
I årene 1839 til 1850 skrev Melville otte korte essays og anmeldelser. Teksterne blev udgivet lokalt og Melville kun aflønnet symbolsk for sit arbejde. Til gengæld markerer de første essays indledningen på et omfangsrigt og væsentligt forfatterskab, mens den sidste tekst om Hawthorne (1850) bliver startskuddet til det nybrud, Melvilles værk undergår i forbindelse med skabelsen af den kanoniske roman Moby-Dick (1851).
Teksterne består af følgende essays og anmeldelser:
- ”Fragments from a Writing Desk,” del I & II (1839)
- ”Etchings of a Whaling Cruise” (1847)
- ”Authentic Anecdotes of ‘Old Zack’” (1847)
- ”Mr Parkman’s Tour” (1847)
- ”Cooper’s New Novel” (1849)
- ”A Thought on Book-Binding” (1850)
- ”Hawthorne and His Mosses” (1850)
De fleste af teksterne er relativt korte, og nogle har karakter af skitse. De to første betegner den kun 19-årige Melville selv som fragmenter fra et skrivebord. Stilen er romantisk, men på en ja-sigende måde, som Melville senere lægger afstand til efter sin åbenbaring i mødet med forfatterkollegaen Nathaniel Hawthorne under den mytiske Monument Mountain picnic den 5. august 1850. ”Etchings of a Whaling Cruise” udgør en anmeldelse af J. Ross Brownes bog af samme navn om hvalfangst. Melville kendte selv livet fra hvalfangerens perspektiv og vidste derfor godt, at livet til havs ikke var nogen romantisk badeferie. Stilen i anmeldelsen er oftest nøgtern og fokuseret på det faktuelle, som han leverer med insiderens forståelse og bevidste politiseren i forhold til de urimelige forhold, som ofte blev den menige sømand til del. I ”Authentic Anecdotes of ‘Old Zack’” tager Melville fløjlshandskerne af og leverer drøje satiriske hug til den generalmajor Zachary Taylor, som senere skulle blive USA’s 12. præsident.

”Mr Parkman’s Tour” er en anmeldelse af Francis Parkman Juniors rejseoplevelser og møde med indianerne i ”mokkasinernes land.” Også her langer Melville øretæver ud. Både titlen og indholdet er den gal med, påstår Melville og forfægter desuden det synspunkt, at vi alle er lige for Vorherre uagtet forskellige grader af held og muligheder i livet. I anmeldelserne ”Cooper’s New Novel” og ”A Thought on Book-Binding” skriver Melville henholdsvis om James Fenimore Coopers netop udgivne søroman The Sea Lions (1849), der også skulle vise sig at blive hans sidste af slagsen, og om Coopers tidligere, men nu genudgivne, søroman The Red Rover (1827). Melville giver Cooper pæne ord med på vejen og kalder blandt andet Søløverne en af Coopers bedste romaner. I den anden af de to anmeldelser bruger Melville det meste af anmeldelsen til at tale ironisk om indbindingen af Coopers roman, en kritik af forlæggeren Putnam forstås. Melville synes i de to anmeldelser at anerkende Cooper som en værdig forgænger samtidig med, at man som læser også fornemmer, at Melville afmærker territorium gennem en vis distance til Coopers litterære evner.
Mest betydende er ”Hawthorne and His Mosses”. Teksten er svær at typebestemme, men udgør en slags hybrid af essay, (selv)anmeldelse og hensigtserklæring. Teksten er vigtig, dels fordi Melville hylder Hawthorne, dels fordi han foregribende scripter sit eget eftermæle, og dels fordi han gør sig til fortaler for vigtigheden af, at USA ikke bare kopierer Europa, men selv skaber sig en national litterær identitet. Hvis Emersons forelæsning ”The American Scholar” fra 1837 regnes for at være USA’s litterære uafhængighedserklæring efter den politiske af slagsen kom allerede i 1776, så er ”Hawthorne and His Mosses” både Melvilles pendant til Emersons essay – altså en litterær uafhængighedserklæring i national henseende – og en videreførsel af Emerson, idet Melville med sin tekst også fremsætter sin personlige litterære uafhængighedserklæring.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen og Søren Frank[/typography]
Skriv et svar