”The Fiddler”

So my poem is damned, and immortal fame is not for me! I am nobody forever and ever. Intolerable fate!

Snatching my hat, I dashed down the criticism, and rushed out into Broadway…

Ifølge Warner Berthoffs introduktion til Great Short Works of Herman Melville indeholder Melvilles fortællinger fra især 1853-56 en ”konstant autobiografisk byrde.” ”The Fiddler” – som udkom anonymt i Harper’s i 1854 – er ingen undtagelse, hvilket allerede de indledende linjer vidner om.

Her følger først et referat: Poeten Helmstone (Melvilles alter ego) og novellens jegfortæller skynder sig ned på Broadway efter, at et af hans digte har fået en ublid medfart af en anmelder. Her bliver Helmstone antastet af vennen Standard, som forsøger at lokke ham med i cirkus for at se en ganske særlig klovn. Først vil Helmstone ikke med. Han er kun optaget af sit eget, ekstremt selvhenførende og mistænker desuden Standard for at ville holde ham for nar. Ved cirkusset møder de to mænd imidlertid en bekendt til Standard. Den cirka fyrreårige mand, Hautboy er rund, positiv og opbyggelig; og det lykkes ham da også at få overtalt Helmstone til at gå med. I cirkus kan Helmstone ikke få øjnene fra den glade Hautboy, som optager ham langt mere end klovnen gør. Hautboy er nok blevet grå i toppen, men hans begejstring og lethed vækker hos Helmstone mindelser til barnet og dets ukomplicerede tilgang til tilværelsen. Da forestillingen er slut, går de tre mænd hen til etablissementet Taylor’s for at nyde en omgang stuvning og noget punch. Helmstone indtager for det meste en rolle som observatør til de to andre mænds samtale. Følgende passage illustrerer situationen og udgør en slags – måske ironisk – kommentar til den gyldne middelvej:

As the conversation proceeded between the brisk Standard and him – for I said little or nothing – I was more and more struck with the variety of topics Hautboy seemed intuitively to hit the exact line between enthusiasm and apathy. It was plain that while theoretically espouse its bright side nor its dark side. Rejecting all solutions, he but acknowledged facts. What was sad in the world he did not superficially gainsay; what was glad in it he did not cynically slur; and all which was to him personally enjoyable, he gratefully to his heart. It was plain, then – so it seemed at that moment, at least – that his extraordinary cheerfulness did not arise either from deficiency of feeling or thought.

(Great Short Works of Herman Melville, New York: Perennial Classics, 1962/2004, s. 197).

Efter ovennævnte observation kommer Hautboy i tanke om en aftale og forlader selskabet. Standard spørger Helmstone, hvad han synes om sit nye bekendtskab? Hertil svarer Helmstone, at han er taknemmelig over at være blevet introduceret til et af de mest enestående mennesker, han nogensinde har mødt. Ja, han vil ligefrem gerne selv være den evigt velsignede Hautboy.

Denne svada bliver et stikord for Standard, som fortæller, at heldet langt fra altid har fulgt geniet Hautboy. Derimod viser det sig, at Hauboy er en violin-virtuos, som startede sin karriere som vidunderbarn, men måtte sande, at livet på berømmelsens solside ikke gjorde ham godt, hvorfor han valgte at fortsætte med at undervise i violinspil i stedet.

Det er bl.a. her, at det selvbiografiske kommer ind i novellen. Også Melville startede ud på toppen af sin karriere, idet han fik succes med debutromanen Typee (1846) og dennes efterfølger Omoo (1847). Herefter gik det som bekendt nedad bakke for Melville, og særligt med Moby-Dick (1851) og skandaleromanen Pierre (1852) blev det åbenbart, at samtiden ikke var klar til den kontroversielle forfatter. Melville havde det desuden – modsat Hautboy – ikke godt med undervisningsgerningen, som han ikke magtede. Udover et senere job som toldinspektør i New York havn, så Melville således ikke anden mulighed end at kaste sig over en bestilling som levebrødsskribent. Melville solgte således ”The Fiddler” og andre lignende fortællinger til de lokale aviser for at blive i stand til at betale sine regninger.

Som nævnt ovenfor, udkom ”The Fiddler” i første omgang anonymt, og mange mente desuden, at det slet ikke var Melville, men derimod den irske indvandrer, forfatteren Fitz-James O’Brien (1828-1862), der stod bag den komiske fortælling med de pudsige navne. I dag hersker der dog enighed blandt de lærde om, at det vitterligt var Melville, som skrev ”The Fiddler.” Særligt tre forhold gør sig gældende: 1) Melvilles kone Lizzie havde klistret de noveller, som Melville fik udgivet i samtidens magasiner og en håndskreven liste over Melvilles værker, ind i en scrapbog; 2) ”The Fiddler” minder strukturelt, stilmæssigt og tematisk om fortællingen ”The Happy Failure”, som udkom samme år; 3) Melville tegner i ”The Happy Failure” det allegoriske billede af et æsel, som prøver at blive en løve, mens han bruger præcis det modsatte billede i novellen her.

Det allegoriske er fremherskende i alle Melvilles værker, og novellerne er ingen undtagelse. Både ”The Happy Failure” og ”The Fiddler” tematiserer berømmelsen og dens væsen. Det er ikke dårligt at være genial eller virkelig talentfuld til noget, men det er dårligt, hvis drømmen om berømmelse bliver en spændetrøje og et mål i sig selv. Moralen er således åbenbar: Glem al længsel efter berømmelse, men brug dit talent for dets egen skyld og vær glad for, at du er virkelig god til noget!

Videre læsning:

• Læs ”The Happy Failure” og gå på jagt efter de mange paralleller mellem de to nævnte noveller.
• Melville, Herman: Great Short Works of Herman Melville, New York: Perennial Classics, 1962/2004 (samlingen indeholder alle Melvilles noveller). Introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles noveller.
• Parker, Hershel: Herman Melville – A Biography, Volume 1-2, Baltimore: The John Hopkins UP, 2002.
• Delbanco, Andrew: Melville: His World and Work, London: Vintage Books, 2005.

[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]