”The ’Gees” udgør en af Melvilles mindre kendte og næsten oversete skitser inden for short story-genren. Skitsen blev publiseret første gang i martsnummeret af tidsskriftet Harper’s i 1856.
Når værket er så relativt ukendt, som det er, skyldes det formentligt en af to ting. Enten har skitsen udgjort en for de humanistiske kritikere urovækkende og svær-at-sluge påmindelse om Melvilles potentielle racisme over for det, der blandt andet var en stor og integreret del af New Bedfords fiskeri-industri: portugisiske sømænd fra Cap Verde-øerne. Eller også – og det er nok den mere gængse opfattelse blandt vore dages velmenende humanistiske kritikere – har både læsere og kritikere igennem tiderne ofte mislæst skitsen og bildt sig ind, at Melville var ude i et racistisk ærinde, da han skrev sit værk. Dette var dog nok imidlertid næppe tilfældet, for Melville skal angiveligt være røget direkte i blækhuset, efter at han i tidsskriftet Putnam’s Monthly havde læst en racistisk motiveret artikel. Artiklen, som bar titlen ”Types of Mankind”, optrådte i samme nummer som første afsnit af Melvilles serie-roman Israel Potter. Da Melville læste artiklen, opdagede han ifølge Carolyn L. Karcher, hvordan ”videnskabens tryllestav kunne forvandle racistiske fordomme til akkrediterede kendsgerninger” (Karcher 425), og følte sig kaldet til at protestere. Det gør han så i satiren ”The ’Gees.” I denne præsentation vil flere af iagttagelserne – herunder oplysningen ovenfor om Melvilles bevæggrunde til at skrive sin satire – være funderet i ikke bare skitsen selv, men også i Karchers grundige analyse af værket fra ”Melville’s ’The ’Gees’: A Forgotten Satire on Scientific Racism.”
”The ’Gees” handler tilsyneladende om portugisiske sømænd fra Cap Verde-øerne, som fortælleren havde mødt i løbet af sit liv til søs; men mere end det. Skitsen åbner med, at en jeg-fortæller motiverer sit kommende indlæg med en forklaring om, at han – når han skal fortælle venner om sine oplevelser til søs, og i den forbindelse omtaler sømænd og skibskammeraterne, the ’gees – altid bliver spurgt, hvem disse the ’gees er. Fortælleren anerkender naturligvis spørgsmålets relevans, men da spørgsmål af den slags har det med at afspore en god historie, må der findes en løsning. Derfor bliver fortælleren (læs Melville) da også glad, da en ven foreslår ham at skrive et indlæg om the ’gees og lade det udgive offentligt. Som sagt så gjort. Dermed tager satiren – eller det, som skal vise sig at være en regulær kølhaling af videnskabelig racisme – for alvor fart. The ’gees er en forvansket betegnelse af et (fiktivt) folk. Betegnelsen bruges af blandt andre sømænd som en kortform for ordet Portuguese, og om en gruppe af sømænd, som befinder sig lavest i hierarkiet ombord. Ordet viser sig imidlertid at være bærer af en række forskellige konnotationer, som alle langt fra er stuerene. Det viser sig desuden, at der er en tydelig parallel mellem sømændene af portugisk oprindelse og så slaverne i Melvilles eget hjemland.
I Flemming Christian Nielsens danske oversættelse af værket, er the ’gees oversat med betegnelsen ’ugerne. Betegnelsen er stærkt nedsættende, og man mærker hurtigt, at Melville i virkeligheden er ude i et opgør med datidens etnologer (herunder blandt andet Josiah C. Nott og Samuel Cartwright), som forsøgte sig med en ”videnskabelig” og intenderet klinisk tone, når de beskrev etniske minoriteter i deres eget land, og når de brugte etnologien til at argumentere for visse racers egnethed og forudbestemmelse til et liv som slaver. Det er blandt andet denne pseudovidenskabelige tone, Melville mimer og parodierer i sin karakteristik af the ’gees eller ’ugerne. I passagen nedenfor fra Flemming Christian Nielsens danske oversættelse, genkender man i Melvilles satire både det tilstræbt encyklopædiske og datidens etnologiske jargon, så det bliver vanskeligt ikke også at genkalde sig den bagvedliggende vold og udbytning, vi har set portrætteret i både tv-serien Rødder (1977) og Tarantinos film Django Unchained (2012):
Selv i sin bedste stand er ’ugeren temmelig lille (hvilket han indrømmer), men med visse undtagelser også hårdfør. Han kan holde til både hårdt arbejde, hård kost og hård behandling. Ud fra en rent videnskabelig betragtning synes ’ugeren generelt og som noget helt naturligt at kunne tilpasse sig hårde tider. […] Med andre ord har ’ugeren ikke den umådelig sarte følsomhed, der udtrykkes med det figurative tillægsord tyndhudet. Hans fysik og hans ånd er i sjælden grad modsætninger. ’Ugeren har stor appetit, men lille fantasi; store øjenæbler, men ringe vidsyn. Beskøjter knaser han, men sjæleri skyer han.
