John Marr and Other Sailors udkom i 25 eksemplarer på det velestimerede New York-forlag De Vinne Press i 1988. Digtsamlingen – som Melville havde arbejdet lige så minutiøst og grundigt med, som han gjorde med sine andre værker – var målrettet venner og familie, og dermed et eksklusivt publikum, som holdt af Melvilles forfatterskab. Blandt de læsere, som Melville betænkte med digtsamlingen, var hustruen ”Lizzie”, Melvilles kusine Kate Lansing samt en lille lukket gruppe af faste læsere, herunder blandt andet den engelske romanforfatter William Clark Russell (som digtsamlingen i øvrigt er tilegnet) og englænderen James Billson (som Melville korresponderede med på sine gamle dage, og som bragte glæde ind i Melvilles liv ved at gøre ham opmærksom på den voksende engelske fanskare).Og så var der desuden forfatterkollegaen og redaktøren Richard Henry Stoddard, som ifølge Melvilleforsker Hershel Parker sørgede for, at der kom en anmeldelse af værket i The New York Mail and Express. I sin anmeldelse pointerer Stoddard, at Melville ganske vist ikke længere var den samme forfatter, som han var, dengang han slog sit navn fast med romanerne Typee og Omoo, men at han stadig udviklede sig som ”offentlig” poet og dermed som en kunstner, der gjorde andet og mere end at skrive til skrivebordsskuffen. De lærde strides om, hvorvidt man skal tage Melvilles selektive adressering af offentligheden (også betegnet Coterie Authorship) som udtryk for, at han havde fået nok af det bredere publikum og nu udelukkende foretrak ”eagle-eyed readers”, som han giver udtryk for i blandt andet hyldestessayet ”Hawthorne and his Mosses”. I dag begynder flere og flere litteraturkritikere imidlertid at anerkende Melvilles poesi som et stykke kvalitetsarbejde. Melville ønskede kort sagt stadig at blive læst, både for sin kunst og sine bidrag til ”sandheden”, og altså ikke bare som en privat poet, der følte sig slået af den modgang, han havde mødt tidligere i sit forfatterskab. Som et kuriosum kan det tilføjes, at Melville arbejdede på John Marr and Other Sailors samtidig med, at han skrev på den kortroman, som senere skulle blive til Billy Budd (udkomst postumt i 1924). Og faktisk blev Billy Budd oprindelig draftet som et indledende prosaskriv til en mindre gruppe af Melvilles maritime digte. Heldigvis fik dette skriv vokseværk og udviklede sig til den fantastiske, stramme lille perle af en roman, vi kender i dag.
John Marr and Other Sailors består strukturelt set af fire dele:
- En del bestående af blandt andet titeldigtet ”John Marr”, prosaintroduktionen til digtet, Melvilles (selv)ironiske ”tak” til ovennævnte William Clark Russell samt tre andre – ligeledes elegiske – digte om elskede og savnede sømænd
- To sø-stykker eller ”Sea Pieces” af filosofisk tilsnit, hvor det andet af digtene – som bærer titlen ”The Æolian Harp At the Surf Inn” – selvfølgelig skriver sig op imod Samuel Taylor Coleridges digt af næsten samme navn (1795/1796)
- En lille samling ”Minor Sea-Pieces”, hvor det mest kendte måske er det nøgterne hyldestdigt til naturen og ”The Maldive Shark” (som i øvrigt også kan læses som en parabel om mennesket og dets komplicerede forhold til gud og natur)
- Syv ultrakorte, men beslægtede digte, som er samlet under fællesnævneren ”Pebbles” (rullesten eller småsten). I disse digte fremskrives naturens eller fænomenernes overtag over det lille menneske, som så til gengæld bruger sproget til at tage til genmæle (en pointe taget fra Edgar A. Drydens analyse fra artiklen nævnt under ”Videre læsning”). Melville havde desuden noget med sten. Bemærk blandt andet den implicitte reference til Melvilles roman Pierre (sten på fransk), hvori Melville bl.a. behandler den smerte Han selv oplevede i forbindelse med det skrevne ord – læs brevskrivning og forfattergerning.
