Live Loath’d, and long, Most smiling, smooth, detested parasites, Courteous destroyers, affable wolves, meek bears, You fools of fortune, trencher-friends, time’s flies, Cap and knee slaves, vapours, and minute jacks!
Fra Shakespeares Timon fra Athen
Melvilles korte fortælling ”Jimmy Rose” blev oprindelig publiceret anonymt i novemberudgaven af Harper’s New Monthly Magazine i 1855. I værket – som er skrevet i en af Melvilles økonomisk trængte perioder – skal man ikke lede længe efter parallellerne til Melvilles eget liv, før man fornemmer, hvordan der bliver trukket på hovedstolen. Man kan spekulere over, hvorfor værket udkom anonymt, men to nærliggende forklaringer kunne være, at Melville enten langer ud efter en eller flere trosretninger inden for kirken og den kristne tro, eller at han i utvetydige vendinger kritiserer den materialistisk e og ikke specielt næstekærlige tidsånd, som herskede i samtiden. Melville kan således have portrætteret personer og forhold, som var for provokerende og genkendelige; således som det var tilfældet med det censurerede værk ”The Two Temples”, der først udkom poshumt i 1924.
”Jimmy Rose” indeholder mange stilistiske fællestræk – herunder kontrastering, ironi, symbolisme og den udbredte intertekstualitet – med en række tematisk beslægte værker som de tidligere noveller ”Poor Man’s Pudding and Rich Man’s Crumbs”, ”The Happy Failure” og ”The Paradise of Bachelors and the Tartarus of Maids”, de senere fortællinger ”I and my Chimney” og ”Bartleby, the Scrivener” samt romanen The Confidence-Man (1857).
Novellen begynder in medias res med ordene: ”A time ago, no matter how long precisely, I, an old man, removed from the country to the city, having become unexpected heir to a great old house…”. Herefter er handlingen følgende:
En navngiven jeg-fortæller, William Ford, sætter scenen ved først at beskrive det gamle hus, han har arvet fra Jimmy Rose. Huset er ikke just beliggende på den mest fashionable adresse i New York, men fortælleren er tydeligvis glad for huset. Det har en præstestolslignende veranda, og så repræsenterer huset den gamle verden, tradition og alt det, som var godt, før verden gik af lave. Ikke ti vilde heste skal således få fortælleren til at erstatte det ægte Versaille-tapet med roser og påfugle med det moderne, cremefarvede tapet, som stuepigen Biddy plæderer for.
Efter disse indledende manøvrer går fortælleren i gang med at beskrive Jimmy Rose og dennes storhed og fald. I sine unge dage er den smukke, charmerende Jimmy altid på gæstelisen, når der afholdes prominente selskaber. Der er også altid et rend af besøgende ved hans eget overdådige bord, når det er ham, som holder gæstebud. Desværre mister Jimmy en dag en væsentlig del af sin formue, da to af hans skibe forliser. Derefter bliver antallet af invitationer færre, og det begynder at knibe med kreditten og den pæne omtale i den tidligere ”vennekreds”. Jimmy forskanser sig i et gammelt hus, som Ford opstøver adressen på efter at have talt med et par tidligere venner, som ikke længere har noget tilovers for fortællingens hovedperson. Jimmy nægter at åbne døren for Ford. I stedet rasler han med et skydevåben, hvilket får Ford til at tage flugten. Nu går der 25 år, før fortælleren igen ser Jimmy Rose. Synet af den tidligere ven overrasker Ford. Han har forventet at finde Jimmy ændret og stækket af modgangen, men Jimmy ligner til forveksling sig selv. Roser på kinderne og ældre bevares. Og så er Jimmy mere hul indeni. For det har været anstrengende år, hvor Rose har måttet levet på ”tålt ophold” til eftermiddagsteen hos de fine folk, som før var hans egne middagsgæster.
Efterhånden som handlingen – med dens mange lakuner – skrider frem, bliver man i tvivl om, hvem eller hvad, der egentlig portrætteres. Skriver Melville om Jimmy Rose? Skriver han om William Ford, som måske også er en parasit, der gør sine hoser grønne i håbet om at få del i Jimmys arv? Skriver Melville om sig selv eller om os alle sammen og dermed om det samfund, som har solgt ud af de vigtigste værdier, herunder blandt andet viljen til at tage os anstændigt af hinanden?