Hans hudfarve og hår er blandingsracens; sammenlignet med maven er hans mund uforholdsmæssigt stor; hans hals er kort, men hans hoved er rundt og kompakt og vidner om en solid forstand.
Som negeren har ’ugeren en ejendommelig lugt, men den er anderledes – en vild, saltvandsagtig, pikant lugt som hos den havfugl, der hedder en skråpe. I lighed med vildt er han fast i kødet, om end mager.
Hans tænder er det, som kaldes smørtænder; de er stærke, holdbare, firkantede og gule. Blandt kaptajner, der ikke har noget bedre at snakke om i trist regnvejr på hestebredden, diskuteres det meget, om hans tænder er beregnet til kød eller planteæde eller begge dele. Men da ’ugeren hjemme på sin ø hverken spiser kød eller græs, er spørgsmålet helt overflødigt.
(Herman Melvilles samlede værker, tillæg: En pibe kanaster og en redeye, Bindslev, 2015, s. 160).
Der er ikke noget plot i traditionel forstand i Melvilles skitse, men til gengæld er stilen og det udsagte hele sagens kerne. I det skrevne spilles der op til læserens intuitive forståelse af problemet. Melville betjener sig således af en bevidst strategi, hvor han taler til sine læsere gennem en stil båret af 1) velvalgte ordspil (puns), dyremetaforik og ord med flere betydninger, og 2) en satire over etnologernes racisme, jargon og sprogbrug. Ved at fremskrive sine medmennesker som dyr ligesom den nøjsomme arbejdshest med sunde tænder eller mørt vildt à la (stegt) gås, giver Melville sine læsere en oplevelse af reelt ubehag. Melville er med andre ord stærkt politisk her, ligesom han var det, da han skrev flere af sine maritime romaner og novellen ”Benito Cereno”.
I ”The ’Gees” gør Melville således op med etnologisk racisme samtidig med, at han slår et slag for lighed, frihed og broderskab. Man vil således snildt kunne hævde, at Melville er ude i et marxistisk ærinde, når han farer frem mod alle dem, som enten sympatiserer med eller selv udnytter brugen af billig arbejdskraft. Dermed uddeler Melville drøje hug til etnologer, apologister, slaveejere, magthaveriske kaptajner, første-styrmænd m.fl.
Videre læsning:
- Læs fortællingen ”Benito Cereno”, som blandet andet og ligeledes tematiserer et opgør med slaveriet.
- Læs Melvilles maritime romaner, som på forskellige måder gør op med udbytning af sømænd og viser en socialt indigneret Melville i arbejde.
- Læs Carolyn L. Karchers videnskabelige artikel Melville’s ”The ’Gees”: A Forgotten Satire on Scientific Racism.” Artiklen er publiceret af The Johns Hopkins University Press og udkom i American Quaterly, 27, No. 4 (Oct., 1975), pp. 421-442. Den giver en eksemplarisk og særdeles omhyggelig analyse af blandt andet Melvilles æstetiske greb og den måde, hvorpå han på satirisk vis udstiller videnskabelig racisme.
- Læs Marxs og Engels’ kommunistiske manifest fra 1848 og oplev andre, som også var mod udbytning af andres arbejde.
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Melville, Herman: Great Short Works of Herman Melville, New York: Perennial Classics, 1962/2004 (samlingen indeholder alle Melvilles noveller). Introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles noveller.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]