Melvilles korte fortælling ”The Lightning-Rod Man” figurerede første gang i august-nummeret af Putnam’s i 1854 og udkom senere som den ene af seks fortællinger i novellesamlingen The Piazza Tales fra 1856.

Fortællingen er kort og præsenteres af en jeg-fortæller, som må formodes at dele træk med den naturelskende Melville selv. Melville var kendt for at trække på både hovedstolen og virkelige hændelser, når han skrev, og denne fortælling om lynafledermanden er da heller ingen undtagelse. I efteråret 1853 var folk på Berkshire-egnen således udsat for et veritabelt stormløb af bondefangere og andre plattenslagere, der appellerede til menneskets skræk for elementernes rasen, og som forsøgte at sælge lynafledere i forskellige afskygninger. På daværende tidspunkt havde lynaflederen – som var opfundet af Melvilles landsmand Benjamin Franklin i 1752 – eksisteret i et lille århundrede. Franklin havde en tese om, at lyn var elektriske, og besluttede sig for at undersøge sin teori. Under en tordenstorm satte han derfor en drage op med en nøgle bundet til, som han senere fik stød af. Franklin brugte efterfølgende sin viden til at designe en lang metalanordning, som kunne monteres på høje bygninger, så strømmen blev ledt ned i jorden fremfor at sætte ild til de huse, lynet slog ned i).
”The Lightning-Rod Man” starter in medias res med, at en mand står ved kaminen i et ensomt beliggende hus i bjergene. Manden – som også er historiens fortæller – nyder vejret, mens han filosoferer over det storslåede skuespil, naturen udfolder foran ham. Da banker det på døren, og fortælleren spørger sig selv, hvem der dog melder sin ankomst i sådan et vejr og med så sørgmodig og bedemandsagtig en banken. Udenfor døren står en drivvåd og undseligt udseende mand med en pyntelig og treforkslignende anordning af kobber, hvorpå der er monteret kugler og en træstok til at holde i. Fortælleren titulerer drillende den ubudne gæst Jupiter Tonans og inviterer ham indenfor. Nu udspiller der sig en debat mellem ”det gode” og ”det onde”. Den afslappede og naturbegejstrede fortæller sætter ikke overraskende sin lid til, at både gud og natur vil ham det bedste, mens den ynkelige og patetiske satan-karikatur af en handelsrejsende spiller på sine medmenneskers frygt for døden. Ved hjælp af (pseudo)videnskabelige forklaringer forsøger han at bondefange sin vært til at anskaffe en eller flere lynafledere til sikring af liv og bolig.
Fortællingen slutter med, at fortællingens ”happy go lucky-fortæller” triumferer over den afmægtige og knap så heldige sælger af lynafledere. Det gode vinder kort sagt over det onde. Følgende passage er fra afslutningen af ”The Lightning-Rod Man”. Passagen er i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse blevet til:
”Både i storm og i sol hviler jeg i min Guds hånd. Forsvind med Dem, De falske underhandler!” Se, stormen har rullet sit skydække sammen, huset er uskadt, og i regnbuen på den blå himmel ser jeg, at guddommen ikke vil føre krig mod menneskets jord.
”Gudløse usling,” rasede den fremmede, og mens regnbuen lyste, mørknede hans ansigt. ”Jeg skal offentligt omtale Deres vantro.”
”Forsvind! Fart på! De, der som ormene lyser i smaskede tider.”
Endnu mere mørknede hans skulende ansigt. De sortblå ringe om hans øjne blev så store som stomringe om midnatsmånen. Med kobberstangens tre spidser rettet mod mit hjerte kastede han sig over mig.
Jeg greb den, jeg brækkede den, jeg slyngede den i gulvet, jeg trampede på den, jeg trak lynets sorte konge ud ad døren og kylede hans knækkede kobberscepter efter ham.
Men trods den måde, jeg behandlede ham på, og skønt jeg har advaret mine naboer imod ham, bor manden med lynadlederen stadig i vort land; han drager omkring i stormfulde tider, og han driver en blomstrende handel med menneskers frygt.
(Herman Melvilles samlede værker, fra bind 6 Veranda-fortællinger, Bondefangeren, John Marr og Billy Budd – sømand, Bindslev, 2014, s. 136).
Som det fremgår af passagen ovenfor, mestrede Melville til fulde fortællingens korte form. Og denne fortælling – såvel som de andre af hans værker fra The Piazza Tales – blev da også vel modtaget af samtidens læsere. Melville er altså i sit rette element, når han blandt andet ved hjælp af intertekstuelle referencer mimer stemningen fra eksempelvis (folke)eventyret eller John Miltons langdigt på blankvers Paradise Lost fra 1667. I ”The Lightning-Rod Man” fremskriver Melville satirisk samtidens fænomener og dårskab. På romantisk vis lægger han sit fokus på natur og følelser samtidig med, at han opstiller modsætningspar som fornuft versus følelse, tro versus videnskab og lignende.
Men er fortællingen ikke mere end en romantisk og parodisk fremstilling af mødet mellem måske uforenelige modætninger som natur og videnskab, spørger læseren måske sig selv? Og jo, det vil langt fra være urimeligt at gå et spadestik dybere og i stedet fokusere på mennesket og dets eksistens og værensbetingelser. Når man læser denne korte fortælling, kommer man også til at tænke på Melville selv, som mente, at hans hjem havde visse lighedspunkter med en hovedbanegård, og som til visse tider gerne ville have levet mere uforstyrret og i stadig pagt med den natur, han elskede.
Videre læsning:
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial Classics, 1962/2004), en samling, der indeholder alle Melvilles noveller. Introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs Melvilles roman The Confidence-Man, som går i dybden med andre variationer af bondefangeriet og dets tilskikkelser.
- Læs H.C. Andersens eventyr ”Prinsessen på Ærten” (1835), hvis du vil opleve en ikke-medieret udgave af en regnvejrsnat i eventyrenes verden.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]