The Confidence-Man: His Masquerade (på dansk Bondefangeren) blev den niende og sidste af Herman Melvilles romaner, som udkom i hans levetid. Udgivelsesdatoen er 1. april 1857, hvilket ikke er nogen tilfældighed, fordi den 1. april (April Fool’s Day) danner ramme om fortællingen. Melville havde oprindelig planlagt, at romanen skulle udgives som en føljeton i de lokale medier, men sådan blev det ikke.
Handlingen – hvis man ellers kan tale om en sådan – udspiller sig ombord på dampskibet Fidèle (”tillid”), som er på vej ned ad Mississippifloden. Her sættes en gruppe højst forskellige passagerer i scene over for hinanden på maskeradelignende facon. Romanen begynder med, at en døvstum mand stiger om bord i St. Louis. Passagererne samles omkring et vægopslag, som maner til agtpågivenhed over for en mistænkelig person, der franarrer folk deres skillinger eller snyder dem på anden vis. Den døvstumme medbringer tilsyneladende ingen bagage, men har dog en lille tavle, hvorpå han skriver bibelske slogan om velgørenhed og tillid. Skibets barber holder til i et lokale overfor opslaget. Barberen giver ikke ved dørene. Således heller ikke kredit, hvilket fremgår af skiltet med ordene ”No Trust”. Mistænksomheden samler sig hurtigt om den døvstumme, men da han falder i søvn ude på dækket, glemmes han hurtigt.
Damperen er kun lige kommet ud på åbent vand, da opmærksomheden rettes mod en sort krøbling, som forsøger at tjene til livets udkomme ved at lave ”hundekunster”. Manden, der kalder sig Der Black Guinea, optræder ved at gribe mønter i munden. En krøbling med træben dukker op. Han kender selv tiggeriet og dets væsen og gør således de øvrige passagerer opmærksom på, at Guinea bestemt må være bondefangeren. En metodistprædikant går i rette med den etbenede tigger, men mærker snart efter mistænksomheden i sit eget bryst. Guinea bedyrer sin uskyld og henviser til en række personer om bord, som vil kunne bekræfte hans vederhæftighed. Prædikanten går ud for at lede efter disse personer, men det viser sig snart, at deres signalementer er så sørgeligt upræcise og generelle, at de kan passe på hvem som helst. Og sådan fortsætter fortællingen, indtil selv barberen må se sig taget ved næsen.
Der er ikke noget egentligt plot i romanen, men den bærer dog den linearitet, som opstår igennem selve rejsen ned ad Mississippi, hvor snart den ene, snart den anden mistænkes. Alle snyder kort sagt alle ud fra devisen snyd eller bliv snydt. Bedrageriet viser sig at være et mål i sig selv, for det er ikke de store beløb, som er i spil. Den kloge narrer den mindre kloge, som på grund af godtroenhed, tillid, grådighed eller håb forledes til at tro det, denne allerhelst vil tro. Romanens forskellige eksempler på bondefangeri følger hver gang efter en dialog eller et mellemspil, hvor det bliver afdækket, hvad der er den narredes største håb og dermed dennes svaghed.
Bondefangeren eller The Confidence-Man antager skikkelse af tigger, købmand eller urtekræmmer, blot for at nævne nogle af de masker/identiteter, bondefangeren bærer. Som læser finder man aldrig ud af, hvor mange karakterer, der egentlig er med i romanen. Melville vildleder bevidst sine læsere gennem en rigtig gådefuld stil, hvor manglende navngivning blot udgør en af strategierne til vildledning. Er der tale om én bondefanger i forskellige forklædninger? Er der flere bondefangere i spil på samme tid? Eller er The Confidence-Man simpelthen en allegorisk inkarnation af Djævlen selv? I maskeraden medvirker desuden en række stereotype karakterer, som spiller rollen som ven, kosmopolit, filantrop, misantrop, filosof, læremester og discipel m.fl. Flere af disse karakterer har deres forlæg i den virkelige verden. Der fandtes således en virkelig bondefanger – ”The Original Confidence-Man” – som hærgede USA i 1849 og franarrede godtroende sjæle deres spareskillinger.
