I ”The Encantadas, or Enchanted Isles” (dansk: ”Encantadas eller De forheksede Øer”) udformer Melville en filosofisk og darwinistisk skitse over Galápagosøerne, hvor 19 vulkanske øer hersker og raser. Det var ikke uden grund, at spanierne kaldte øerne for De forheksede Øer, da øerne var forbundet med mystik, mørke og uhyggelige tilstande. ”The Encantadas, or Enchanted Isles” er en slags novelle, som udkom første gang i tre serielle dele i Putnam’s Magazine i marts, april og maj i 1854. Melville udgav novellen under synonymet Salvator R. Tarnmoor og tilføjede den senere til novellesamlingen The Piazza Tales i 1856. Værket er opdelt i ti skitser, der alle indledes med en epigraf, som giver et mystisk forhåndsindtryk af den kommende fortælling, men de skildrer ligeledes både et fortryllende og et realistisk billede af tilstandene på øerne, da Melville brugte intertekstualitet i form citater fra det eventyrlige digt The Faerie Queen af Edmund Spenser og citater fra realistiske rejseskildringer fra fremtrædende opdagelsesrejsende.
Læseren guides i novellen af en jeg-fortæller, der i skitserne 1-4 giver en darwinistisk og geologisk redegørelse over øernes landskab, vegetation og liv – eller nærmere manglen på samme, da livet på ørerne i generelle termer sammenlignes med gamle og øde kirkegårde i forladte byer, der står som tomme og forladte ruiner af fortidslevn fra en falden verden. Vulkanernes rasen og vilde oprør har lagt øerne øde for liv, og deres landskab er dækket af sorte sten og støv. Der er dog én race, som synes at stortrives og leve på øerne, og det er de mange kæmpeskildpadder, som ligner store fortidskæmper. De forbinder dermed den præhistoriske fortid med den samtidige kontekst i 1800-tallet, da deres skjolde og fedt var yderst eftertragtet af den engelske overklasse. Jeg-fortælleren beretter gådefuldt om, at øerne ikke har haft mange beboere og heller ikke mange besøgende, da øerne er omgivet af en mystisk tåge og af havstrømme, hvor rejsen ind til øernes kyster kan synes nærmest umulig. Det er kun de skibe, som ledes af de forheksede og uforklarlige havstrømme, der får lov at komme så tæt på kysterne, at de kan sejle ind til land for at fange nogle af de mange kæmpeskildpadder.
I den femte skitse skildres et af disse særlige skibe, der oplevede at blive ført væk af forheksede havstrømme. Det var det amerikanske krigsskib Essex, der under krigen mellem England og USA i 1812 kom tæt på De forheksede Øer. Besætningen på Essex skuer et britisk krigsskib i horisonten, men skibet bærer et amerikansk flag i skibets mast. Dog er kaptajnen sikker på, at det er fjenden, og gør klar til angreb, men inden at det kommer så vidt bliver Essex skubbet væk af de selvsamme havstrømme, og det britiske skib høres der aldrig mere til. Efter at jeg-fortælleren har optegnet Øernes geografiske placering og geologiske tilstande samt Essex‘s særlige bånd til og oplevelser ved De forheksede Øer, brydes de redegørende elementer, og plottet skifter form, fra skitse 6-9, der går over i en mere narrativ historiefortælling, hvor læseren indvies i de tilfælde, hvor øerne har været beboet af mennesker.
Øen Norfolk bærer på en tragisk og trist, men dog alligevel på sin vis lykkelig beretning om cholo-enken Hunilla, der ankommer til øen sammen med sin forlovede og bror. De har lavet en aftale med en fransk kaptajn om, at han skal sejle dem til øen, hvor de skal indfange 100 skildpadder, som betaling for rejsen. Hunilla bliver da også gift på den smukke ø, men skæbnen bevirker desværre også, at hun bliver enke, inden hun forlader øen igen. De har indfanget det lovede antal skildpadder og flere til, men da de ikke bliver hentet, begynder hendes mand og bror at bygge en tømmerflåde ud af skildpaddeskjold. Da manden og broren afprøver tømmerflåden og tager ud for at fiske, følger Hunilla dem fra bjergenes skrænter, men her må hun skrækindjaget se til, at hendes lille familie bliver opslugt af de vilde havstrømme. Hunilla har nu kun sine hunde som selskab, og hun må leve som en kvindelig Robinson Crusoe på øen i mange måneder. Det er ved et tilfælde, at en sømand på jeg-fortællerens skib ser den hensvundne kvinde, der løber over øens flade land. Mændene på skibet hører hendes triste fortælling og tager hende med ombord, så hun igen kan komme hjem til sit folk.
