But on his brest a bloudie Crosse he bore,
The deare remembrance of his dying Lord,
For whose sweete sake that glorious badge he wore,
And dead as living ever him ador’d:
Upon his shield the like was also scor’d,
For soveraine hope, which in his helpe he had:
Right faithfull true he was in deede and word,
But of his cheere did seeme too solemne sad;
Yet nothing did he dread, but ever was ydrad.
(The Faerie Queene: Book I, Canto I, af Edmund Spenser)
”The Bell-Tower” (på dansk: ”Klokketårnet”) er en mørk, filosofisk og gotisk novelle, som blev udgivet i august 1855 i Putnam’s Monthly Magazine. Den er den sidste af de seks noveller, der optræder i The Piazza Tales fra 1856. Denne novelle er en af Melvilles mindst læste fortællinger og har hverken i samtiden eller sidenhen fået megen omtale, hvilket er ret ærgerligt, da det er en af de mere spændende og mystiske historier fra Melvilles hånd. I ”The Bell-Tower” forbinder Melville den gotiske genre med små træk fra thrillergenren, hvor han fremskriver et afskrækkende og realistisk billede af sammenstødet mellem kristendommen og videnskaben, der har blikket rettet mod Oplysningens idealer om videnskab, fornuft og fremgang. Kristendommens idealer indføres implicit i ”The Bell-Tower” ved, at Melville benytter sig af intertekstualitet, herunder det episke digt The Faerie Queene af Edmund Spenser. Spensers værk har ligeledes en vigtig (omend anden) funktion i ”The Encantadas, or Enchanted Isles”.
”The Bell-Tower” er en rammefortælling, hvor læseren på første side oplyses om den højslette, hvor ruinerne af verdens ældste klokketårn står tilbage som et levn fra en tragisk nedstyrtning. Herefter bringes læseren ind i et flashback til tiden før, at det store klokketårn blev bygget i renæssancetiden i det sydlige Italien. Novellens hovedkarakter er hittebarnet og den store mekanikus Bannadonna, som har sat sig for ikke blot at bygge verdens ældste klokketårn, men også at forbinde ur- og klokketårn i en og samme bygning. Bannadonna er ikke kun mekanikus, men også landets bedste arkitekt udnævnt af staten og folket. Da klokketårnet endelig står færdigt, får alle borgerne i byen fri til at fejre den store begivenhed og hylde den ærværdige Bannadonna. Hans arbejde er dog endnu ikke fuldendt, og han begynder kort efter at smede små klokker samt en voluminøs og overdådig klokke, som skal overgå alt, der før er set. Under smeltningen af klokkerne er der frygt at spore i arbejdernes øjne, og de er ikke helt begejstrede for at skulle arbejde med de smeltende metaller i de store gryder. Bannadonna er ikke en mand, der tåler diskussioner og modsigelser, så da en konflikt opstår med en af arbejderne koster det arbejderen livet. Da Bannadonna dræber manden under så højtideligt og æstetisk et arbejde, bliver han benådet af både kirke og stat, og den dræbte forsvinder ud i glemslen som et ubetydeligt uheld.
Bannadonna er en mand af få ord, men da flere af byens indbyggere ikke ser meget til ham, får de alligevel nys om, at han arbejder på noget stort og hemmeligt. En sen aften hejses en mægtig statue-lignende genstand op i det høje tårn, der er indhyllet i kapper og tæpper, så de nysgerrige øjne intet kan se. En gammel og skarpsindig grovsmed antager og fremsætter, at genstanden ikke er helt stiv som en statue, men mere bøjelig og blød og har positur som et levende menneske. Der opstår nu en omfattende uro blandt folket, hvor borgmesteren og dennes assistent opsøger Bannadonna i klokketårnet for at få afmystificeret skabningen, så de kan berolige folket. Borgmesteren og assistenten kigger mistænksomt på den store kappeklædte genstand, der nu under mystiske omstændigheder synes at have skiftet stilling. Den store mekanikus vil dog intet røbe og leder de herrers opmærksomhed mod klokkerne, der er blevet udsmykket på fineste vis med indgravering af tolv yndige unge piger, der danser smukt i ring med Una og Duas mellem sig. Her bemærker assistenten, at Unas ansigt har et anderledes udtryk, som Bannadonna således forklarer med, at det er fordi, at der er ”en lovmæssighed i kunsten”, som gør at to ansigter ikke må have de samme udtryk. Dette forklarer han, mens han viser dem ned af tårnets mange trapper. Pludselig hører assistenten noget, der lyder, som om nogen slæber sig hen over gulvet, hvilket Bannadonna bortforklarer med, at det blot er overskydende pus, som falder ned fra den nye bygning på grund af blæsten. Bannadonna afgiver et løfte om, at det nye ur- og klokketårn vil ringe for første gang den efterfølgende dag præcis klokken 13.
Hele byen får endnu en fridag til fejringen af tårnets færdiggørelse og af den store Bannadonna. Folket begynder allerede at tage opstilling på pladsen foran tårnet før daggry og synes at høre de uhyggeligste og forunderligste lyde fra tårnets indre. Borgmesteren og andre højtstående borgere møder op med store fanfarer og venter sammen i spænding på at høre de første toner fra de smukke klokker, men det eneste, der høres, er desværre blot en lille forpint og metallisk skrabende lyd. Borgmesteren råber op til Bannadonna, men intet svar kommer tilbage, og han beordrer soldaterne til at sparke døren ind. Da de kommer op i tårnets top, møder de et frygteligt syn, hvor en mærkelig kæmpelignende skikkelse klædt i en skinnende og skællende rustning står bøjet over Bannadonna, der ligger livløst på gulvet og har forladt den jordiske verden.
