Old are the creeds, but stale the schools
Revamped as the mode may veer.
But Orm from the schools to the beaches strays.
And, finding a Conch hoar with time, he delays
And reverent lifts it to ear.
That Voice, pitched in far monotone,
Shall it swerve? Skal it deviate ever?
The Seas have inspired it, and Truth –
Truth, varying from sameness never.
Melvilles digt fra ”Pebbles” i John Marr and Other Sailors.
“Daniel Orme ” er en kort skitse om en gammel sømand af samme navn. Prosaskitsen udkom ikke i Melvilles levetid. Den blev fundet sammen med manuskriptet til Melvilles sidste roman Billy Budd i 1919 og er ligesom romanen udgivet posthumt i 1924. Melville skrev sandsynligvis skitsen i 1888, hvor han arbejdede sideløbende på digtsamlingen John Marr and Other Sailors og romanen Billy Budd. Romanen påbegyndte han den 16. november, hvilket datoanmærkningen på forsiden af det oprindelige manuskript bevidner. Blandt andet på grund af en meget omdiskuteret parentes omkring ordene (omitted from Billy Budd) udenpå originalmanuskriptet strides de lærde om, hvorvidt prosaskitsen er bevidst eller fejlagtigt udeladt fra Billy Budd. Melville fik aldrig færdiggjort romanen, og skitsen kan da også have været tiltænkt som en prosaintroduktion til ”Pebbles” fra den semi-private udgivelse John Marr and Other Sailors. Heri finder man nemlig en lignende prosaintroduktion til den del af samlingen, som handler om sømanden John Marr, der begræder tabet af familie og gamle sømandskammerater. Den nævnte digtsamling – som Melville angiveligt fordelte blandt familie, venner og aficionados – udkom i 1888 på forlaget De Vinne Press i 25 eksemplarer. Men uanet hvad der er sandheden bag ovennævte strid, kan skitsen måske bruges til at gøre os klogere på, hvordan Melville arbejdede. Dermed bliver skitsen ikke blot et værk i sin egen ret, men også et hint til Melvilles skriveproces.
Digtet øverst er fra den nævnte digtsamling, og det handler – som det fremgår af kontekst m.v. – også om en sømand ved navn Orm/Orme, trods den anderledes stavemåde. Desuden skal man vist ikke lægge for meget i det med navne. Navne på mandskabslister – som det fremgår af indeværende skitse – er ikke altid en garanti for, at sømanden har opgivet sit rigtige navn. Tænk desuden bare på en af verdenslitteraturens mest fantasibefordrende begyndelser ”Call me Ishmael” fra Melvilles enigmatiske mesterværk Moby-Dick.
Herman Melville in 1868
”Daniel Orme” begynder med, at fortælleren mediterer over, hvordan store portrætmalere som Tizian og Gilbert Charles Stuart forsøger at fange personen bag et ansigt, når de maler deres portrætter. Man vil tydeligvis aldrig kunne skue hunden på hårene; og det er åbenbart særlig svært at greje, hvad der gemmer sig bag ansigtet, når det er en gammel sømand, man skal lodde dybden af. Fortælleren i skitsen ligestiller indledningsvis mødet med en gammel sømand med den gådefuldhed og uudgrundelighed, som ligger gemt i en meteorsten, man uforvarende falder over på en mark. Efter denne introduktion til sømandens dybe sjæl nærmer Melville sig den person, som det virkelig handler om, det vil sige Daniel Orme – eller som nogle Melvilleforskere har postuleret – Melville selv. Ordspil er en karakteristisk ingrediens i Melvilles stil, og der er da også forskere, som antyder, at Melville spiller på ordenes lydlige muligheder. Daniel Orme kan således udtales så det lyder som ”Daniel, Or Me?”