Mark Winsomes skikkelse (bemærk navnet) er inspireret af USA’s svar på Grundtvig, transcendentalisten og teoretikeren Ralph Waldo Emerson. Naturmennesket Egbert er i virkeligheden Emersons praktiserende discipel, forfatteren Henry David Thoreau. Man finder også en satirisk fremstilling af en af periodens mørke romantikere, Edgar Allan Poe. Denne karakter er ikke overraskende i tiggerklæder. Charlie Noble (bemærk endnu engang navnet) er baseret på vennen og forbilledet Nathaniel Hawthorne. På den måde udgør de rejsende på damperen altså et mikrokosmos, som spejler den amerikanske befolkning i midten af 1850’erne.
Som en af nej-sigerne i den amerikanske renæssance nærede Melville næppe illusioner om menneskenes børn. Han oplevede moralens vogtere på tætteste hold og havde venner på en måde, så det ikke var nødvendigt med fjender. I romanen indgår der desuden en spydig eller ironisk kommentar til Emersons essay om venskab. Melville var med andre ord efterhånden blevet så desillusioneret, at han med lethed kunne portrættere menneskeheden som så moralsk anløben, at ingen kunne sige sig fri for at søge gevinst på andres bekostning.
Men hvordan fortæller Melville The Confidence-Man? Hvilke greb benytter han, og hvordan er romanen struktureret? Man ved, at Melville læste Cervantes’ Don Quixote og formentlig også Chaucers The Canterbury Tales og Boccacios Decameron. Romanen er i hvert fald en rammefortælling med skiftende fortællerpositioner i stil med disse værker. I romanen strukturerer Melville sit værk, så mange kapitler kan stå alene eller fungere igennem en klyngestruktur, som skaber små tematiske enheder, når disse kapitler læses sekventielt. Undertiden har kapitlerne karakter af essays (Melville var bekendt med Montaignes essays) eller filosofiske meditationer, mens kapitlerne andre steder udgør indlejrede noveller, som vil kunne forstås isoleret fra resten af romanen.
Det hjerteskærende kapitel 40, ”The story of China Aster”, kan eksempelvis læses som en allegori over Melvilles eget liv. Prøv f.eks. at sætte Melville i stedet for lysstøberen og skift dennes erhverv ud med forfattergerningen, og det vil ikke være svært at få øje på Melville selv. Han, som på sørgelig vis – efter denne roman – definitivt opgav håbet og drømmen om litterær anerkendelse, tabte sine illusioner i forhold til venskab og måtte overgive sig til økonomisk ruin og levebrødsskrivevirksomhed.
Hvis der for læseren ringer en klokke i forhold til den måde, Melville strukturer sit værk på, er det ikke mærkeligt. Melville betjener sig nemlig af en lignende narrativ strategi, som den han strukturerede Moby-Dick efter. Men i stedet for at skrive om hvaler og hvalfangst, bruger Melville i The Confidence-Man en modereret rammefortælling til at nå bredt rundt om fænomenet bondefangeri og substantielle emner som tillid, moral og venskab. Udover disse temaer benytter Melville desuden lejligheden til at diskutere samtidens indianerhad eller debatten om naturmedicin versus konventionel behandling, mens han – satirisk – artikulerer kritikken af et samfund, som ikke hjælper dets mennesker i nød. Et samfund, hvor religionen fylder for meget og påberåber sig den moralske ret, men hvor dobbeltmoralen indtager herskerskikkelsen. The Confidence-Man er med andre endnu et værk, hvor den historiske kontekst tydeligt fremgik af det, Melville skrev.
Lige til det sidste håbede Melville at høste den anerkendelse for The Confidence-Man, som han ikke fik for Moby-Dick. Men endnu engang modtog han kun drøje hug fra det litterære parnas. Først efter hans død fik man øjnene op for også denne romans ufatteligt mange kvaliteter. The Confidence-Man fortjener at blive læst som den perle, værket er. Melville kendte sin Shakespeare, sin Ovid, sin Seneca og sine mange andre klassikere og inspirationskilder, hvilket bl.a. fremgår af de mange intertekstuelle referencer, romanen er spækket med, og som læseren kan more sig med at gå på jagt efter. Melville stod således ikke tilbage for modernisten Joyce, som mere end et halvt århundrede efter skabte et veritabelt gådegætteri i eksempelvis Ulysses (1922).