Novellen er – ligesom den korte fortælling ”Bartleby” – ikke for sarte sjæle. Jimmy Rose lægger ud med at have magt over tingene, han er generøs, og intet er for godt til de mennesker, som deltager i hans gæstebud. Men der er dybt at falde. Og Jimmys rosenrøde kinder bliver efterhånden alt, alt for hektisk røde, mens han kæmper for at overleve uden at tabe ansigt. Jimmy er kort sagt som anden i det våde element, ”cool and calm on the surface but paddling like the dickens underneath”. Novellen er mørk, og budskabet klart. Jimmy har kæmpet for det forkerte. Igennem et helt liv har han solgt ud af sig selv, og brugt alt for meget krudt på at tækkes nogle mennesker, som ikke var anstrengelserne værd. Ikke engang overfor sig selv er Jimmy Rose dog i stand til at erkende, at han har prostitueret sig selv, baseret sit liv på falske venskaber og gensidigt snylteri sammen med en flok lidet generøse og uelskværdige mennesker. På sit dødsleje nægter Jimmy at tage imod nogle bøger, som en ung pige vil betænke ham med. Bøgerne åbner tilsyneladende Jimmys øjne for, hvilken fattig og ensom stakkel, han i virkeligheden er. Men Jimmy ønsker ikke denne indsigt. Han er helst fri for trøst og andre former for hul medynk. Vredt kyler han bøgerne hen i et hjørne, inden han desillusioneret dør, forladt af gud og mennesker.
”Jimmy Rose” er et stærkt pessimistisk værk ligesom novellen om skriverkarlen og kopisten Bartleby. Vi kan kun spekulere over, om Melville gør status over sit eget liv og sine egne relationer, da han skrev ”Jimmy Rose”. I flere af Melvilles fiktive værker, i dagbøgerne, hans korrespondance og essayet ”Hawthorne and His Mosses”, aner man imidlertid konturerne af en Melville, der gjorde sig umage for at udtrykke anerkendelse over for andre, men som betjente sig af en form, som måske ikke altid var lige heldig for ham selv. Mange steder fornemmer man en cocktail af ”villet” charme, leflen og smiger, ligesom den, der er Jimmy Roses varemærke. Denne cocktail havde formentlig ikke den ønskede effekt for hverken protagonist eller forfatter, der jo som bekendt begge gik i graven uden at opleve den anerkendelse, de begge ønskede for sig selv. Og som måske begge var så stolte som påfugle og dermed for stolte til at bede åbent om hjælp.
Følgende passager er karakteristiske for Melvilles stil og ironiske portrættering af Jimmy Rose. Teksten fremtræder i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse således:
Hvor ynkeligt var det ikke at se ham så ivrigt drikke kop efter kop af den gavmilde te og stykke efter stykke spise det velsmagende brød med smør, når alle andre end Jimmy på grund af aftenens middag og dens overflod ikke rørte brødet og smørret eller drak mere end en enkelt kop souchong. Og da stakkels Jimmy godt vidste det, prøvede han at skjule sin sult og alligevel give efter for den ved at fortsætte en livfuld samtale med værtinden og imens halvt fraværende sluge de allerstørste mundfulde, som om han kun spiste for sædvanens og ikke for hungerens skyld.
Stakkels, stakkels Jimmy – Gud bevare os alle – stakkels Jimmy Rose!
[…]
Selv om du i din egen nød ikke havde en skilling at give til de fattige, havde du alligevel almisser til de rige, Jimmy. For tiggeren, der sidder og snakker i krogen, længes ikke mere efter brød end det forfængelige hjerte efter komplimenter. De rige i deres hungrende overflod og de fattige i deres hungrende trang har vi altid hos os. Det er, hvad Jimmy Rose må have tænkt.
(Herman Melvilles samlede værker, tillæg: En pibe kanaster og en redeye, Bindslev, 2015, s. 156-157).
Udsagnet ”Stakkels, stakkels Jimmy – Gud bevare os alle – stakkels Jimmy Rose!” går som et refræn gennem fortællingen, hvilket kan være Melvilles måde at udtrykke på, at vi alle er fortabte, hvis vi ikke finder tilbage til en mindre materialistisk verden med nogle anderledes (kristne) og næstekærlige værdier.
Melvilles ”Jimmy Rose” er et af de mest negligerede værker inden for Melville-forskningen. Det kan der være mange grunde til, og måske den mest oplagte er værkets udtalte symbolisme og tilsyneladende banalitet. Nyere forskning som blandt andet Anders M. Gullestads analyse fra 2017, som kan læses i nedennævnte artikel vil forhåbentlig være med til at lave om på dette.
Videre læsning:
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial classics, 1962/2004). Samlingen indeholder alle Melvilles noveller, og introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs Melvilles legendariske roman Moby-Dick (1851), Thomas Manns roman Doktor Faustus (1947) eller Steen Steensen Blichers fortælling En landsbydegns dagbog (1824) for at stifte bekendtskab med andre upålidelige fortællere i den ikoniske verdenslitteratur.
- Hvis man ønsker en videnskabeligt funderet læsning af Melvilles fortælling, kan man med fordel læse Anders M. Gullestads artikel ”A Parlor of One’s Own: On Spotting the Parasite in ’Jimmy Rose’”. Artiklen er udgivet af Johns Hopkins University Press, og udkom i Leviathan, Volume 19, Number 2, June 2017, ss. 37-51. I artiklen påpeges blandt andet novellens tematiske slægtskab med Shakespeares tragedie Timon fra Athen, og fortællerens rolle diskuteres, som det er nævnt ovenfor.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]