Daniel Orme portrætteres som en mand, der ikke rutter med oplysninger om sig selv og sin baggrund. Ormes medsømænd er for kloge til at forsøge på at udfritte ham, for Orme er stor, hærdebred og stærk. Blandt andre kendetegn ses kanonskaderne i hans ansigt og det store skæg med misfarvninger af tobakssovs. Orme passer sit arbejde samvittighedsfuldt og nyder derfor officerernes respekt. Han er anderledes og tydeligvis en mand med integritet. Derfor er der heller ingen, som tør tage sig friheder over for ham. På et tidspunkt trækker Orme sig tilbage fra posten som fortopsgast og får sig en lavere rangerende stilling. Men alderen og nattevagterne slider på den gamle sømand, som bliver vranten og fåmælt. Daniel Orme går i land og får sig et job, hvor han kan være tæt ved vandet, og hvor han kan se sine gamle kammerater, når det passer ham. Lidt af det vrantne aftager, og derfor bliver det også muligt for sømændene at komme tæt nok på til, at de kan iagttage den halvfjerdsårige sømand. Orme har en løjerlig vane. Når han tror sig uset trækker han ud i sin stoppede jerseytrøje og gransker et sted på sin overkrop. Denne adfærd undrer de andre mænd, men ingen tør spørge, hvad han har gang i. Derfor beslutter mændene sig for at afklare gåden på anden vis. De hælder sovemiddel i hans tekop, så han falder i søvn og undersøger hans bryst. Ormes brede brystkasse lægger baggrund til både en tatovering af et kors og et drabeligt ar. Rygterne florerer. Orme må bestemt være øremærket af den onde selv. Man vil gerne være ham kvit, men da alle er lidt bange for den uudgrundelige gamle søulk, og da han betaler for sit logi, lader man ham være i fred. Følgende passage er fra det sted i fortællingen, hvor Orme nærmer sig sig sit livs afslutning. Den citerede passage er i Flemming Christian Nielsens danske oversættelse blevet til:
Orme fulgte sin ensomme vej, og udefra var der ikke meget, som forstyrrede. Men tidens øjeblikke hjemsøger den roligste time, og skønt den var ubøjelig, slider de på den. I sin afsondrethed sank den udtjente gigant ned i en art dyrisk forfald. Hos barske og hårde naturer og især hos dem, der har tilbragt deres liv i elementernes vold, landmænd og sømænd, påvirker forfaldet mest erindringen og lægger et slør over den; ikke sjældent mildner det også hjertet, og mer eller mindre døser det samvittigheden, hvad enten den er uskyldig eller ej.
(Herman Melvilles samlede værker, tillæg: En pibe kanaster og en redeye, Bindslev, 2015, s. 245-246).
Skitsen slutter med, at fortælleren udbryder, at han vil slutte en skitse, som nødvendigvis må være ufuldkommen. En smuk påskedag søger Daniel Orme afsides til et batteri med rustne kanoner, hvor han lægger sig til at dø. Hemmeligheden om, hvad der gjorde ham til den, han var, og hvad det egentlig var, som martrede hans sjæl, tager han med sig i graven.
En slutning som denne er ikke unik hos Melville. Vi oplever noget lignende i flere af Melvilles andre værker. Blandt andet lader han sine protagonister, to andre kristuslignende skikkelser Bartleby og Israel Potter, dø på næsten samme vis. Resignerende, uden ret meget håb (hvis overhovedet noget), under åben himmel, og måske med blikket rettet mod evigheden, spejdende efter den gud, de aldrig fandt i live.
Hvad handler ”Daniel Orme” egentlig om?, fristes man til at spørge. Tja, værket handler blandt andet om det at være menneske, hvilket langt fra altid er let. Det handler også om skyld, tvivl og skam og om at forsone sig med sin skæbne og sin skyld. I store dele af Melvilles værk portrætteres det tvivlende menneske. Et menneske, som hverken kan besinde sig til at tro på Gud, men som heller ikke kan lade være. Et sådan menneske var Melville, hvis man skal tage vennen og forfatterkollegaen Nathaniel Hawthornes ord til troende. Derfor virker skitsen – med blandt andet dens rige symbolisme og allegoriske formsprog – måske også som en fortælling, hvor Melville tager livtag med de store spørgsmål, lidelsen, tvivlen og skylden i sit eget liv.
Videre læsning:
- Stift bekendtskab med flere af Melvilles noveller i Great Short Works of Herman Melville (New York: Perennial classics, 1962/2004). Samlingen indeholder alle Melvilles noveller, og introduktionen af Warner Berthoff giver desuden en udmærket indføring til Melvilles kortere prosa.
- Læs eksempelvis Melvilles legendariske roman Billy Budd (1924), hvori karakteren Dansker minder om Daniel Orme, eller romanen White-Jacket (1850), hvor noget lignende gør sig gældende for karakteren Old Combustibles m.fl.
- Læs Nathaniel Hawthornes gådefulde og dramatiske værk om skyld og synd, The Scarlet Letter (1850), fordi dette værk kredser om nogle af de samme problematikker som Daniel Orme/Melville tilsyneladende slås med. Også fordi Hawthorne var Melvilles eget store litterære forbillede.
- Gå på jagt på nettet efter sekundærlitteratur og forsøg at finde ud af, hvad der er op og ned i tilblivelseshistorien m.v. til ”Daniel Orme”.