Der skal ikke gives egentlige analyser af enkeltdigte her, men intro-prosaskrivet ”John Marr” rammer uhyre præcist både tonen, den elegiske stemning og de temaer, som digtsamlingen udfolder. Handlingen kort: Sømanden John Marr – som er invalideret efter at have deltaget i søslag med pirater – går i land. Efter at have ført en lidt omflakkende tilværelse, hvor han blandt andet befattede sig med diverse former for manuelt arbejde, gifter han sig, får børn og slår sig ned på prærien i 1838. Det går, som det går. Hustru og børn dør af feber, og sømanden lever nu alene med minderne om sin familie og de venner, han ke
ndte på havet. Hvad forstår de lokale og gudsfrygtige agerbrugere sig på længslen efter det våde element og det fælleskab, som blev udfoldet til havs? Ikke meget, skal det vise sig. En skelsættende bemærkning i introen er således det sted, hvor John Marr – ivrig efter at fortælle sine sømandshistorier for de lokale – må kapitulere, efter at han indhøster følgende redelige og formanende kommentar fra den lokale grovsmed: ”Min ven, det dér kender vi ikke til”. Hvad kan en tidligere sømand stille op med sådan en ligegyldighed fra sine medmennesker? Han kan drømme og forsøge at opdyrke et rigt indre liv, hvor han som venneløs sømand tyer til de spøgelser, han begræder i form af både hustru, børn og de tidligere så elskede venner fra verdenshavene. Det gør John Marr så samtidig med, at han ser prærien som det ocean, han kendte engang. Sidstnævnte er desuden en klar stilistisk parallel til jeg-fortælleren i ”The Piazza”, som også fremmaler havet i den lokale natur.
Stilmæssigt udgør samlingen en blanding af både lidt længere digte, som strækker sig over flere sider med underafsnit og mange strofer, og digte, som kun består af enkelte korte verslinjer. Visse digte indeholder metrik med blandt andet enderim, andre gør ikke. Visse digte indeholder implicitte, intertekstuelle referencer til blandt andet digtere og poeter som Coleridge, Shakespeare og James Whitcom Riley. Den elegiske grundstemning i digtsamlingen er ikke til at tage fejl af. Vi befinder os i et sentimentalt og nostalgisk stemningsleje, hvor gamle venskaber og tidligere tider begrædes. Særligt længslen efter samværet med ”drengene” er vigtigt, hvilket er let at forstå, hvis man betænker, hvilket kvindekollektiv Melville kom til at tilbringe sine senere år af livet i. Ikke overraskende åbner disse mandedigte også op for mere queer-læsning af Melvilles værk, en pointe, som bliver endnu mere tydelig, hvis man igen søger mod Billy Budd og eksempelvis Benjamin Brittens fremragende operafortolkning af novellaen. På internettet ligger der flere audiovisuelle fremstillinger af blandt andet digtet ”The Maldive Shark”, hvis man vil opleve, hvordan Melvilles poesi fremtræder, når det eksempelvis ledsages af musik. Uden musikledsagelse lyder digtet således:
About the Shark, phlegmatical one,
Pale sot of the Maldive sea,
The sleek little pilot-fish, azure and slim
How alert in attendance be.
From his waw-pit of mouth, from his charnel of maw
They have nothing of harm to dread,
But liquidly glide on his ghastly flank
Or before his Gorgonian head;
Or lurk in the port of serrated teeth
In white triple tiers of glittering gates,
And there find a haven when peril’s abroad,
An asylum in jaws of the Fates!
They are friends; and friendly they guide him to prey,
Yet never partake of the treat –
Eyes and brains to the dotard lethargic and dull,
Pale ravener of horrible meat.
Videre læsning:
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles digte i den først publicerede digtsamling Battle-Pieces and Aspects of the War, hvis du vil læse nogle af Melvilles fantastiske og yderst kritiske digte om den amerikanske borgerkrig.
- Hvis der ønskes gode annoterede udgaver af Melvilles poesi, så gå på biblioteket efter The Northwestern-Newberrys grønne udgaver af Melvilles poesi.
- Hvis du kan lide poesi, så læs Melvilles requiem, langdigtet Clarel, som er en lyrisk bedrift uden lige. Clarel omhandler en pilgrimsfærd til Jerusalem og den nære Orient.
- Læs Coleridges digt ”The Eolian Harp” og fornem den stemning, som slås an i digtet, og sammenlign Coleridges stemning og stil med Melvilles ditto.
- Læs Melvilles skandaleroman Pierre og gå på jagt efter metabetragtninger om sprog og litteratur.
- Hvis der ønskes et indblik i den nævnte diskussion af, hvorvidt Melvilles poesi i digtsamlingen John Marr and Other Sailors er er at betragte som henholdsvis privat ytring eller ”coterie”, så læs om de to forskellige positioner i henholdsvis Edgar A. Drydens artikel ”John Marr and Other Sailors: Poetry as Private Utterance” (publiceret af University of California Press og oprindelig trykt i Nineteenth-Century Literature, 52, No 3 (Dec. 1997), side 326-349) og Matthew Giordanos artikel ”Public Pricacy: Melville’s Coterie Authership in John Marr and Other Sailors” (publiceret af Johns Hopkins University Press og oprindelig trykt i Leviathan, Volume 9, Issue 3, Oct. 2007, side 65-78).
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]