Melville var således ikke bare mørk romantiker og nej-siger, han var også humorist og proto(post)modernist. Melville driller os, narrer sine læsere i bedste bondefangerstil og nægter i det hele taget at fortælle os, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Det må læseren selv finde ud af. Enkelte hint får vi dog. I passagen nedenfor giver fortælleren – i dette tilfælde sandsynligvis Melville selv – en metakommentar til spørgsmålet om fiktion versus non-fiktion (autentiske kilder/plagiat). Det er købmandens karakter, han taler om. Vurdér selv, hvorvidt citatet gør én klogere, eller om det blot illustrerer, hvor poetisk, glat og bevidst tvetydigt Melville formidlede sin kunst:
He [the Merchant] may be thought inconsistent, and even so he is. But for this, is the author to be blamed? True, it may be urged that there is nothing a writer of fiction should more carefully see to, as there is nothing a sensible reader will more carefully look for, than that, in the depiction of any character, its consistency should be preserved. But this, though at first blush, seeming reasonably enough, may, upon closer view, prove not so much so. For how does it couple with another requirement – equally insisted upon, perhaps – that, while to all fiction is allowed some play of intervention, yet fiction based on fact should never be contradictory to it; and is it not a fact, that in real life, a consistent character is a rara avis? Which being so, the distaste of readers to the contrary sort in books, can hardly arise from any sense of their untrueness. It may rather be from perplexity as to understanding them. But if the acutest sage be often at his wits’ ends to understand living character, shall those who are not sages expect to run and read character in those mere phantoms which flit along a page, like shadows along a wall? That fiction, where every character can, by reason of tis consistency, be comprehended at a glance, either exhibits but sections of character, making them appear for wholes, or else is very untrue to reality; while, on the other hand, that author who draws a character, even though to common view incongruous in its parts, as the flying-squirrel, and, at different periods, as much at variance with itself as the caterpillar is with the butterfly into which it changes, may yet, in so doing, be not false but faithful to facts.
(Norton, s. 75)
Man kunne tro at han [købmanden] var inkonsistent, hvad han også er. Men skal forfatteren skoses for det? Ganske vist kan man hævde, at frem for alt skal en romanforfatter være påpasselig med at fastholde en konsistent karakter i sin skildring af en person, for der er intet, en læser er så påpasselig med at kontrollere. Men skønt det i første omgang synes fornuftigt nok, ser det anderledes ud ved en nøjere betragtning. Hvordan hænger det nemlig sammen med et andet krav, der måske anses for lige så vigtigt og går ud på, at nok må der i fiktion udfoldes en vis fantasi, men fiktion baseret på en kendsgerning må ikke modsige den? Og er det ikke en kendsgerning, at i det virkelige liv er en konsistent karakter en rara avis? Når det forholder sig sådan, kan læsernes afsmag for det modsatte i bøger næppe skyldes en fornemmelse af, at det er usandt. Snarere at det bliver forvirrende. Men da den skarpsindigste vismand ofte kommer til kort, når det drejer sig om at begribe virkelighedens mennesker, hvordan skal de, som ikke er vismænd, da uden videre kunne aflæse en personlighed i de gøglebilleder, der farer hen over en bogside, som var de skygger over en mur? De romaner, hvori alle personer er så konsistente, at de omgående kan forstås, leverer kun brudstykker og lader brudstykkerne gælde for helheden, elle de er meget usandfærdige over for virkeligheden. Omvendt kan den forfatter, som skildrer en karakter, der efter almindelig opfattelse er så modsigelsesfyldt som et flyveegern og på forskellige tidspunkter så meget i modstrid med sig selv som larven med sommerfuglen, dog være tro mod kendsgerninger.
(Flemming Chr. Nielsens oversættelse, Verandafortællinger etc. s. 269)
Skulle læseren anno 2015 få lyst til at læse mere, så læs først romanen. Derudover indeholder Norton-udgaven en række spændende artikler, som dækker den modtagelse, værket fik i sin samtid, analyser omkring indianerhad og meget, meget mere. I Andrew Delbancos Melville: His World and Work gives desuden en kondenseret beskrivelse/minianalyse af romanen.
[typography font=”Cantarell” size=”9″ size_format=”px”]Af Pernille Vagtborg Nielsen[/typography]
Skriv et svar