Men på årsdagen for tårnets opførelse – et tidligt daggry og inden folkemængden havde omkredset det – indtraf et jordskælv; der lød et højt brag. Stenfyrren og alle dens sangeres løvhytter lå omstyrtet på sletten. Således adlød den blinde slave sin endnu mere blinde herre, men ihjelslog ham i lydighed. Således blev skaberen dræbt af skabningen. Således var klokken for tung til tårnet. Således lå klokkens største svaghed dér, hvor menneskets blod havde skøret den. Og således gik stolthed forud for forfald.
(Herman Melvilles samlede værker, bind 6, Bindslev, 2014, s. 204)
I ”The Bell-Tower” udforsker Melville endnu engang genrernes mange mulige sammenvævninger, hvor han i denne novelle på mesterlig vis forbinder den mørke gotiske genre med en snert af thriller med mord, uhygge og mangfoldige kontraster mellem den æstetiske kunst, kristendommen, videnskaben og Oplysningens mange nye muligheder. Læseren føres gennem novellens få sider af en anonym tredjepersonsfortæller, hvis adgang til de andre karakterers bevidsthed er begrænset. Melville sparer ikke på metonymierne og tryller med metaforerne i novellens stilistiske udtryk på en sådan måde, at det uhyggelige og mystiske gennemtrænger selv de mindste huller i fortællingen, men denne stemning danner også rammen om novellen både implicit og eksplicit. Det er ikke kun mystikken og stoltheden, der omgiver den store mekanikus og arkitekt Bannadonna, men særligt det at opfinde, afsøge viden og muligheder, som rækker forud for kristendommens indgroede skikke. Bannadonna skaber i hemmelighed den mekaniske skikkelse, som han navngiver Talos efter den græske Gud.
Her mellem de store uhyggelige skabninger kan der perspektiveres til Mary Shelleys roman Frankenstein, hvis hovedpersonen Victor Frankenstein er lige så præget af videnskabens fremgang og fornuftens interesse, som Bannadonna – dog med den forskel, at Talos ikke er noget monster i en sådan forstand. Talos er dannet ud af mekanik, som skal trækkes op som en maskine, en slags slave der ubetinget kan styres efter menneskets ønsker og evner. Men det skal blot huskes, at maskiner ikke er mennesker med fornuft og sanser, og da Bannadonna optages af at justere det sidste ved den store klokke glemmer han tiden, og da Talos træder ud af sit skillehus for at slå på klokken første gang, kommer Bannadonna imellem, og Talos dræber således sin herre.
En af de mest centrale tematikker i ”The Bell-Tower” er sammenstødet mellem kristendommen og Oplysningstiden, men kirken og staten finder dog hurtigt en fælles forståelse for at eftergive Bannadonnas mord på arbejderen, da både staten og kirken ønsker at være en del af anerkendelsen af det nye byggeri. Det er i den mekaniske kæmpe Talos, at sammenstødene både forbindes og kulminerer, da Talos i Bannadonnas meningsskabelse er den store heroiske og retslående ridder, som kæmper mod verdens fjender, der her er tiden og mennesket, men som dog kun er mulig gennem oplysning og videnskab. Den mytologiske kæmpe gemmer ligeledes på tematikken om slaveriet og forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver, som det skildres i citatet. Skaberen dræbes af skabningen, men til hvilket formål bruges slaverne eller videnskaben så, hvis stolthed går forud for forfald? Melville angriber et af videnskabernes mest ømtålige emner ved at lade Bannadonna mislykkes med sit foretagende, da han opfandt Talos. Denne skulle køre ud af sit lille skillehus og slå på klokkerne hver time i det store ur- og klokketårn, og den skulle være mere præcis end et menneske nogensinde ville kunne være, men intet videnskabeligt kan i sidste ende lykkes med at overtage menneskets rolle i verden på trods af videnskabens fremgang. Oplysningstiden er styret af fornuft og et begær efter viden, og da trænges kristendommen i baggrunden og får en langt mindre prominent rolle. Bannadonna er indbegrebet af renæssancemennesket, da hans arbejdsområder kan inddeles i tre kategorier, som alle har forskellige områder: 1) byg- og murmester, 2) smeltemester og udformer af de mange smukke og æstetiske klokker, og 3) videnskabsmand i ordets videste forstand, da han skaber Talos. Men da stolthed går forud for forfald, mister Bannadonna livet i sin søgen efter berømmelse, storhed og viden. Landets førende embedsmænd beslutter at fragte Talos skjult ud af landet og nedsænke ham på havets dyb, og de lader historien om det, der virkelig skete i klokketårnet, forblive skjult for byens borgere, da videnskaben afskrækker folket. Således er borgerne i landet endnu ikke klar til at slippe troen helt til fordel for videnskabens fremkomst, da man ikke ved, hvad videnskaben kan medføre.
Videre læsning:
- Melville, Herman: Great Short Works of Herman Melville, New York: Perennial Classics, 1962/2004
- Delbanco, Andrew: Melville: His World and Work, London: Vintage Books, 2005
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Karina Petersen[/typography]