I den niende sidste skitse i ”The Encantadas, or Enchanted Isles” fortæller jeg-fortælleren historien om den vulkanske vildmand Oberlus, der bosatte sig på Hood’s Ø efter at være flygtet fra sit land for ikke at mærke straffen for de mange forbrydelser, han har begået. Oberlus er en afskrækkende karakter, der falder fint i med øens øvrige udseende og landskab, og som jeg-fortælleren så fint udtrykker det, så ligner han en, der har haft et uheldigt opgør med en ond troldkvinde, som har kastet en forbandelse over ham. På øen lever Oberlus af skildpadderne, men han får også hurtigt skabt et netværk blandt søfarerne, hvor han sælger skildpadder i bytte for penge og spiritus. Oberlus vil gerne væk for øen, og han har da også penge til at købe sig til et skib, så han kan rejse fra sin ensomme tilværelse på øen, som også er blevet hans fængsel, men der er ingen af dem, som kommer til Øen Hood, der vil sælge ham et skib eller hjælpe ham på anden vis med at komme væk fra øen. Desperat efter at komme væk tager Oberlus sagen i egen hånd, men mislykkes første gang, da han overvindes af en sort mand. Oberlus lader sig ikke stoppe så let, så i næste forsøg narrer han hele besætninger fra diverse kaptajner, og gennem magt og tortur får han overtaget. Da han omsider har indsamlet rigeligt med mandskab, kaprer han et andet skib for at sejle væk fra øen. De næste besøgende, der ankommer til øen Hood bliver overrasket over, at Oberlus ingen steder er at finde. De finder i stedet en gammel flaskepost, hvor han på satirisk og ironisk vis har nedskrevet grunden til sine handlinger:
On the oppressive, clouded days, such as are peculiar to this part of the watery Equator, the dark, vitrified masses, many of which raise themselves among white whirlpools and breakers in detached and perilous places off the shore, present a most Plutonian sight. In no world but a fallen one could such lands exist. (Great Short Works of Herman Melville, Perennial classics, New York 1962/2004, s. 100)
Som Dante Alighieris Inferno i La Divina Commedia er ”The Encantadas, or Enchanted Isles” Melvilles Inferno. Den skildrer en forladt, mørk og gold verden, hvor kun ondskab og død kan eksistere side om side i en falden verden. Landskabet er øde og mørkt, og slagger dækker langt det meste af jorden på øerne og kvæler al vegetation. Det er kun de kæmpemæssige skildpadder, som formår at finde en blivende eksistens på øerne, hvor fuglelivet også er rigt, men disse er heller ikke betinget af øernes tilstande, da de lever i de varme luftstrømme. ”The Encantadas, or Enchanted Isles” har gennem tiden været det i kritisk henseende mest succesfulde værk af de seks fortællinger i The Piazza Tales, men Melville skrev de ti skitser mere ud af pengenød end lyst, som det også var tilfældet med flere af hans andre værker, som eksempelvis White-Jacket og Redburn. På trods af pengenød eksperimenterede Melville med forskellige genreformer. I ”The Encantadas, or Enchanted Isles” gav han mestendels læserne det, de ville have: eksotiske elementer fra fremmede lande sammenmikset med semi-selvbiografiske rejseskildringer fra Melvilles maritime oplevelser ombord på hvalfangerskibet Acushnet, som blandt andet sejlede mod Galápagosøerne i 1840-1841. I disse ti skitser fremstiller Melville en dystopisk verden med en dragende og romantisk tone fra de onde forheksede kræfter, som omgiver øerne.
