge, som han ikke har. Men den glade og selvtillidsfulde Merrymusk vil ikke sælge sin hane, som han selv kalder Trumpet. Fortælleren går uden at betale sin resterende gæld tilbage, og novellen slutter med, at fortælleren senere kommer på besøg, blot for at opdage, at Merrymusk er død. I samme moment dør også den udpinte kone, børnene og den før så stolte hane. Fortælleren begraver familien og hanen. Og tillige dermed: sit eget mismod.
Hvis man skal pege på nogle markante stiltræk i forbindelse med Melvilles fortælling, er det, at Melville endnu engang tager alvorlige emner op (herunder eksempelvis det moderne menneskes værensbetingelser, fattigdom, gæld, samt ikke mindst sin egen tids kultur, hvor kvinder var underlagt seksuel undertrykkelse og ofte lå underdrejet i forbindelse med alt for mange børnefødsler). Melville sætter problemerne til debat på en måde, som er båret af satire, ironi og utallige intertekstuelle referencer. Særligt karakteristisk for denne novelle, såvel som for fortællingerne ”I and My Chimney” og ”The Paradise of Bachelors and the Tartarus of Maids”, er et sprog, hvor symbolikken og de seksuelle metaforer er særligt fremherskende. Der bliver med andre ord ikke stukket noget under stolen, og novellen åbner desuden for utallige fortolkningsmuligheder. Blandt litteraturhistorikerne er der således dem, der læser novellen som en samtidskritik af de forhold, som er nævnt ovenfor; andre opfatter værket som en parodi på Wordsworths poesi; og atter andre mener, at Melville er ude i en kritik af den samtidige transcendentalistiske bevægelse, hvori blandt andet forfatterkollegaen Henry David Thoreau gjorde sig gældende. Der forekommer således også flere referencer til Thoreau og hans værker i novellen her.
Videre læsning:
- Læs fortællingerne ”I and My Chimney” og ”The Paradise of Bachelors and the Tartarus of Maids” for at se andre eksempler på, hvordan Melville ekpliciterer og udfolder et sprog med mange og tydelige seksuelle metaforer.
- Læs fortællingen ”Bartleby, the Scrivener” for at få udbygget forståelsen af Melvilles univers der, hvor det gør allermest ondt.
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Herman Melville: Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial classics, 1962/2004). Samlingen indeholder alle Melvilles noveller, og introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs William Wordsworths digt ”Resolution and Independence” (1807), som Melville tager under kærlig behandling i sin fortælling.
- Gå på nettet og find nogle af de meget forskelligartede analyser af novellen. Udvalget er stort, og man finder såvel analyser, som fokuserer på kritikken af den samtidige transcendentalistiske bevægelse og læsninger, hvor det er Wordsworth og Melvilles intertekstuelle inspiration, som er i fokus.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]