”The Happy Failure: A Story of the River Hudson”

Melvilles korte novelle ”The Happy Failure: A Story of the River Hudson” udkom i magasinet Harper’s i 1854, hvortil Melville sendte sine noveller for at kunne overkomme ”rudekuverterne” efter, at han havde oplevet fiasko med sine filosofiske og stort anlagte romaner Moby-Dick (1851) og Pierre (1852). Titlen på novellen er oxymeronisk og desuden et hint til det generelt flertydige i Melvilles værker. Også undertitlen er karakteristisk for Melville, som gerne vil være præcis, men som er det på en drilsk og finurlig måde. Med dette æstetiske greb kalder Melville på smilet midt i alvoren, og får skabt en perle fuld af uudtalte meninger.En perle, som byder på mange fortolkningsmuligheder. Fiaskoer er normalt ikke lykkelige, men som det vil fremgå af det følgende referat, rejser et lille selvskab mod strømmen op ad River Hudson for der at opleve held i uheld.

Fortællingen begynder med, at novellens unge jegfortæller møder sin onkel og dennes underordnede (en ældre sort mand ved navn Yorpi) på flodbredden en dejlig morgenstund. I disse år, hvor videnskab- og oplysningstænkning kulminerer, øjnede mange berømmelse og let tjente penge. Hvem ville desuden ikke gerne have del i det moderne liv og være med på opturen? Det vil fortællerens onkel tilsyneladende. Den ældre mand har nemlig lidt mange afsavn og slidt på sin opfindelse i årevis. Nu skal opfindelsen testes i hemmelighed, patenteres og forhåbentlig gøre ham berømt. Paranoidt kigger onklen sig over skulderen, mens selskabet bakser en sfinksagtig og uudgrundelig kasse ombord på en lille båd. De vil fragte den værdifulde last op ad floden til et afsidesliggende og velvalgt teststed, som skal udgøre deres laboratorium.

”Er det, det vidunderlige apparat?”, spørger den forundrede jegfortæller; og det er det selvfølgelig, selvom det snart skal vise sig, at apparatet er knap så vidunderligt endda. Følgende ordveksling mellem jegfortælleren og dennes onkel er holdt i den satirisk, opbyggelige og joviale tone, som er så klassisk for Melville. Melvilles glæde ved det allegoriske er desuden tydelig i den citerede passage; og den læser, som er fortrolig med Melvilles egne digre vanskeligheder i forhold til økonomi og forfattervirksomhed vil dårligt kunne undgå at bemærke novellens selvbiografiske elementer:

”I am glad, dear uncle, you have revealed to me at last the nature and end of your great experiment. It is the effectual draining of swamps; an attempt, dear uncle, in which, if you do but succeed (as I know you will), you will earn the glory denied to a Roman emperor. He tried to drain the Pontine march, but failed.”

”The world has shot ahead the length of its own diameter since then,” quoth my uncle, proudly. ”If that Roman emperor were here, I’d show him what can be done in the present enlightened age.”

Seeing my good uncle so far mollified now as to be quite self-complacent, I ventured another remark.

”This is a rather severe, hot pull, dear uncle.”

”Glory is not to be gained, youngster, without pulling hard for it – against the stream, too, as we do now. The natural tendency of man, in the mass, is to go down with the universal current into oblivion.”

”But why pull so far, dear uncle, upon the present occasion? Why pull ten miles for it? You do but propose, as I understand it, to put to the actual test this admirable invention of yours. And could it not be tested almost anywhere?”

”Simple boy,”quoth my uncle, “Would you have some malignantspy steal from me the fruits of ten long years of high-hearted, persevering endeavor? Solitary in my scheme, I go to a solitary place to test it. If I fail – for all things are possible – no one out of the family will know it. If I succeed, secure in the secrecy of my invention, I can boldly demand any price for its publication.”

”Pardon me, dear uncle; you are wiser than I.”

(Great Short Works of Herman Melville, New York: Perennial Classics, 1962/2004, s. 181-182).

Efter ovennævnte ordskifte kæmper de tre mænd sig prustende og svedende mod strømmen til det sted, hvor opfindelsen skal stå sin prøve.

Onklen er tegnet som en ældre Ole-Opfinder type, som ikke lader Pontoppidans ingeniør Lykke-Per Sidenius noget tilbage at ønske i forhold til visioner og drømme. Også han håber at blive kendt og spinde guld på sit projekt. Ved naturvidenskabelig nytænkning, samt hydraulisk og hydrostatisk arbejde vil hans forunderlige opfindelse kunne tørlægge de store sumpe og skabe mulighed for hurtigt tjente penge for opfinderen og den, som på børsen tør investere i opfindelsen og det mageløse projekt.

Omsider når selskabet sit bestemmelsessted og eksperimentet tager sin begyndelse. Men ak! Apparatet – med dets slanger og sindrige anordninger – virker ikke efter hensigten. Onklen bliver hidsig og giver sig til at kyle gummislanger og dele af apparaturet i floden. Kassen skal netop til at gå samme vej, da onklen besinder sig. Måske den gamle trækasse (en allegori for det kendte og velprøvede fra tiden før dampskibene) trods alt kan finde anvendelse. Modsat forventet ender onklen med at være glad og lettet. Nu kan han glædes over at gøre det han kan lide uden at mærke presset på sine skuldre.

Hvis man vælger at læse ”The Happy Failure” som en allegori over berømmelsen og dens væsen, vil man ikke kunne undgå at se parallellerne til en anden af Melvilles noveller, nemlig ”The Fiddler,” som udkom anonymt samme år og i samme tidsskift. Også novellens struktur, stil, tone, udsigelsesmæssige forhold og autofiktive elementer er identiske.

Både ”The Happy Failure” og ”The Fiddler” tematiserer berømmelsen og dens væsen. Det er fint at være god til noget, det er ok at gå mod strømmen for at realisere det anderledes, men det er skidt at ville berømmelsen for berømmelsens egen skyld. Fortællerens onkel ender med at glæde sig over fiaskoen, som viser sig at blive til held i uheld for ham.

Mon ikke Melville havde brug for at sige noget lignende til sig selv for at kunne sætte sig op til at fortsætte forfattergerningen, og kampen mod kreditorer samt kritiske læsere og anmeldere i sin samtid?

Videre læsning:

• Læs ”The Fiddler” og gå på jagt efter de mange paralleller mellem de to noveller.
• Læs Melvilles senere roman The Confidence-Man, som bygger videre på nogle af de forhold, som ”The Happy Failure” tematiserer.
• Melville, Herman: Great Short Works of Herman Melville, New York: Perennial Classics, 1962/2004. Samlingen indeholder alle Melvilles noveller, og introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles noveller.
• Parker, Hershel: Herman Melville – A Biography, Volume 1-2, Baltimore: The Johns Hopkins UP, 2002.
• Delbanco, Andrew: Melville: His World and Work, London: Vintage Books, 2005.

[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]