I ”The Encantadas, or Enchanted Isles” leder den anonyme jeg-fortæller først læseren ind i skitserne ved at give et fugleperspektiv hen over øerne, hvorefter handlingen straks dykker til et frøperspektiv, hvor læseren tages med helt ind i øernes midte til den uhyggelige atmosfære og det manglende liv. Melville skaber her et mikrokosmos af en verden, som er i hastigt forfald, hvor dekadencen ikke er langt væk, da verden grundlæggende er fuld af ondskab. Der er to typer af ondskab i verden, som er allestedsnærværende: den fundamentale og menneskeskabte ondskab. Den fundamentale ondskab ligger dybt i jorden fra vulkanernes sprudlende indre, der kommer fra helvedets dyb og spyer gloende ild ud over landskabet i en sådan grad, at intet liv kan eksistere på ørene, på nær de kæmpeskildpadder, der søger ly i vandet og i klipperne, når jorden er i oprør. Den menneskeskabte ondskab skildres særligt i skitserne 7-9, da både Hundekongen, Hunilla og Oberlus er blevet glemt og forvist fra den ydre verden.
I ”The Encantadas, or Enchanted Isles” viser Melville endnu engang en mesterlig sammenblanding i et spindelvæv af mangfoldige tematikker, der rækker ud i den fortidige og samtidige verden. De kæmpemæssige skildpadder er bindeledet mellem de to tider og besidder en iboende modsætning, som mennesket, mellem den onde mørke og den gode lyse side. Disse kan på intet tidspunkt forenes, dog er det mest den mørke side, som overtager magten i det dikotomiske forhold. En af de mest tydelige tematikker, der er indlejret i den menneskeskabte ondskabs tjeneste er slaveriet, som skildres på flere planer gennem de 10 skitser. Der er både de mange rådne og ødelagte levn fra slaveplantager, som skyller op på øernes kyster og giver en stemning af forladthed og en verden i forfald, men slaveriet skildres også ved den sorte mand, som Oberlus overfalder i håb om at tæmme ham, så han kan være den første af Oberlus’ tjenere i kampen for at komme væk fra øen Hood. Oberlus’ forsøg mislykkes dog, da den sorte mand ikke er helt så uciviliseret, som Oberlus først antager. Slaveriet i skitserne er en vigtig tematik, der i en analyse kan kobles sammen med den iboende ondskab i verden, men som på intet tidspunkt kommer med noget udsagn om Melvilles ståsted i problematikkerne herom. Den sidste tematik, som bør nævnes her til sidst, er forholdet mellem den civiliserede og uciviliserede verden. Melvilles skildring af De forheksede Øer i ”The Encantadas, or Enchanted Isles” optegner som sådan et uciviliseret og vildt landskab, der er omgivet mørke magter, som ikke lader sig civilisere. Her kan den hvide mands kultur ikke gennemtvinges, da det ikke er muligt at lave om på øernes geologiske naturlige forhold, og derved kan den civiliserede verden ikke trænge ind på øerne. Dette kan tolkes som værende en del af de mystiske kræfter, der hersker over øerne. Menneskeheden kan kun overleve på øerne i en vis tid, men da er der kun tale om overlevelse og ikke om at leve, for alt er ikke, som det ser ud til på De forheksede Øer.
Forslag til videre læsning:
”The Unity of Melville’s ’The Encantadas’” af Richard H. Fogle fra Nineteenth-Century Fiction, Vol. 10, No.1, pp. 34-52. Udgivet af University of California Press (1955)
”’The Encantadas’: Melville’s Inferno” af I. Newbery fra American Literature, Vol. 38, No.1, pp. 49-68. Udgivet af Duke University Press (1966)
”Dualistic Vision of Herman Melville’s ’The Encantadas’” af Margarat Yarina fra The Journal of Narrative Technique, Vol 3, No. 2, pp. 141-148. Udgivet af Journal of Narrative Theory (1973)
”The Alternative Taxonimies of Melville’s ’The Encantadas’” af Denise Tanyol fra The New England Quarterly, Vol. 80, No. 2, pp. 242-279. Udgivet af The New England Quarterly, Inc (2007)
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Karina Petersen[/typography]