I midten af 1850’erne var Herman Melville og hans familie særdeles hårdt spændt for økonomisk. Melville holdt af tobak og en lille en til halsen og måtte finansiere sit forbrug ved hjælp af indtægterne fra en række artikler og kortere noveller, som han sendte til forskellige tidsskrifter. Melville kaldte disse små historier for sine whisky- og tobaksfortællinger. ”Poor Man’s Pudding and Rich Man’s Crumbs” er en sådan fortælling. Den blev udgivet første gang i juninummeret af Harper’s i 1854.
Fortællingen – som har karakter af skitse – er struktureret igennem to separate øjebliksbilleder, som udfoldes under overskrifterne Picture First Poor Man’s Pudding og Picture Second Rich Man’s Crumbs. Strukturen ligner strukturen fra ”The Two Temples,” hvor en unavngiven jegfortæller beretter om sit møde med fattigdom og velgørenhed i to forskellige miljøer og på to forskellige kontinenter. Også i dette værk er satiren til at tage og føle på, og selvom det skildrede foregår før Melville levede, er man ikke i tvivl om, at Melville skriver på egne erfaringer med fattigdom og stolthed, samt på en stærk social indignation og forbitrelse over samfundets ulighed, hykleri og den privilegerede klasses selvgodhed.
Picture First udspiller sig på landet i USA i vinteren 1813-14, mens det efterfølgende Picture Second udgør et sommerminde fra London i sommeren 1814. Første billede starter med, at jegfortælleren lytter til en poet ved navn Blandmour, der i floromvundne vendinger udbreder sig om naturens gavmildhed, filantropers barmhjertighed og fattiges lyksalighed. Den citerede passage er i Flemming Chr. Nielsens danske oversættelse blevet til:
”Jovist,” sagde digteren Blandmour begejstret, da vi for omkring fyrre år siden spadserede langs vejen i et mildt og vådt snevejr sidst i marts – ”jovist, Naturen er i alle henseender barmhjertig, og desuden udviser hun i sin barmhjertighed samme omtanke som andre betænksomme filantroper. Tag for eksempel denne sne, der virker så upassende for årstiden, men netop er, hvad en fattig landmand har brug for. Den milde sne i marts, der falder lige før såtiden, kaldes med rette for fattigmandsgødning. Dryppende på jorden fra den gode himmel trænger den blidt ned og nærer hver jordknold, hver plovkam og hver plovfure. For den fattige landmand er den så velsignet som staldgødning for den rige. Og den fattige skal ikke som den rige have besværet med at sprede den.”
(Herman Melvilles samlede værker, fra tillægsbindet En pibe Kanaster og en RedEye, Bindslev, 2015, s. 104)
Blandmour romantiserer de fattiges vilkår. Han omtaler regn som fattigmandsgødning, vand som fattigmandsæg, grød som fattigmandsgrød og så fremdeles. Fortælleren, som er rekonvalescent og gæst hos Blandmour, bliver efterfølgende opfordret til sørge for at få smagt fattigmandsgrød, lavet af en fattigmandkone i et fattigmandshus, så han selv kan erfare, hvor god og retfærdig naturen er. Fortælleren begiver sig ud over den trøstesløse mark i håb om at blive budt på husly og husmandskost. Gemt bag en røverhistorie om at være træt, sulten og forkommen henvender han til en fattig kone, der vasker tøj uden for en ussel rønne.
Kvinden er i omstændigheder. Hun har nok at gøre, for hun skal både nå at have gjort rent og lavet mad, inden hendes hårdtarbejdende mand kommer hjem til frokost.Boligen er fugtig og kold. Familien har mistet to børn og sorgen er til at tage at føle på. Den mad familien må leve af er baseret på årgammelt flæsk købt på kredit hos godsejeren og ris af sekunda kvalitet. På et tidspunkt spørger fortælleren den unge kone, om det er fattigmandsgrød, de spiser. Spidst og rødmende svarer hun, at det kalder de den ikke. Krampagtigt kæmper fortælleren med kvalmen under måltidet, mens husbonden nøgternt og uden at klynke fortæller om familiens eksistensvilkår. Stor er fortællerens lettelse, da han atter står ude på gårdspladsen og kan indånde luften i det fri. Senere samme aften bemærker han den skærende kontrast til poetens velopvarmede stuer og rødkindede børn. En usagt delkonklusion om romantiserende forestillinger om fattigdom og velgørenhed blafrer i luften.
I Picture Second tages læseren med til et dagen-derpå-party i London. I gaden Cheapside (bemærk navnet) slår fortælleren følge med en uniformeret embedsmand, som beretter om englændernes stolte velgørenhedsselskaber. Han inviterer fortælleren til at bevidne, hvor kurfyrsteligt Londons fattige bliver beværtet efter et adeligt gilde afholdt aftenen før for grever og baroner, kejsere og royale. En hujende masse udstyret med blå billetter inviteres indenfor, så de kan mæske sig med paté-rester, lænsede fjerkræ-skrog og geler. Stemningen udarter, oprøret truer og fortælleren må evakueres. Fortumlet og forslået ender han igen ude i den friske luft. Samme nat filosoferer han over dagens tilskikkelser og konkluderer som følger:
”Måtte Gud i sin store nåde forskåne mig for Londons ædle velgørenhedsselskaber,” sukkede jeg, da jeg om natten lå ramponeret og forslået i min seng; og måtte Gud i samme grad forskåne mig for fattigmandsgrød og rigmandssmuler.”
(Herman Melvilles samlede værker, fra tillægsbindet En pibe Kanaster og en RedEye, Bindslev, 2015, s. 116)
”Poor Man’s Pudding and Rich Man’s Crumbs” er skrevet i en stil præget af både alvor, satire, drivende ironi og humor. Når Melville navngiver sine karakterer, er navnene lette er oversætte, for navnene matcher den enkelte karakters personlighed. Melville fanger således både stemningen af stilfærdigt, anonymt armod på landet og den fattige storbymasses højlydte kamp for at eksistere. Den tidsånd Melville skildrer, minder om den man møder i værker af Poe, Dostojevskij og Dickens. Ved hjælp af tydeligt selvbiografiske elementer og et markant symbolsprog indkredser Melville nogle af de problemstillinger omkring fattigdom, velgørenhed og ensomhed, man finder i andre af hans værker som ”Bartleby; The Scrivener”, ”The Two Temples”, Redburn eller The Confidence-Man.
Videre læsning:
- Læs ”The Two Temples” eller ”Bartleby; The Scrivener” og gå på jagt efter de mange paralleller fortællingerne imellem.
- Læs Melvilles senere roman The Confidence-Man fra 1857. Romanen bygger videre på nogle af de forhold, som ”Poor Man’s Pudding and Rich Man’s Crumbs” tematiserer; herunder i særdeleshed velgørenhedsproblematikken.
- Oplev et andet Melville-portræt af London i romanen Redburn fra 1849.
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial Classics, New York 1962/2004), en samling, der indeholder alle Melvilles noveller. Introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs Dostojevskijs essay Winter Notes on Summer Impressions, hvor Dostojevskij i 1862 bl.a. beskriver massen, London og sin oplevelse af at besøge Europa med en anden kulturbaggrund.
- Læs Edgar Allan Poes fortælling ”The Man of the Crowd” fra 1840.
- Læs Dickens The Bleak House fra 1852-53 og genkend det London, som Melville skildrer.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar