”The Apple-Tree Table” blev en af de sidste korte fortællinger Melville skrev. Novellen udkom i Harper’s i maj 1856, og betragtes som et desperat forsøg på at holde den litterære damp oppe trods økonomisk og kunstnerisk modgang.
Melville indleder sin fortælling om æbletræsbordet med følgende lille beskrivelse, som i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse er blevet til:
Da jeg første gang i den fjerneste krog på det gamle og pyramidebyggede loftkammer så det snavsede og støvede bord med skårede og skorpede hætteglas og violette kolber og en spøgelsesagtig og laset gammel bog i kvartformat, syntes det netop at være et magisk lille bord af den slags, der kunne have tilhørt Broder Bacon. To fremherskende træk tydede på besværgelser og trolddom, nemlig cirklen og trefoden, thi pladen var rund og understøttet af en kroget lille søjle, der en fods vej fra bunden strittede med tre krumme ben, som hver endte i en hestehov. Faktisk var det et yderst satanisk udseende lille bord.
(Herman Melvilles samlede værker, fra tillægsbindet En pibe Kanaster og en RedEye, Bindslev, 2015, s. 190).
Historien fortælles af en mandlig jeg-fortæller, som er flankeret – læs under belejring af – en handlekraftig kone, døtrene Anna og Julia samt familiens tjenestepige Biddy. Efter at have boet i det hus, familien havde købt billigt fem år forinden, finder fortælleren pludselig den nøgle, som omsider tillader ham at låse sig ind på det aflåste loftkammer. Fra en faustisk kulisse henter han bordet ned og løjerne begynder.
Først møder fortælleren modstand fra den ene af sine døtre, fordi hun kun ser bordet i modlys, og forbinder hestehoven med den onde selv. Efter en grundig renovering ender bordet, trods døtrenes protester, i familiens stue. En aften sidder fortælleren med en toddy og læser i en bog om New Englands tidlige historie (en historie, hvor hekseprocesser reelt spillede en rolle). Fortælleren kan ikke bekvemme sig til at gå i seng, og pludselig hører han en lyd. Hvad skal han gøre? I nattens mørke bliver han bange og bogen er ikke længere så underholdende at læse i. Skal han nævne episoden for sin kone – den kone, som ifølge ham er herren i huset – og som desuden vil beskylde ham for fuldskab? Næste dag deler han alligevel oplevelsen med sin familie og med Biddy. Døtrene og Biddy mener, at bordet indvarsler det ondes komme og betjener sig af en retorik præget af overtro. Konen derimod maner til fornuft og går særdeles handlingskompetent og problemløsende til værks. Æbletræsbordet bliver grundigt undersøgt, uden at der viser sig en plausibel forklaring på de mærkelige lyde. Næste nat gentager scenariet sig. Fortælleren læser, hører ejendommelige lyde inde fra bordet af, og til sidst kravler der et larvelignende insekt ud af bordet. Manden stiller et glas over dyret, men ak. Næste dag har Biddy fjernet larven og glasset, før fortælleren når at få fremvist beviset for konen og døtrene.
Dagslys fremmer/konnoterer/symboliserer fornuft og familien lægger en plan om, at de alle skal våge sammen den efterfølgende nat. Det gør de så, og på slap-stick-vis høres den ene lyd efter den anden, som alle viser sig at have en god forklaring. Ofte er det husets frue, der peger på den logiske sammenhæng. En gang viser nattens lyde sig at komme fra kælderen, hvor æblevinen, som er under tryk fra gæringsprocesserne, får propperne til at springe med et knald. En anden gang er det væ
gteren, som larmer. En tredje gang er det brødkusken, som kommer. Til sidst bryder der imidlertid endnu et insekt igennem bordpladen. Insektet er smukt og gyldent, hvilket gør det tåleligt og mindre skræmmende, især for de to døtre.
Også dette insekt spærres inde under et glas. Den efterfølgende dag hidkaldes autoriteterne og den gyldne larve undersøges af en selvglad professor, som går videnskabeligt og metodisk til værks, også i sin argumentation. Denne fornuftens apostel kan selvfølgelig ikke byde ind med en logisk forklaring på, at der dukker en gylden larve frem af et mere end hundrede år gammelt bord. Historien ender med, at fortælleren tilbyder at dokumentere det skete ved at vise bordet frem for evt. interesserede.
Melville fik drøje hug for dette værk. Især slutningen var problematisk. Folk havde velsagtens ventet sig noget andet. Efterfølgende har flere peget på, at Melville formentlig selv mistede pusten. Om dette så skyldtes udmattelse, den megen modstand i samtiden, de overdrevne mængder østrogen i det ”kvindekollektiv,” som udgjorde hans privatsfære eller noget helt fjerde, kan man formentlig kun gisne om. Vigtigt er det dog at understrege, at der indenfor litteraturkritikken også findes læsninger, som peger på en Melville – der trods beskyldninger om chauvinisme o. lign. – i denne novelle rent faktisk er feministisk. I fortællingen er protagonistens kone ikke underlagt kønsstereotypier. Hun udviser handlekraft og er den som mestrer den logiske tænkning. Det er kort sagt hende, som har bukserne på, hende som bemægtiger sig hammeren, og som kan spartle og bruge sin forstand. Bagsiden af medaljen er imidlertid, at det hele kommer til at virke lidt sørgeligt. Hvad sjovt er der ved, at den høje cigarføring daler og at herren i huset står kastreret tilbage? Når det så er sagt, må man vel anerkende, at “The Apple-Tree Table” er skrevet i en stil præget af ironi og intenderet humor.
Hvad det stilistiske i øvrigt angår, så mimer Melville den gotiske romantik, som vi kender den fra Edgar Allan Poes noveller, herunder ikke mindst ”The Tell-Tale Heart.” Uhyggen udebliver imidlertid, fordi Melville vælger den slap-stick-komik, han var lykkedes med i den tidligere novelle ”I and My Chimney”.
Den litteraturinteresserede kan med ”The Apple-Tree Table” endnu engang gå på jagt efter de mange intertekstuelle referencer, som Melvilles værk er så gennemsyret af. Bemærk således, hvordan Melville matcher scenesætningen i Goethes Faust, og hvordan han fremskriver et univers præget af det okulte og spirituelle. Dermed formår han at lave en slags protoparodi på Oplysningens Dialektik.
Videre læsning:
- Læs ”I and My Chimney” og gå på jagt efter såvel stilistiske, udsigelsesmæssige, biografiske og tematiske paralleller fortællingerne imellem.
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial Classics, 1962/2004), en samling, der indeholder alle Melvilles noveller. Introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs nogle af Edgar Allan Poes fortællinger, herunder eksempelvis ”The Tell-Tale Heart” fra 1843, og fornem, hvorfra Melville kan have fået noget af sin inspiration til sin mørke romantik.
- Læs Guy de Maupassants novelle ”Le Horla” fra 1886/87 og oplev, hvordan en europæisk forfatter, formentlig med inspiration i Poes værk og – hvem ved – måske også Melvilles – skriver mørkt romantisk.
- Corey Evan Thompsons artikel ”Melville’s THE APPLE-TREE Table” fra The Explicator (2005), hvis man vil opleve en feministisk læsning af novellen.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar